Så er jeg endnu en gang tilbage i Tromsø - og det ligner jo sig selv. Ja, faktisk ligner det også Danmark en del i disse dage.
Der ligger i øjeblikket sådan cirka lige så meget sne, som der var på Øland, da jeg tog afsted mandag eftermiddag. Men det bliver der jo angiveligt lavet væsentligt om på i skrivende stund. I følge Dina har det sneet hele dagen, og hun har måttet aflyse sin svømning i eftermiddags. Al udkørsel bliver jo frarådet. Det er sjovt og spændende, når den danske vinter virkelig slår til - for så er det faktisk værre, end jeg generelt har oplevet det i både Grønland og her i Nordnorge.
En af grundene til at det rammer så slemt i Danmark er selvfølgelig gearet, som vejfolkene bruger. Jeg fangede lige denne snekaster i gang med at rydde fortovene i Tromsø - og det er jo helt anderledes isenkram, end man ser i Danmark. På den anden side kender jeg nu flere grønlændere, som har udtrykt stor respekt for effektiviteten i den danske snerydning. Det er jo adskillige mange flere kilometer vej, der skal ryddes på en gang i forhold til de cirka 100 km vej, vi havde i Nuuk.
Det er nu blevet muligt at følge med i, hvad der sker i Danmark fra time til time. Takket være internettet er det nu blevet muligt for danskere over hele verden at lytte og se til alle DR's kanaler. Det er ganske vist ikke så god en kvalitet som i fjernsynet i Danmark, men det virker.
Vejret her i Tromsø er køligt - det har ligget omkring 10 graders frost hele dagen. Det har været skyfrit og fuldstændig vindstille, så det er egentlig ganske behageligt. Og efter tre uger på sommerdæk er det en helt fantastisk oplevelse igen at køre med pigdæk! Som det ses på billedet går vi også mod lysere tider. Der er endnu en tre ugers tid til vi ser solen, men midt på dagen var det da til at holde ud.
Ha' det
Jesper
Min egen frokostavis
9 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar