Den afskyelige snemand

I Tintin i Tibet møder vi den afskyelige snemand i dens særlige himalayanske variant, som kaldes for Yeti. Myten om den afskyelige snemand eller Bigfoot, som den også kaldes er historien om et menneskelignende væsen, som angiveligt lever i bjergene og kendes udover fra Himalaya også i Nordamerika og Australien.
Hergé går i sin fortolkning videre. Den afskyelige snemand er ikke blot menneskelignende i udseende, men også i følelser og det er en rørende historie om, hvordan Yetien tager sig af Tintins mødstedte ven, Tchang, som er faldet ned med et fly i Tibets uvejsomme bjergmassiver. Yetien viser sig at være alt andet end afskyelig og bliver på den måde også et billede på, hvor galt det kan gå, når vi mennesker møder hinanden med frygt i stedet for tillid.
Dens menneskelige sider afsløres også af, at den har hang til spiritus. Den stjæler kaptajnes whisky - og det udløser følgende svada i Jørgen Sonnergårds frie og levende oversættelse: "MRKRPXZKRMTFRZ! Min whisky, din drukkenboldt! ... Fyldebøtte! ... Sut! ... Bavian! ... Klaptorsk! ... Svamp! ... Spritter! ... Subjekt! ... Spruttyv! ... Svirebror! ... Svumpukkel!"
Tintin i Tibet er et af de mest vellykkede albums med Tintin, men selvfølgelig overgår det ikke den bedste af dem alle - Det gådefulde juveltyveri.
Men hvorfor nu al den snak om afskyelige snemænd og Tintin?
Jo, det viser sig, at vi har en Yeti i baghaven - i hvert fald er ligheden slående på det billede, jeg tog af vores odder her til aften.
Solen var gået ned, og det var halvmørkt, da jeg så et eller andet bevæge sig i tangbæltet nede ved stranden. Det viste sig at være odderen, der lå og hyggede sig med en fisk. Det var så mørkt, at det næsten var umuligt at fotografere, men ved hjælp af PhotoShop er det lykkedes mig at presse billedet så meget, at man faktisk kan se odderen ligge der godt kamufleret i tangen. Og som den ligger der, ligner den faktisk Hergés Yeti set bagfra.
Det kan vi så filosofere lidt over i de lange vinteraftener. Vi fik sæsonens første nattefrost natten til i dag, og i skrivende stund fryser det en halv grad. Jeg kan se, at bilruderne er iset til, så det bliver nok til en "skraber" i morgen tidlig.

Ha' det
Jesper

Den tyvagtige skade

Torsdag morgen ved fem-tiden snuppede jeg denne tyvagtige skade på foderbrættet.
Det er ellers yderst sjældent, at vi ser skaderne gå op på selve brættet. Dina gør i hvert fald sit til at skræmme dem væk af hensyn til småfuglene, men den her har sikkert vidst, at på denne tid af morgenen er der fred og hverken fare eller Dina.
Skaden er en utrolig fascinerende fugl. Jeg har set husskaderne sidde i mejsebollerne i vinter, men på grund af størrelsen kneb det ærlig talt med elegancen. Så fandt de ud af at slå til bollerne med vingerne. Så faldt der altid lidt til jorden, som så var til at få fat i. Man fristes til at kalde det et ordentlig slag i bolledejen! Prøv også at klikke på billedet og se forstørrelsen. Læg mærke til dens øje - det er helt tydelig, at der er en form for intelligens inde bag de sorte fjer.
Om den tyvagtige skade kan jeg ellers fortælle, at det jo er titlen på en af Rossinis operaer med den meget populære ouverture, som du kan nyde til morgenmaden ved at klikke her. Det er selvfølgelig også tilladt at høre den festlige musik på andre mere passende tider af dagen, men det er altså tidlig morgen, mens jeg skriver.
Ouverturen blev også brugt i Stanley Kubricks "A Clockwork Orange" som en slags musikterapi, der skulle vænne filmens hovedkarakter af med, ja, netop at være tyvagtig.
Og ikke at forglemme, så optræder den tyvagtige skade i et af de allerbedste Tintin-hæfter, Det gådefulde juveltyveri, hvor det er skaden, der er skurken.
For mange år siden, da jeg arbejdede hos Møller og Bjørnstrup, havde vi en udstoppet husskade som en slags vandrepokal, der blev tildelt, hvis man dummede sig. Den bar påskriften "Af skade bliver man klog".
Og ellers er det bare at fortælle, at jeg tager et smut til Farsø i dag. Hjemme igen på søndag. Ha' en rigtig god morgen og en god dag.

Jesper

Tintin og tegneseriekunsten

Forleden aften tog jeg Tintin-hæftet Flight no. 714 til Sydney med i seng som godnatlæsning. Det var som sædvanlig en stor oplevelse, og det giver anledning til nogle betragtninger om pris og kvalitet.
Jeg fik hæftet, da det udkom i 1969. Far gav mig det på Hobro banegård, fordi jeg på egen hånd skulle rejse over til farmor i Vordingborg. I følge prismærket, som stadig sidder på hæftet, har det kostet 9,50. Jeg har på fornemmelsen, at det vist var en voldsom sum for et tegneseriehæfte på et tidspunkt, hvor den slags knapt nok blev betragtet som kunst.
Men ser vi på brugsværdien, er det nok en af de allerbedste investeringer, der nogensinde er foretaget. For de knap 10 kroner er jeg nu blevet underholdt i en time mindst et par gange om året i næsten 40 år.
For det er nemlig en helt igennem fantastisk fascinerende historie, der holder vand den dag i dag i 2007. Morsom, sprudlende, spændende på en gang. Gennemresearchet og fortalt med et overskud som fanger, selv om man kender historien og tegningerne til hudløshed. Og som det kræves i serier med en cliffhanger nederst på hver side. Forståeligt nok tog det også fire år at skabe Flight 714, som vi kendere kalder den. Da serien blev offentliggjort i Belgien i 1966 var det fire år siden, at man sidst havde hørt til Tintin. Det var med Det gådefulde juveltyveri, som forresten også er en fuldstændig barok og morsom historie.
Tilbage til prisen. I følge Danmarks Statistiks prisberegner svarer 9,50 i 1969 til cirka 66 kroner i dag. Og det er da ikke så slemt, men det dækker jo heller ikke hele sandheden. For der skal jo også tages hensyn til det generelle velstandsniveau, timepriser og så videre. I øvrigt koster hæftet i dag 80 kroner fra forlaget, hvilket svarer til en forrentning på godt 800% over 40 år. Det er vel fornuftigt, men ingenlunde en guldgrube.
Men set i lyset af, at jeg samtidig er blevet underholdt i mindst 80 timer, ja, så begynder regnestykket jo at se anderledes ud. Hvis vi for eksempel sætter prisen for at blive underholdt til 30 kroner gennemsnitligt over hele perioden, så kan vi lægge 2400 kroner til de 80 kroner ,og så begynder vi at tale big business.
Nå, det var bare et tankeeksperiment, for dybest set kan man ikke sætte kroner og ører på kultur - selv om det er i tråd med tidsånden.
Det i sig selv kunne så være en god anledning til at kommentere gårsdagens Folketingsvalg, men det er alt for banalt. Nu vil jeg gå i seng med det sidste rigtige Tintin-hæfte: Tintin og Picaroerne, som udkom på dansk i 1976, og som Herge altså brugte næsten syv år på. Så vidt jeg husker, var det forresten i Hjemmet, at Picaroerne blev bragt første gang på dansk.

Ha' det
Jesper

P.s.: Apropos Folketingsvalget - det er mig stadig en gåde, hvorfor valgene i Grønland ender, som de gør. Det er der ikke nogen logik i, så det kommer jeg nok aldrig til at forstå.