En død odder

Tidligt søndag morgen fandt vi denne døde odder på Gjøl-dæmningen. Sandsynligvis ramt af en bil i løbet af natten.
Det er trist, når noget sådant sker. Og specielt for os, for vi synes ligesom, at vi er lidt i familie med odderne, efter at vi boede klos op ad en odderfamilie i de to år, vi boede i Straumsbukta. Se her og her.
Desværre kan den slags konflikter mellem mennesker og dyr ikke undgås i et tæt befolket land som Danmark - for vi vil naturligvis ikke undvære muligheden for at køre over Gjøl-dæmningen, som skærer 20 km af køreturen mellem Øland og Aalborg. Men jeg vil nu også påstå, at hvis man kører forsigtigt over dæmningen, så er det altså muligt at undgå at ramme dyrene og fuglene, som færdes der trygt og hjemmevant - især om natten. Somme tider har jeg endog ærgret mig lidt over, at jeg ikke kørte lidt hurtigere, når en mink har krydset min vej. For mink hører hjemme på minkfarme - og ikke i et fuglereservat.
Noget helt andet er så, at jeg godt kunne tænke mig lidt begrænsninger på trafikken over dæmningen. Hver weekend får vi den ølandske fred forstyrret af motorcykelklubber og cykelentusiaster, der forståeligt nok gerne vil have vores idyl med i weekendturen. Specielt motorcyklerne er irriterende. Efter at det er blevet moderne at køre Harley Davidson, er lydniveauet på disse steget helt enormt. Og i grunden er det da patetisk, at midaldrende velhavere nu er begyndt at køre på motorcykel - som om det skulle give dem deres virilitet tilbage.
Men forresten så har odderen det helt godt i Danmark. Antallet af trafikdræbte oddere har i mange år ligget temmelig stabilt, men hvor man før fandt de dræbte oddere på de samme steder, er der nu meget større spredning - og det afspejler, at odderen de seneste 30 år har spredt sig fra Nordvestjylland til nu det meste af Jylland.
Det skyldes ikke mindst, at man ved mange broer har etableret odderpassager. Af en eller anden grund kan odderne ikke lide at svømme under broer, men ved at etablere et "fortov" under broen har man fået odderne til at blive væk fra vejene.
I et område som vores har det sikkert også haft stor betydning, at det nu er blevet lovpålagt, at der skal være odderspærrer i åleruser. Tidligere druknede en del oddere i ruserne, fordi de ligesom ålene ikke kan finde ud, når først de er kommet ind i rusen.
Forresten er det ikke tilladt at tage en trafikdræbt odder med hjem for at udstoppe den. Den skal pænt afleveres til myndighederne. Som et fredet dyr betragtes den nemlig som Danekræ, som min gamle ven Jan Skriver fortæller på Netnatur.dk. Og så er en levende odder forresten meget mere spændende end en død. Derfor tillader jeg mig at gentage det pletskud af en spisende odder, som jeg tog sidste år i Straumsbukta.

Ha' det
Jesper

En søndag i haven

Det går ikke altid, som præsten prædiker. Denne uigendriveligt uimodsigelige, men trivielle talemåde måtte jeg sande lørdag. På trods af den meteologisk set gode start på dagen, så endte det alligevel i regn og rusk, inden jeg var færdig med morgenmaden. Og således gik det rent ud sagt i vasken med alle mine gode planer for en dag i haven.
Men søndag var vejret fint hele dagen, og det var tid til revanche. Jeg fik flyttet mine hindbærbuske, plantet de sidste blomsterløg og ikke mindst kom jeg i skoven efter et par grantræer.
Det viste sig i øvrigt at være en ikke hel nem opgave, da de fleste smågraner i den lokale skov er mere eller mindre skadet af elgbid. Det var derfor nogle temmeligt undseelige grimme ællinger, jeg fik plantet i haven. Men sådan må det nødvendigvis blive, når man er fornæret som en tysklærer og ikke vil købe træerne i en planteskole. Nu sætter jeg min lid til, at lidt omsorg og sikkert også lidt bedre jord og noget gødning kan rette op på træerne. Men træer er jo et langsigtet projekt, og der er derfor ingen garanti for, at vi får glæde af anstrengelserne. Men nu er det gjort, og Dina har fået et par grantræer, som hun ønskede sig - også selv om der i hvert fald går et par år, før de kan bære julelys, hvad der vistnok var den usle bagtanke.
Da vi nu var i haven, faldt vi også over vores majroer, som vi lod stå, da vi høstede de øvrige rodfrugter. Nu er der jo nok en grund til, at de hedder majroer, for de her blev først sået i august, og de var ikke større end radiser. Men de smager godt, og så skulle de også være sunde. Næste år må vi huske at så dem i maj!
Det er ved at være småt med fugle i haven, men musvitterne holder trofast ved. De er såmænd også halvtamme efterhånden - og lader sig ikke længere mærke med, at vi går rundt i haven. Og det kan den gamle fotograf så glæde sig over. Dina kæmper i øvrigt en daglig sisyfos-kamp for at holde skaderne væk fra fuglebrættet. Det støder i høj grad hendes retfærdighedssans, at de store fugle jager de små væk.
Ellers går jeg og håber på, at vi måske får besøg af silkehalerne. I sidste uge var der blevet set en flok på over 100 i Larseng - cirka fem kilometer herfra. Vi har i hvert fald masser af bær til dem eller sjaggerne i selje-rønnen.
Men dagen som sådan var nu ikke så ringe endda. Vi så flere havørne i løbet af søndagen, og sandelig om ikke også odderne viste sig. Et sikkert vintertegn er det, at et gråandepar nu har taget fast ophold i udløbet af vores elv, ligesom edderfuglene samles i store flokke ude på fjorden. Jo, vist kan vinteren komme, før vi ved af det...

Ha' det
Jesper

Den afskyelige snemand

I Tintin i Tibet møder vi den afskyelige snemand i dens særlige himalayanske variant, som kaldes for Yeti. Myten om den afskyelige snemand eller Bigfoot, som den også kaldes er historien om et menneskelignende væsen, som angiveligt lever i bjergene og kendes udover fra Himalaya også i Nordamerika og Australien.
Hergé går i sin fortolkning videre. Den afskyelige snemand er ikke blot menneskelignende i udseende, men også i følelser og det er en rørende historie om, hvordan Yetien tager sig af Tintins mødstedte ven, Tchang, som er faldet ned med et fly i Tibets uvejsomme bjergmassiver. Yetien viser sig at være alt andet end afskyelig og bliver på den måde også et billede på, hvor galt det kan gå, når vi mennesker møder hinanden med frygt i stedet for tillid.
Dens menneskelige sider afsløres også af, at den har hang til spiritus. Den stjæler kaptajnes whisky - og det udløser følgende svada i Jørgen Sonnergårds frie og levende oversættelse: "MRKRPXZKRMTFRZ! Min whisky, din drukkenboldt! ... Fyldebøtte! ... Sut! ... Bavian! ... Klaptorsk! ... Svamp! ... Spritter! ... Subjekt! ... Spruttyv! ... Svirebror! ... Svumpukkel!"
Tintin i Tibet er et af de mest vellykkede albums med Tintin, men selvfølgelig overgår det ikke den bedste af dem alle - Det gådefulde juveltyveri.
Men hvorfor nu al den snak om afskyelige snemænd og Tintin?
Jo, det viser sig, at vi har en Yeti i baghaven - i hvert fald er ligheden slående på det billede, jeg tog af vores odder her til aften.
Solen var gået ned, og det var halvmørkt, da jeg så et eller andet bevæge sig i tangbæltet nede ved stranden. Det viste sig at være odderen, der lå og hyggede sig med en fisk. Det var så mørkt, at det næsten var umuligt at fotografere, men ved hjælp af PhotoShop er det lykkedes mig at presse billedet så meget, at man faktisk kan se odderen ligge der godt kamufleret i tangen. Og som den ligger der, ligner den faktisk Hergés Yeti set bagfra.
Det kan vi så filosofere lidt over i de lange vinteraftener. Vi fik sæsonens første nattefrost natten til i dag, og i skrivende stund fryser det en halv grad. Jeg kan se, at bilruderne er iset til, så det bliver nok til en "skraber" i morgen tidlig.

Ha' det
Jesper

Odderen er løs

Jeg har tidligere her på siden berettet om den odderfamilie, som holder til i den lille elv, der danner skellet ind til naboen mod nord. Men det har knebet lidt med dokumentationen, der mest har bestået i uskarpe billeder og spor i sneen.
Men nu er det helt sikkert. Vi spottede en odder i fjorden her i aften lidt over otte. Jeg greb kameraet og tog et par billeder af det svømmende kreatur, selv om jeg sådan set har masser af dem i forvejen. Men heldet var med mig. Jeg var på vej ned mod fjorden i en retning nord for bådehuset. Og odderen var på vej mod en position på strandbredden syd for bådehuset. På den måde kunne jeg snige mig uset ned til stranden og der forevige odderen midt i sit måltid, der består af en eller anden slags fladfisk - temmelig stor i øvrigt. Hvem ved, måske en rødspætte eller en pighvar?
Det blev til et par temmelig flotte billeder, som jeg hermed deler med alverden. Og så bekræfter det i øvrigt en fornemmelse, jeg længe har haft om, at det må være muligt at fange fladfisk lige ud for huset. Normalt er det torsk og sej, vi fanger, men nu hvor det er bevist, skal jeg prøve med nogle andre teknikker. Måske det kommer så vidt, at jeg vil til at sætte bundgarn - selv om man vistnok både skal have licens og betale fisketrygdafgift for den slags, her i det betonkommunistiske velfærdsnorge.
Under alle omstændigheder; takket være billederne er humøret højt i aften.

Ha' det
Jesper

Familiebesøg

Torsdag til mandag havde jeg besøg af min far og min søster, Birgitte (aka Striv). Det blev til et par hyggelige dage, hvor vi fik set os om på Kvaløy.
Allerede på turen fra lufthavnen så vi de første rensdyr, så de fine gæster fik fuld valuta fra første dag. Vi så i øvrigt masser af rensdyr de følgende dage, så det var bare en lille smagsprøve torsdag aften.
Fredag kørte vi en lang rundtur til Sommerøy. Det er lidt af en klassiker for alle besøgende hos os i Straumsbukta. Turen er en god tur uanset vejrforholdene, så det siger sig selv, at vi ofte bruger den til vores gæster. Rundturen byder på lidt af hvert - både kystlandskaber og indland. Højdepunktet er selvfølgelig et besøg på den lokale kro på Sommerøy, Havfrua, hvor vi fik en kop kaffe og norske vafler med brunost.
Lørdag var det planen, at vi skulle have gjort Tromsø. Birgitte havde fyldt kreditkortet og planlagt en gang powershopping, men dårligt vejr gjorde, at vi opgav dette. Heller ikke en tur med svævebanen til Fløya fik vi. Vi trøstede os med at indtage dagens frokost på pizzariaet på Kvaløysletta. Men vel tilbage til Straumsbukta var vejret faktisk godt, og far og jeg gik en tur op til skoven. Om aftenen gik vi hen til Straumsgården - museumsgården, der er vores nabo.
Søndag blev det til en tur til Grøtfjord. I godt vejr er det en stor oplevelse at se sandstranden fyldt med mennesker, når man tænker på, at vi faktisk er 700 km nord for polarcirklen. Se f.eks. dette billede fra sidste år. Turen til Grøtfjord går også ad rigtige bjergveje og er meget betagende. Og som altid gjorde vi et stop ved Storvatnet i 200 meters højde.
Om aftenen grillede vi i haven. Pølser og entrecote med mousserende rødvin. Og som prikken over i'et hoppede vores odder i vandet og gav en lille opvisning, mens vi spiste. Et solidt punktum på en hyggelig weekend.

Ha' det
Jesper

Midnatssol

Med til sommeren her små 700 km nord for polarcirkelen hører selvfølgelig også midnatssol. Det er altså ikke alene lyst døgnet rundt - solen skinner også, når det er godt vejr. Omkring midnat godtnok i en lav vinkel, som giver rødt lys og lange skygger. Og på grund af fjeldene ser vi her i Straumsbukta for eksempel ikke selve solen ved midnatstid, men vi kan se, at solen skinner på fjeldene på den anden side af fjorden.
Midnatssolen opfordrer til, at man bytter om på nat og dag - og det er i hvert fald, hvad vi har gjort her i weekenden. Natten til lørdag tog vi ud at fiske ved to-tiden, og klokken fem, da tidevandet var vendt, kørte jeg på tanken for at vaske bil. Fisketuren gav i øvrigt en fin torsk, som blev konsumeret lørdag aften, men det er en hel anden snak.
Lørdag aften tog vi på fotosafari til Sommerøy og her er nogle af billederne. Desværre fik jeg ikke et billede af en odder, som sad og solede sig i strandkanten lige uden for Buktelia, men den var et tegn på, at det skulle blive en begivenhedsrig nat.
Når man kører til Sommerøy fra Straumsbukta, kommer man blandt andet igennem den lille by Brensholm, som har en ganske flot lille kirke, sådan som den her ligger badet i midnatssolen.
En af karakterplanterne her i Troms er primulaen, der blomstrer tidligt på sommeren. Den står overalt i sin lysegule naturform, men på billedet her kan den skarpsynede iagttager se, at der har forvildet sig en enkelt lilla primula eller aurikel ind i denne grøftekant. Det er sikkert en ulydig havemand, der har hældt sit haveaffald af i grøften i stedet for at betale den kommunale renovation for bortskaffelsen.
Her tidligt på sommeren står græsmarkerne friske og grønne, inden høet skal slåes ved sct. Hans-tid. Det er simpelthen uimodståeligt lækkert, hvis man hedder Rudolf og er rensdyr. Bønderne gør, hvad de kan for at holde rensdyrene ude af markerne, men det er næsten umuligt, da de faktisk kan springe over hegnene, hvis de har lyst. Rensdyret er ellers et lidt klodset dyr at se på, men imponerende adræt. I Hammerfest hegnede de hele byen ind for flere millioner kroner for at undgå rensdyr i haverne, men det var rensdyrene ret ligeglad med, så nu må kommunen deroppe se i øjnene, at pengene er spildt.
En af de gode ting ved at være oppe om natten eller morgenen er jo, at dyrene er meget aktive på denne tid. Uden for Brensholm er der et stykke med mose, som er et sandt paradis for den store regnspove. Den her er blot en af de cirka 30 regnspover, vi så denne morgen.
Også ryperne er tidligt ude og tjekke grøftekanterne for lidt spiseligt, inden der kommer alt for meget trafik. Ryper er ikke særligt sky, men fortrækker, hvis der bliver for meget larm. Ryperne er som det ses ved at skifte til sommerdragt.
På Sommerøy rendte denne flok grågæs rundt mellem husene ved totiden om natten. Skræppende og larmende, hvilket tidspunktet taget i betragtning er lidt upassende for mennesker, men særdeles passende og høflig adfærd, når man er en gås. Det er i øvrigt Dina, der er mester for billedet, der meget præcist gengiver det særlige midnatssol-lys.
Sommerøy ligger jo ud til atlanten og er lidt af en perle for fuglekiggere. Blandt mange andre fugle så vi også denne toppede lappedykker. I følge min fuglebog findes den toppede lappedykker ikke i Nordnorge, men det er altså bogen, der er gal på den. Vi ser dem faktisk temmelig tit.
Og så kan jeg passende slutte af med en af vores egne edderfugle fra baghaven. De har været temmelig sky hele vinteren, men det er som om, de er nemmere at komme ind på nu.
Og således hjemme igen kan jeg jo passende sige godmorgen og godnat. Nu skal det gøre godt med et par timer under dynen.

Ha' det
Jesper