lørdag den 23. januar 2010

På fotosafari i det nordnorske















Dina er en tur i Tromsø i denne weekend - og vi benyttede selvfølgelig anledningen til en en tur rundt på de gamle jagtmarker. Da det blev lyst ved 10-tiden gik turen til Sommerøy - som så mange gange før - og Kvaløy viste sig som en sand zoologisk have.
På vejen til Sommerøy kørte vi over fjeldet og ud langs Kattfjorden - en lille smal fjord som inderst var dækket af is. Og sørme om ikke vi var heldige at se en spættet sæl, som lå og hvilede sig på isen lige ved siden af sit åndehul. Vi har da begge set masser af sæler før, men det var faktisk første gang for både Dina og jeg, at vi så en sæl ved åndehullet. Den lå og hyggede sig sådan cirka en 100 meter fra bredden. Tilsyneladende var den godt klar over, at fjordisen bestemt ikke er sikker for mennesker. For da jeg begyndte at fotografere, kiggede den bare igen. Desværre ligger min supertele i Danmark, så jeg tog billedet med mit standardobjektiv - et Canon EF-S18-200mm, så billedet måtte godt have været lidt skarpere - men omvendt var situationen så unik, at jeg egentlig er godt tilfreds med bare at have et billede af det.
Så er det straks værre med havørnen, som jeg lige fangede i farten ud af bilvinduet. Denne majestætiske fugl, som vi har så mange af heroppe i det nordlige Norge, har virkelig ofte drillet mig - og skønt jeg ofte har haft lejlighed til at fotografere den, er det aldrig blevet rigtig godt.
Til gengæld var det lidt anderledes med rensdyret på det øverste billede, som nærmest stillede sig i positur for at blive fotograferet. Men det har også været vant til mennesker i nærheden. Hvis du ser godt efter, så er der et lille hak i det ene øre, som viser, at dette er er en tamren. Nu er tamrener faktisk ikke meget mere tamme end vilde rener, men mærket viser, at det tilhører en samefamilie - og Gud nåde og trøste den stakkel, som kommer til at skyde det - eller for den sags skyld bare køre det over. Det vil blive taget meget ilde op af ejeren...
Dagens sidste billede er fra Straumshella, hvor jeg ikke kunne stå for dette kildevæld, der bogstaveligt talt er fanget på stedet af frosten. Men som man kan se, er isen våd på overfladen, og det afslører, at selv om vi faktisk har haft otte graders kulde i dag, så løber der stadig en smule vand fra kilden.
Alt i alt en herlig dag i den nordnorske natur.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: