Luft under vingerne XV

For nogle dage siden annoncerede Air Greenland, at man netop har købt endnu en DASH 8-200 til erstatning for de bedagede DASH 7, der har tjent selskabet trofast i flere end 30 år.
Men hov, DASH 8!!!! Ordet har så ilde en klang. Var det ikke det fly, som for nogle år siden faldt ned for et godt ord?
Nej, det var det ikke - og alligevel! Men det er altså nødvendigt at holde tungen lige i munden, for en DASH 8 er altså ikke bare en DASH 8. Betegnelsen dækker faktisk over hele fem forskellige flytyper - hvoraf et af dem, DASH 8-Q400, er den berygtede model, som for få år siden voldte SAS helt urimeligt mange problemer. Det vil jeg vende tilbage til i en senere artikel om flyene i mit liv og her fokusere på de tre ældste versioner af flyet - dem med tilføjelsen 100, 200 og 300 i navnet.
DASH 8 blev udviklet i begyndelsen af 80'erne som en afløser for De Havillands DASH 7 - og er betydeligt mere økonomisk i driften. Det skyldes blandt andet modellens to motorer mod DASH 7's fire, men til gengæld har flyet ikke syverens indlysende STOL-egenskaber - altså evnen til at starte og lande på meget korte baner. Derfor er Air Greenland også nødt til at begrænse fragtmængden og antallet af passagerer på mange af Grønlands korte baner. Fuldt lastet kan DASH 8-200 kun lande på flyvepladserne i Narsarsuaq, Nuuk, Kangerlussuaq og Ilulissat, men stadig er det en fornuftig forretning for Air Greenland, simpelthen fordi flyet er mere driftsøkonomisk - og ikke mindst nyere, så reservedele er nemmere at skaffe.
Jeg har fløjet temmelig mange ture med DASH 8 i Nordnorge, hvor SAS-ejede Wideroe bruger flytypen på det såkaldte kortbanenet. Første gang med en 100-model fra Bodø til Svolvær i august 2000. DASH 8-100 er den mindste model i serien med plads til 33 passagerer. Flyet er noget af det nærmeste, man i den branche kommer en rutebil - blandt andet er der bagerst et bredt sæde med plads til fem personer akkurat som i en bus.
Wideroe har 19 fly af typen og bruger dem på lokaltrafikken i Nordnorge - og selve flyoplevelsen minder altså også meget om en rutebil. På en tur tidligt om morgenen i 2001 fra Svolvær til Leknes oplevede jeg endda at være eneste passager i kabinen.
Den slags er med til at gøre flyvningen til en afslappet oplevelse, men ikke desto mindre rummer flytypen også minder om den eneste gang, hvor jeg har været bange for at flyve. Det var på en tur i rasende snestorm mellem Bodø og Svolvær. Flyet blev kastet rundt over Vestfjordens bølger - og stewardessen var nødt til at opgive serveringen af kaffe. Det var meget voldsomt og meget ubehageligt - også selv om jeg har den grundlæggende holdning, at hvis piloterne tør flyve - ja, så tør jeg altså også!
Det er også i en DASH 8 - ganske vist af 300 typen med plads til 50 passagerer, at jeg har oplevet flest starter og landinger på en dag. Det var i 2007, hvor jeg fløj mælkeruten fra Tromsø til Vadsø med mellemlandinger i Hasvik, Hammersfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord - altså seks starter og landinger på en god formiddag.
Nu er denne meget driftssikre flytype altså godt på vej ind i Grønland. Air Greenland købte sidste efterår de første to DASH 8-200 med plads til 37 passagerer - og nu er yderlige et fly på vej ind i flåden.
De to fotos af Wideroe DASH 8-100 er taget i 2000 på flyvepladsen i Svolvær - den største by på Lofoten. Bemærk, at landingsbanen bogstaveligt talt ligger i vandkanten. Det giver ved bestemte vindretninger anledning til at lukke lufthavnen, simpelthen fordi der er risiko for, at landingsbanen bliver overskyllet af bølgerne. For der er jo ingen, der har sagt, at det skal være nemt at flyve i Arktis...

Jesper

Foto: Air Greenland og undertegnede

Sikken en udsigt

Man skal lære, så længe man lever - og forleden lærte jeg noget nyt om SAS. En lidt pikant, men måske også meget japansk historie om, at alle kneb gælder, når der skal sælges flybilletter.
Da jeg researchede til historien om DC-9, faldt jeg tilfældigvis over et presse-kit, som var blevet udleveret til den japanske presse i forbindelse med SAS' 60-års jubilæum i 2006.
I dette glimrende historiske dokument opregner man alle flyselskabets fortræffeligheder gennem mere end et halvt århundrede - naturligvis med fokus på alle de gange, selskabet har introduceret en ny service som det første selskab i verden.
Blandt andet noterer man med stor tilfredshed, at SAS i midten af 90'erne som det første flyselskab indførte vinduer på Business Class-toiletterne. I følge pressekittet har det været en stor succes - ikke mindst blandt de kvindelige passagerer - og der er på verdensplan stadig kun få selskaber, som har kopieret denne enestående service.
Når man jævnligt flyver med SAS - og har gjort det i en årrække på den navnkundige Grønlandsrute - er man sådan set ikke i tvivl om selskabets rolle som pioner i en hastigt udviklende luftfartsbranche, men det her argument for at flyve SAS har jeg simpelthen aldrig hørt før.
Men når det så er sagt, skal jeg da ærligt indrømme, at det faktisk er en service, som jeg gennem tiden har sat stor pris på. Når man flyver langdistancer, kan tiden i sagens natur falde lidt lang - og da kropsfunktionerne ofte er lidt forstyrrede på grund af jetlag og tidsforskelle - er det faktisk ganske afslappende at sidde der i 12 kilometers højde og nyde udsigten over den store verden.
Nu er det der med kropsfunktionerne imidlertid temmelig tabu-belagt i vores del af verden, så det er måske forklaringen på, at vi aldrig har set annoncer, som fremhæver denne enestående SAS-feature. Og det er mit gæt, at det dukker op i en japansk sammenhæng, fordi netop japanerne har et nærmest manisk forhold til deres toiletter, som teknologisk set er adskillige generationer foran både USA og Europa. Det kan du forresten læse meget mere om her.

Bum, øh, bummelum
Jesper

Højsangen

Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!
Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.
Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som Æbleduft,
din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine Læber og Tænder.
Disse smukke verselinier fra Salomons Højsang rinder mig i hu i disse dage. Det skyldes det drivhus, som jeg overtog sammen med huset i Østerby. Her var der plantet to vinstokke, og det var med nogen skepsis, jeg så dem skyde her i foråret. Det væltede frem med blade og atter blade - og jeg har beskåret dem flere gange. Og nu her i september kan jeg så se frem til at høste frugten af mine anstrengelser. Underet er sket - det er lykkedes mig at forvandle vand til vin - eller i det mindste vindruer i store mængder.
Klaserne med de sødeste, mest velsmagende blå druer hænger tæt fra drivhusets loft. Endnu kan vi følge med og nå at spise druerne, efterhånden som de når at blive modne, men i de kommende dage bliver det nok så uoverkommeligt.
Det kunne selvfølgelig være fristende at omsætte nogle af de overskydende druer til vin af egen avl, men helt ærlig så er kvalitetsvine fra mere anerkendte og erfarne producenter efterhånden så langt nede i pris her i Danmark, at dette næppe vil stå mål med anstrengelserne.
Derfor ender det nok med druemarmelade. Jeg har fået det flere gange som tilbehør til en ostetallerken, som SAS serverer på business på de interkontinentale ruter - og det smager himmelsk netop sammen med ost og et glas portvin. Nu skal jeg blot have skimmet internettet for opskrifter - og så skal jeg senere delagtiggøre bloggens læsere i, hvordan det falder ud.

Velbekomme
Jesper

To runde fødselsdage i Brovst

For ti år siden var jeg til en stor fest i Nuuk, hvor vi fejrede en dobbelt 30 års dag og - skulle det vise sig - et bryllup. Det var hos Jette og Lars, og som det ses på billedet har de formeret sig dygtigt med to søde tøser, Camilla og Line samt et par tæppepissere.
De bor nu i Brovst og i lørdags havde de så inviteret til dobbelt 40 års dag. Egentlig skulle det have været en havefest, men på grund af ustadigt august-vejr var festen forlagt til Arentsminde cafeteria. Og det var jo en helt enestående chance til at se det cafeteria, som man har kørt forbi så mange gange.
Det blev selvfølgelig et brag af en fest - i ualmindelig godt vejr. Og det var en god anledning til at snakke Grønland. Ikke mindst fordi en af deltagerne - Jens - har jeg ikke set i en del år. Jens Olesen er en glad dreng - ligesom mig - og vi er helt sikker på, at SAS-personalet stadig kan huske dengang, vi drak en Boeing 767 tør for Baileys mellem Grønland og Danmark. En god times flyvning fra København kom stevardesserne hen til os med fem små flasker Baileys og meddelte, at vi ligeså godt kunne få dem, for det var de sidste, de havde ombord. Det var dengang man stadig kunne tage forsvarligt fra - så vidt jeg husker var det i 97 eller 98. Det var i øvrigt første gang, Jens rejste ned til Danmark. For mit vedkommende er det ind til videre blevet til 55 ture - men det er en helt anden snak.
Tak til Lars og Jette for en god fest.

Ha' det
Jesper

Gammel Dansk

Som bekendt nærmer tiden sig alvorligt for min 50-års fødselsdag. Torsdag markerede jeg den runde dag på min arbejdsplads, og hvad kunne være mere passende end at gøre Gammel Dansk til temaet for festen.
Blandt de puritanske nordmænd vakte det betydelig opsigt, at jeg havde inviteret til kaffe og Gammel Dansk - noget der er nærmest obligatorisk på danske arbejdspladser, men temmelig uhørt i Norge. Hvad de stakkels mennesker ikke vidste var, at jeg sandelig ikke havde tænkt mig at forbryde mig mod landets skikke, og jeg derfor havde allieret mig med den lokale konditor, som til lejligheden kreerede en rigtig Gammel Dansk-kage.
Som dagen nærmede må jeg dog indrømme, at jeg begyndte at få kolde fødder. Det skortede nemlig ikke på små bemærkninger om, at det var dejligt, at der endelig kom en dansker og ruskede lidt op i den forsigtige og tilbageholdende norske bornerthed. Enden på det hele blev da også, at jeg indkøbte en flaske Gammel Dansk og en flaske Dr. Nielsen på vinmonopolet, så der ikke var nogen, der blev skuffet.
Men så nemt skulle de nu ikke slippe, så jeg begyndte med en lille tale om, at det er godt at være norsk i Danmark (sloganet for Dansk Turistråds kampagner i Norge), og at det sandelig også er godt, omend lidt besværligt at være dansk i Norge. Da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten, fortalte rektor den første dag, at alkohol var forbudt på skolen og understregede over for de danske elever, at her i Norge betragter man også en bajer som alkohol. Så afslørede jeg kagen, og det kan nok være, at der var nogen, der blev lange i ansigtet. Men da jeg umiddelbart efter kunne fremtrylle de to flasker med dansk bitter, ville latteren næsten ikke stoppe.
Det blev en god eftermiddag med flere smukke taler - tak til Tana og Grete. Også en tak forresten til Margot, der vistnok havde en finger med i spillet - ikke mindst den meget fantasifulde udsmykning af mit kontor på dagen. Også en tak til Tana for lån af billeder til bloggen.
Nu venter vi bare på, at far kommer herop for at fejre dagen på søndag. Han skulle være kommet fredag aften, men SAS havde åbenbart problemer med et fly, så nu er ankomsten sat til 13.35 lørdag eftermiddag.

Ha' det
Jesper

Crash-8

Så gik det galt med en af SAS Dash-8 Q400 igen. Og igen slap alle fra uheldet uden skrammer. Det burde give stof til eftertanke, når man som jeg har fløjet med typen cirka 80 - 100 gange, men egentlig tror jeg ikke, at jeg ville være nervøs for at flyve Dash-8 Q400 den dag i dag, hvis det altså ikke lige var fordi, flyet er grounded. Det heldige udfald af nødlandingerne viser, at SAS-piloterne er knalddygtige og ved, hvad de gør. Og jeg har nu altid haft den holdning, at hvis piloten tør flyve, så tør jeg altså også. Det er trods alt piloten, der sidder forrest og skal tage skraldet.
Historisk set er det også fuldstændigt enestående, at en flytype rammes af så mange tilsyneladende ens uheld over så kort en tidsrække, som tilfældet er. På den baggrund er det fuldstændig hyklerisk og usagligt, når en række danske politikere nu falder over trafikministeren og SAS, blot for at score points i den standende valgkamp. Jeg har siden jeg var en lille knægt interesseret mig for flyvning, og jeg har altså svært ved at se, at man har kunnet handle meget anderledes, end tilfældet har været. Folkene i SAS og Luftfartstilsynet har nu nok mere forstand på de grejer end en radikal levebrødspolitiker og en campingspladsejer fra Dansk Folkeparti.