Minnebok og klagemur

Svalbardposten er en af verdens mindste, men samtidig også mest velanskrevne aviser. Avisen, som udkommer en gang om ugen, bliver slugt fra første til sidste punktum - først og fremmest af beboerne på øgruppen i Arktis, men også langt ind i de norske regeringskontorer har bladet sine faste læsere. Faktisk har avisen lige så mange læsere uden for Svalbard som på selve kulmine-øerne.
Det hedder sig, at vejen til lynkarriere i norsk presse går via redaktørposten på Svalbardposten, men hvad er egentlig årsagen til denne succes? Det forsøger en jubilæumsbog udgivet i forbindelse med avisens 60 års jubilæum i 2008 og uddelt som julegave til avisens læsere 2009 at give svaret på. Og det er egentlig lidt synd, for det behøver man ikke at skrive lange akademiske afhandlinger om.
Jeg har i en årrække været blandt de faste abonnenter på Svalbardposten. Jeg brugte bladet i sin tid som informationschef i Nuuk kommune som en målestok for, hvordan lokaljournalistik skal laves. Og hele hemmeligheden ligger såmænd i, at man tager læseren alvorligt. Her er der plads til selv den mindste begivenhed og her er der ikke noget overflødigt fyld. I modsætning til danske lokalaviser er avisen klinisk renset for alt, hvad der hedder pressemeddelelser om tvivlsomme produkter, TV-stof og historier fra andre aviser. Her er det grundlæggende basal lokaljournalistik, der er i højsædet. Og når jeg siger lokal, så er det virkelig lokal - for eksempel kan man læse, hvem der vandt rafleturneringen på en af de lokale beverdinger, her er bortløbne katte og forklaringen på, hvorfor det daglige fly fra Tromsø blev forsinket i går. Her kan du læse, hvad der skal ske, når håndværkerne begynder at stille stilladserne op foran en butik, som skal pudses op, og det er selvfølgelig i Svalbardposten, man læser, hvorfor ambulancen kørte med udrykning mandag ved midnatstid.
Når Svalbardposten også bliver læst i regeringskontorerne, så skyldes det sikkert den massive russiske tilstedeværelse på de norsk kontrollerede øer. Ved at læse om russerne foretagsomhed får kremlologerne en antydning af, hvilken vej vinden blæser hos den frygtindgydende, store nabo.
Gennem en konsekvent satsning gennem adskillige år på dette helt enestående lokalkoncept er det lykkedes at arbejde avisen frem til det, den er i dag. Men det har da ikke været uden problemer. I en årrække var avisen finansieret af velfærdskassen - det offentlige - på Svalbard, og i 60'erne skulle alle redaktører således godkendes af det norske svar på Kreml - Arbeiderparti-toppen på Youngstorvet i Oslo - for det var vigtigt med en redaktør, som havde den rette indstilling i forhold til russerne.
Uden offentlige midler kan avisen med sine fem ansatte næppe heller fungere i dag, men det er mit indtryk, at der er en bred forståelse for, at den journalistiske uafhængighed er en forudsætning for successen.
I et langt afsnit problematiserer jubilæumsbogen over forholdet mellem journalist og lokalsamfund. Det er en gang akademisk bavl - for hvis man som journalist i øvrigt opfører sig pænt og ordentlig og refererer loyalt, hvad der bliver sagt, så er det såmænd ikke så svært. Og i et samfund som Svalbard, hvor langt de fleste mennesker er ansat på tidsbegrænsede kontrakter, opstår der i sagens natur heller ikke de store habilitetsproblemer med forholdet til familien. Det er en akademisk og romantisk præmis, at journalisten absolut skal være kritisk. Man kan komme langt med almindelig hæderlighed og redelighed.
Men måske skal jubilæumsbogen netop ses i det lys. I stedet for blot at fejre avisens store successer, så vover man at tage diskussionen. Det er sikkert godt nok, men for mig at se, ligger avisens styrke altså mere i den lokale forankring end i evnen til at producere kritisk journalistik og saftige forsider.
At avisen så alligevel også har hentet priser for sine flotte og overskuelige forsider, ja, det skyldes vel, at alt, hvad der sker på Svalbard, er spændende - hvis man blot har været der bare en gang.
Minnebok og klagemur, som er titlen på jubilæumsskriftet, er efter min mening et lidt rodet og sludrende skrift, som gør historien om lokalavisens succes unødigt ordrig og rundkredsagtig. Derfor kan jeg kun uddele fire ud af seks tørfisk til skriftet.

Jesper