O Marie...

Lørdag var jeg nødt til at tømme min LP-reol for at efterspænde samlingerne.
I reolen opbevarer jeg - foruden LP'erne - de ganske få single-plader, som jeg ejer. Og ganske forudsigeligt kunne jeg ikke lade være med at dvæle ved, hvad der med stor sandsynlighed har været min allerførste plade: O Marie, jeg vil hjem med Four Jacks.
Pladen er udgivet i 1960, og jeg må helt ærlig indrømme, at jeg intet erindrer om omstændighederne, som har ført til, at netop den plade skulle blive min første. Men den er tydeligt mærket på omslaget med mit navn - ganske vist skrevet af min far med fyldepen - men alligevel. Der er ingen tvivl om, at det er min - og tilstedeværelsen i min pladesamling altså ikke skyldes, at jeg er kommet til at blande mine plader med mine forældres.
Mest sandsynligt er vel, at jeg har hørt sangen i radioen - og har skrålet med af fuld hals. Da jeg er noget af det mest umusikalske, som findes på jord, har familien vel tænkt, at de kunne lukke munden på mig ved at forære mig pladen. Jeg kan betro bloggens læsere, at hvis det var hensigten, så lykkedes det ikke - for jeg synger stadig med, når jeg hører den...
For jeg må indrømme, at jeg er helt vild med Four Jacks. Den navnkundige danske kvartet, som i perioden fra 1956 til midten af 60'erne forsynede danskerne med den ene landeplage efter den anden. Blandt mine øvrige favoritter er især Mandalay og Æselsangen (så bare, bare tag det roligt - mit motto).
Four Jacks bestod oprindeligt af John Mogensen, Bent Werther, Poul Rudi og Otto Brandenburg. Sidstnævnte blev i 1959 erstattet af James Rasmussen - alle sammen herrer som også efter Four Jacks-tiden har haft indflydelse på dansk populærmusik.
O Marie er en dansk oversættelse af Mary, Don't You Weep Anymore, som countrysangeren Stonewall Jackson i 1960 havde sunget til en 12.-plads på den amerikanske salgsliste. Jackson var forresten opkaldt efter sydstatsgeneralen Thomas "Stonewall" Jackson, som blev dræbt kort tid før slaget ved Gettysburg. Flere forskere mener, at Stonewalls død var en af årsagerne til, at sydstaterne tabte slaget og dermed borgerkrigen.
Mary Don't You Weep blev første gang indspillet i 1915 med The Fisk Jubilee Singers - et universitetskor - og findes i dag i indspilninger med notabiliteter som Pete Seeger, Aretha Franklin og Bruce Springsteen - altså foruden Four Jacks.
Sangen havde også været et hit i 1959 for gospelgruppen The Swan Silvertones. Gruppens forsanger Claude Jeter havde for vane at synge de første linjer som "I'll be a bridge over deep water if you trust my name" (Gud til Moses ved det Døde Hav). Denne tekstvariation skulle angiveligt have været Paul Simons inspiration, da han ti år senere skrev Simon & Garfunkels store hit "Bridge over Troubled Water".
Men lad os da nu høre O Marie.

Bemærk i øvrigt den lækre analog-lyd. Det her er musik fra dengang, et kor var et kor, sunget af rigtige levende mennesker uden stemmefordobling og lignende tricks - og instrumenterne var rigtige instrumenter og ikke bare noget, der kom ud af en computer.


Ha' det
Jesper