Johannes V og Engström

Nordjyske Stiftstidende, Vesthimmerlands-sektionen bringer i dag en omtale af en nytårshilsen, som den gamle Farsø-dreng, gnavpotten Johannes V. Jensen for 75 år siden sendte den svenske satiriker og vittighedstegner Albert Engström.
Hilsenen lyder således:
"Kære Albert Engström! For nogle Aar siden bragte Knud Rasmussen mig en Lappekniv fra Dem; jeg har baaret den siden; det er et ekselent Staal. I Hvilestunder skærer jeg mine egne Piber; her er en jeg har skaaret til Dem, som jeg beder Dem modtage som et Værk af Kniven. Det er mit eget Patent, efter lang Erfaring, ingen Gevind, som altid gaar over Gevind, Spidsen bare plökket i og til at tage af, og naar Piben er forstoppet, som Piber altid bliver, kan den klares ud med en Tændstik, som man altid har ved Haanden. Jeg læste Deres sidste Bog, Naket (1934) og fik Hjemvé efter Dem. Maa jeg ønske Dem et glædeligt Nytaar! Deres hengivne Johannes V. Jensen."
Hilsenen viser, at Johannes V ikke bare var en gnavpot, men rent faktisk havde sans for god humor. For denne Albert Engström er ikke en hvilken som helst svensker. Han er vel nærmest ukendt for vore dages unge, men i sin tid betød han lige så meget for svensk humor, som Storm P betød i Danmark. Engström er dog 13 år ældre, og i virkeligheden har Storm P sikkert hentet meget hos denne store svensker.
Han var født 1869 i Lønneberg - af alle steder - og han lavede såmænd lige så mange ulykker som Emil. Han grundlagde vittighedsbladet Strix, hvor han respektløst spiddede det svenske borger- og præsteskab. Han var hele sit liv - på trods af et angiveligt særdeles problematisk forhold til alkohol - aktiv i kampen mod den svenske afholdsbevægelse, og stod blandt andet bag plakaten Kräfter kräver dessa drycker - Krebs kræver brændevin (min fortolkning) - op til den svenske folkeafstemning om alkoholforbud i 1922. Afstemningen endte med et spinkelt flertal imod forbuddet, og det kan ligne en tanke, at Engström allerede samme år optages i det svenske akademi - De Aderton - som er en stærk institution i svensk kulturliv og blandt meget andet står for uddelingen af Nobelprisen i litteratur. Den pris, som Johannes V. Jensen modtog i 1944.





















Personligt holder jeg meget af Albert Engström. Jeg synes, at han er sjovere end Storm P - og set i lyset af de politiske strømninger i Sverige har han også været en meget mere kontroversiel tegner. Det er simpelthen fryd, når hans pisk svirper de sorte præster og farisæere der, hvor det gør allermest ondt. Og så er det jo virkelig drukhumor af værste skuffe, som han præsenterer. Indimellem iblandet nogle sorte elementer, som vi i dag blandt andet finder hos Monrad og Rislund, der helt sikkert har Albert Engström som inspirationskilde.
Jeg har her samlet et par af hans tegninger. Tegningerne er klikbare, hvis det kniber med at læse teksten. Der er mange flere af hans tegninger her - og tag dig bare god tid. Det er f.... sjovt!
Albert Engström var glad for alkohol - ingen tvivl om det. Men det gjorde ham jo også på det nærmeste selvskreven til optagelse i det svenske akademi. Denne lukkede loge af fortrinsvis herrer har i hvert fald et intensivt og på alle måder fordomsfrit forhold til spiritus, hvilket er genstand for en nærmere undersøgelse hver torsdag kl. 17, når medlemmerne går til bords på restauranten Den Gyllene Freden midt i Vasastan i Stockholms centrum. Restauranten er grundlagt i 1722 og har været tilholdssted for den svenske kulturelite i adskillige år. Bellman skrev i sin tid sine, altså Fredmans Epistler her over et glas fadøl eller ti, inden gæld tvang den stakkels boheme til at flygte til Norge. Den Gyllene Freden ejes i dag af det svenske akademi, som fik den testamenteret af maleren Anders Zorn, der var samtidig med Skagens-malerne.
Jeg må med skam melde, at jeg også plejer at slå et slag indenom Den Gyllene Freden, når jeg er i Stockholm. Jeg har blandt andet spist frokost der en gang i slutningen af 90'erne med Per Wästberg, som er formand for det De Aderton. Vi fik selvfølgelig Pyt i Panna Bellman - biksemad med tyk, brun flødesovs.
Jeg havde forinden lavet et interview med Wästberg. Selve interviewet foregik på hans kontor - og det var en ganske interessant oplevelse, da vi flere gange blev afbrudt af telefonen med samtaler fra blandt andet den sydafrikanske nobelpristager Nadine Gordimer.
Den her historie er forresten løbet fuldstændig af sporet - for det var egentlig Albert Engström, den handlede om. Han var som sagt en morsom mand, som jeg vil anbefale andre at stifte bekendtskab med. Som det ses, er han ganske inspirerende.

Ha' det
Jesper