lørdag den 9. januar 2010

Sikken en udsigt

Man skal lære, så længe man lever - og forleden lærte jeg noget nyt om SAS. En lidt pikant, men måske også meget japansk historie om, at alle kneb gælder, når der skal sælges flybilletter.
Da jeg researchede til historien om DC-9, faldt jeg tilfældigvis over et presse-kit, som var blevet udleveret til den japanske presse i forbindelse med SAS' 60-års jubilæum i 2006.
I dette glimrende historiske dokument opregner man alle flyselskabets fortræffeligheder gennem mere end et halvt århundrede - naturligvis med fokus på alle de gange, selskabet har introduceret en ny service som det første selskab i verden.
Blandt andet noterer man med stor tilfredshed, at SAS i midten af 90'erne som det første flyselskab indførte vinduer på Business Class-toiletterne. I følge pressekittet har det været en stor succes - ikke mindst blandt de kvindelige passagerer - og der er på verdensplan stadig kun få selskaber, som har kopieret denne enestående service.
Når man jævnligt flyver med SAS - og har gjort det i en årrække på den navnkundige Grønlandsrute - er man sådan set ikke i tvivl om selskabets rolle som pioner i en hastigt udviklende luftfartsbranche, men det her argument for at flyve SAS har jeg simpelthen aldrig hørt før.
Men når det så er sagt, skal jeg da ærligt indrømme, at det faktisk er en service, som jeg gennem tiden har sat stor pris på. Når man flyver langdistancer, kan tiden i sagens natur falde lidt lang - og da kropsfunktionerne ofte er lidt forstyrrede på grund af jetlag og tidsforskelle - er det faktisk ganske afslappende at sidde der i 12 kilometers højde og nyde udsigten over den store verden.
Nu er det der med kropsfunktionerne imidlertid temmelig tabu-belagt i vores del af verden, så det er måske forklaringen på, at vi aldrig har set annoncer, som fremhæver denne enestående SAS-feature. Og det er mit gæt, at det dukker op i en japansk sammenhæng, fordi netop japanerne har et nærmest manisk forhold til deres toiletter, som teknologisk set er adskillige generationer foran både USA og Europa. Det kan du forresten læse meget mere om her.

Bum, øh, bummelum
Jesper

Ingen kommentarer: