onsdag den 20. januar 2010

Joakim von And

Se godt på denne mand. Turde du købe en brugt bil af en sådan type?
Jeg gør i hvert fald ikke - og jeg synes, at det lyder hult som en indremissionsk prædikant, når Bjørn Kjos er forarget over, at en flok medarbejdere hos Cimber Air har spillet ham og luftfartsselskabet Norwegian et puds.
Da Norwegian, som Bjørn Kjos er direktør for, mandag åbnede en ny rute mellem Karup og København, lagde selskabet hårdt ud med at sælge billetterne til en krone stykket. Dette slagkraftige tilbud tog nogle friske Cimber-medarbejdere luften ud af ved simpelthen at købe billetterne til fiktive passagerer som Anders And - og Bjørn Kjos. Resultatet blev, at Norwegian fløj med halvtomme fly på åbningsdagen. Den slags rammer hårdt hos Norwegian, der ikke lever af at sælge flybilletter, men af bagagegebyrer og af at sælge kaffe til 40 kroner koppen, lotterisedler og andet gøgl til passagererne.
Historien blev øjeblikkeligt plantet hos dagbladet Børsen, der ellers nok forstår at vare sig mod spin - og Bjørn Kjos buldrede moral. Var det hans medarbejdere, som havde gjort det, så ville de blive fyret.
Nu synes jeg, at man skal lade være med at blande moral og forretning. Og netop i Norwegians tilfælde ville jeg nok holde en lav profil. For der er næppe nogen direktør, som fremstår som en så usympatisk og kræmmeragtig brugtvognshandlertype som netop Bjørn Kjos. Muligvis har manden sit væsen imod sig - og muligvis gør jeg ham uret, men han er sådan en type, som jeg simpelthen ikke stoler på. Sådan en type, som grinende går hen til banken, hver gang han har solgt mig noget.
Forresten er hans torden mod Cimber ren retorik. For det sønderjyske flyselskab er forhåbentlig ikke så dumt, at det begynder at sælge billetter til en krone. Enhver kan se, at sådan noget ikke kan løbe rundt - og at hensigten kun kan være at eliminere en ubehagelig konkurrent.
Desværre har topledelsen hos Cimber vist sig svag og er gået med på den moralske retorik. Man har nu bebudet en intern undersøgelse mod de medarbejdere, som bestilte de famøse billetter. Det er synd - for det var da et sjovt påfund at bestille en billet til Anders And.
Man kan bare undre sig over, at der ikke blev bestilt en billet til Joakim von And. Rent moralsk er Bjørn Kjos og den gamle gnier da mere på linie. Sådan rigtige kapitalister som taget ud af en Dickens-roman. De få gange, jeg har fløjet med Norwegian, har det været en dårlig oplevelse. Uorganiseret, rodet og forsinket, lange indcheckningskøer, ubehøvlet personale, elendige sæder, dårlig stemning - og ikke en undskyldning eller en kop kaffe som kompensation.
Bjørn Kjos forargelse over Cimber klinger hult - og vidner kun direktørens vilje til som en anden vækkelsesprædikant at blive forarget, når det kan betale sig. Fy for pokker!

Ha' det
Jesper

Foto: Norwegian - og når selskabet stiller et sådant billede til rådighed for pressen, vidner det vel mest om en meget høj grad af mangel på selvindsigt!

Ingen kommentarer: