Klipfisk på 100 måder

Onsdag aften havde Dina og jeg besluttet os for at gå ud og spise sammen med min canadiske kollega Tana.
Valget faldt på en tilsyneladende hyggelig kælderrestaurant med fisk på menukortet i en af de små krogede gader i den del af Tromsø centrum, som ikke blev ødelagt under den store brand i 1969. Restauranten bar adressen Sjøgata 12 som sit navn, og var både hyggelig, varm og rummelig, da vi trådte ind.
Men vi fik lidt af en overraskelse, da vi åbnede menukortet. Restauranten er helt øjensynlig specialiseret på klipfisk og byder på klipfisk - om ikke på 100 måder, så i hvert fald i adskillige varianter, lige fra den klassiske bacalao og til tapas-fyld. Det var lidt af en overraskelse, for vi ville egentlig gerne have fisk, men altså ikke lige klipfisk.
Disse tørrede, saltede torsk eller sej er en ganske glimrende spise - især hvis de kan ledsages af rigelige mængder øl og brændevin, men nu var det altså onsdag, og vi var ikke i byen for at feste, så det var ikke lige sagen. Gudskelov har menu-kortet enkelte huller i mængderne af klipfisk, så vi kunne surfe uden om denne nordnorske specialitet.
Derfor kom menuen til at bestå af scampi bagt i hvidløgssmør som vinbjergsnegle, lammeribben på urtebund med små saltbagte kartofler og til dessert en hvid chokolade-mousse med blåbærsyltetøj. Alt i alt en dejlig menu - veltillavet og rigelig, så stedet kan såmænd kun anbefales - hvis man ellers kan nøjes med det begrænsede antal retter, som ikke indeholder klipfisk, eller hvis man har en helt ubændig hang til klipfisk.
Jeg havde desværre glemt mit kamera, så du må nøjes med et billede af klipfiskestativerne i Henningsvær på Lofoten - alle klipfisks moder.

Ha' det
Jesper