Soldag i Straumsbukta

Så er solen endelig kommet til Straumsbukta. Egentlig var det allerede soldag fredag, men da var det overskyet - og så er det jo bekendt svært at se solen.
Men vi fejrede nu alligevel solens komme i fredagsbaren med et par såkaldte solboller, der ikke er andet end berlinerboller, som giver sig ud for at være noget særligt, bare fordi de er født i Nordnorge.
Lørdag var det klart vejr fra morgenstunden. Det var også koldt - ca. 9 graders frost, hvilket er ganske meget i omegnen af Tromsø, hvor kulderekorden er på sølle cirka 18 graders frost.
Ved halvtolvtiden kom den længe ventede sol så op over fjeldene på sydsiden af Straumsfjorden. Det blev nu kun en ganske kort gæsteoptræden. Allerede lidt over 12 gled livets store lysskive om bag Bentjordstinden, og så var det hele såmænd forbi igen. Men nu er den der, og hver dag vil byde på mere og mere sol - hvis ellers skyerne tillader det.
En anden ting, som er typisk for årstiden, er de kæmpemæssige flokke af edderfugle, som samles ude på fjorden. Hører man godt efter i al den nordnorske stilhed, så kan man høre, at det går livligt til derude på fjorden, hvor edderfuglene har deres årlige generalforsamling. Det lyder som en blanding af en andegård, hønsegård og et dueslag - hvis du ellers kan forestille sig det.
Edderfuglene hygger sig med at dykke efter muslinger, søstjerner, snegle og andet godt fra havets bund. Det foregår under meget plasken, og det ser ud til, at de ikke får spist alt, hvad de hiver op. Ofte ligger der en flok måger over flokken og venter på, at der også skal falde en godbid af til dem.
Nyd solen - det går den rigtige vej, igen!

Ha' det
Jesper

En søndag i haven

Det går ikke altid, som præsten prædiker. Denne uigendriveligt uimodsigelige, men trivielle talemåde måtte jeg sande lørdag. På trods af den meteologisk set gode start på dagen, så endte det alligevel i regn og rusk, inden jeg var færdig med morgenmaden. Og således gik det rent ud sagt i vasken med alle mine gode planer for en dag i haven.
Men søndag var vejret fint hele dagen, og det var tid til revanche. Jeg fik flyttet mine hindbærbuske, plantet de sidste blomsterløg og ikke mindst kom jeg i skoven efter et par grantræer.
Det viste sig i øvrigt at være en ikke hel nem opgave, da de fleste smågraner i den lokale skov er mere eller mindre skadet af elgbid. Det var derfor nogle temmeligt undseelige grimme ællinger, jeg fik plantet i haven. Men sådan må det nødvendigvis blive, når man er fornæret som en tysklærer og ikke vil købe træerne i en planteskole. Nu sætter jeg min lid til, at lidt omsorg og sikkert også lidt bedre jord og noget gødning kan rette op på træerne. Men træer er jo et langsigtet projekt, og der er derfor ingen garanti for, at vi får glæde af anstrengelserne. Men nu er det gjort, og Dina har fået et par grantræer, som hun ønskede sig - også selv om der i hvert fald går et par år, før de kan bære julelys, hvad der vistnok var den usle bagtanke.
Da vi nu var i haven, faldt vi også over vores majroer, som vi lod stå, da vi høstede de øvrige rodfrugter. Nu er der jo nok en grund til, at de hedder majroer, for de her blev først sået i august, og de var ikke større end radiser. Men de smager godt, og så skulle de også være sunde. Næste år må vi huske at så dem i maj!
Det er ved at være småt med fugle i haven, men musvitterne holder trofast ved. De er såmænd også halvtamme efterhånden - og lader sig ikke længere mærke med, at vi går rundt i haven. Og det kan den gamle fotograf så glæde sig over. Dina kæmper i øvrigt en daglig sisyfos-kamp for at holde skaderne væk fra fuglebrættet. Det støder i høj grad hendes retfærdighedssans, at de store fugle jager de små væk.
Ellers går jeg og håber på, at vi måske får besøg af silkehalerne. I sidste uge var der blevet set en flok på over 100 i Larseng - cirka fem kilometer herfra. Vi har i hvert fald masser af bær til dem eller sjaggerne i selje-rønnen.
Men dagen som sådan var nu ikke så ringe endda. Vi så flere havørne i løbet af søndagen, og sandelig om ikke også odderne viste sig. Et sikkert vintertegn er det, at et gråandepar nu har taget fast ophold i udløbet af vores elv, ligesom edderfuglene samles i store flokke ude på fjorden. Jo, vist kan vinteren komme, før vi ved af det...

Ha' det
Jesper

Fugle omkring huset

Det har været en begivenhedsrig dag, som jeg vil dele op i tre indlæg.
Som nævnt har jeg holdt fri i dag, og for en gangs skyld lå jeg og gassede mig helt frem til klokken syv. Vejret var lunt, og det var fuldstændigt vindstille.
Jeg synes, at det er lang tid siden, at vi har kigget på fuglene omkring huset, så efter at have startet kaffemaskinen listede jeg mig ned til stranden med kameraet.
En af de fugle, vi hører meget til i øjeblikket, er rødben. Vi har et specielt tosset eksemplar, som lige så snart vi går ud ad døren, forsøger at lokke os væk fra den rede, som den sandsynligvis har et eller andet sted i nærheden. Den dykker tæt, og stiller sig ofte på hegnspælene, hvor den synger højt for at tiltrække sig opmærksomheden. Den er temmelig væver i luften, men det ser altså ikke så elegant ud, når den flyver på grund af de lange ben - men et festligt bekendtskab er den da.
Nede ved stranden har vi i øjeblikket flere grupper af edderfugle. De er ikke så nemme at komme tæt på og slet ikke her i ællingeperioden, men den her gruppe er antagelig yngre fugle uden forældreforpligtelser, og de gik kun modvilligt og under megen knurren i vandet. Jeg kan ikke rigtig beskrive lyden af edderfugle, men der altså en slags kurren eller knurren. Bemærk i øvrigt, at jeg skriver edderfugl med to d'er. Det viser, at jeg ikke har rigtig forstand på fugle. Af en eller anden grund skriver ornitologer altid ederfugl med et d. Begge dele er korrekt retstavning. På norsk har man slet ikke problemet, for her hedder det en ærfugl.
Nede på stranden var det lavvande. Det er ensbetydende med masser af strandskader, som går og roder i tangen i vandkanten. Om natten leder de ofte efter orm i græsplænen. Jeg forestiller mig, at de stikker det orangefarvede næb ned i jorden. Når en orm ser det, tror den, at det er en gulerod - og haps!
I øvrigt tror jeg, at vores musvitter snart skal have ungerne på vingerne. Vi følger spændt med og det vil der helt sikkert komme mere om her på siden.

Ha' det
Jesper

Midnatssol

Med til sommeren her små 700 km nord for polarcirkelen hører selvfølgelig også midnatssol. Det er altså ikke alene lyst døgnet rundt - solen skinner også, når det er godt vejr. Omkring midnat godtnok i en lav vinkel, som giver rødt lys og lange skygger. Og på grund af fjeldene ser vi her i Straumsbukta for eksempel ikke selve solen ved midnatstid, men vi kan se, at solen skinner på fjeldene på den anden side af fjorden.
Midnatssolen opfordrer til, at man bytter om på nat og dag - og det er i hvert fald, hvad vi har gjort her i weekenden. Natten til lørdag tog vi ud at fiske ved to-tiden, og klokken fem, da tidevandet var vendt, kørte jeg på tanken for at vaske bil. Fisketuren gav i øvrigt en fin torsk, som blev konsumeret lørdag aften, men det er en hel anden snak.
Lørdag aften tog vi på fotosafari til Sommerøy og her er nogle af billederne. Desværre fik jeg ikke et billede af en odder, som sad og solede sig i strandkanten lige uden for Buktelia, men den var et tegn på, at det skulle blive en begivenhedsrig nat.
Når man kører til Sommerøy fra Straumsbukta, kommer man blandt andet igennem den lille by Brensholm, som har en ganske flot lille kirke, sådan som den her ligger badet i midnatssolen.
En af karakterplanterne her i Troms er primulaen, der blomstrer tidligt på sommeren. Den står overalt i sin lysegule naturform, men på billedet her kan den skarpsynede iagttager se, at der har forvildet sig en enkelt lilla primula eller aurikel ind i denne grøftekant. Det er sikkert en ulydig havemand, der har hældt sit haveaffald af i grøften i stedet for at betale den kommunale renovation for bortskaffelsen.
Her tidligt på sommeren står græsmarkerne friske og grønne, inden høet skal slåes ved sct. Hans-tid. Det er simpelthen uimodståeligt lækkert, hvis man hedder Rudolf og er rensdyr. Bønderne gør, hvad de kan for at holde rensdyrene ude af markerne, men det er næsten umuligt, da de faktisk kan springe over hegnene, hvis de har lyst. Rensdyret er ellers et lidt klodset dyr at se på, men imponerende adræt. I Hammerfest hegnede de hele byen ind for flere millioner kroner for at undgå rensdyr i haverne, men det var rensdyrene ret ligeglad med, så nu må kommunen deroppe se i øjnene, at pengene er spildt.
En af de gode ting ved at være oppe om natten eller morgenen er jo, at dyrene er meget aktive på denne tid. Uden for Brensholm er der et stykke med mose, som er et sandt paradis for den store regnspove. Den her er blot en af de cirka 30 regnspover, vi så denne morgen.
Også ryperne er tidligt ude og tjekke grøftekanterne for lidt spiseligt, inden der kommer alt for meget trafik. Ryper er ikke særligt sky, men fortrækker, hvis der bliver for meget larm. Ryperne er som det ses ved at skifte til sommerdragt.
På Sommerøy rendte denne flok grågæs rundt mellem husene ved totiden om natten. Skræppende og larmende, hvilket tidspunktet taget i betragtning er lidt upassende for mennesker, men særdeles passende og høflig adfærd, når man er en gås. Det er i øvrigt Dina, der er mester for billedet, der meget præcist gengiver det særlige midnatssol-lys.
Sommerøy ligger jo ud til atlanten og er lidt af en perle for fuglekiggere. Blandt mange andre fugle så vi også denne toppede lappedykker. I følge min fuglebog findes den toppede lappedykker ikke i Nordnorge, men det er altså bogen, der er gal på den. Vi ser dem faktisk temmelig tit.
Og så kan jeg passende slutte af med en af vores egne edderfugle fra baghaven. De har været temmelig sky hele vinteren, men det er som om, de er nemmere at komme ind på nu.
Og således hjemme igen kan jeg jo passende sige godmorgen og godnat. Nu skal det gøre godt med et par timer under dynen.

Ha' det
Jesper

Fuglene

Det har som tidligere nævnt været rigtig flot vejr i dag. Og med det flotte vejr er der kommet en masse fugle til Straumsbukta. Vi bor kun et par kilometer fra Tisnes, der er et såkaldt RAMSAR-område - altså et internationalt fuglebeskyttelsesområde.
Jeg vil ikke kommentere de enkelte billeder - blot konstatere at vi nu i modsætning til hvad jeg tidligere har beklaget - har masser af lys, og det er blevet lidt lettere at lave ordentlige fuglebilleder.
I øvrigt har jeg i dag set, men ikke fotograferet vibe, musvit, gråkrage, gråspurv, snespurv, solsort, stær, husskade og skarv.
Grågås, hjejle, skarv og kvækerfinke er for mit vedkommende første i år.
Billederne er som altid klikbare. Jeg beklager den rodede opstilling, men blogspots cms-modul kan ikke lave ordentlige tabeller.

Flokmentalitet

"Fuglene flyver i flok, når de er mange nok", skrev Benny Andersen i Svantes Viser. At det er så sandt, som det er sagt, kan vi se her i Straumsbukta hver eneste dag. Det er edderfuglene, der samles på fjorden i store flokke, som strejfer rundt efter nogle gode muslingebanker. Flokkene tæller sommetider i tusindvis af individer.
Edderfuglen er en meget social fugl med en udstrakt flokmentalitet. Fuglen bruger flokken som et af sine grundlæggende beskyttelses-midler. Blandt andet kan man om sommeren se, hvordan mødrene hjælpes ad med at beskytte ællingerne i store børnehaver.
Her på egnen er dagene så småt ved at blive lysere, men der er stadig en uges tid endnu, inden solen igen begynder at vise sig på himmelen. Det fremgår også tydeligt af billederne, at det endnu kniber med at få lys nok til at lave ordentlige fotos. For eksempel er det lysforholdenes skyld, at fuglene optræder nærmest silhouet-agtig på den lysere vandoverflade. Det gør det svært på billederne at skelne mellem hanner og hunner. Forskellen i fjerdragt er ellers ganske markant blandt edderfuglene, hvor hunnerne er brune ligesom gråandehunner, mens hannerne er ganske farvestrålende med et hvidt bryst og pastelagtige grønne og røde farver omkring hovedet.
Her søndag eftermiddag er vi på vej ud af døren mod København. Dina tager til Grønland i morgen, og jeg følger efter torsdag, hvor jeg skal til borgmesterkonference i Winter Cities organisationen. Det bliver spændende at følge konferencen, som jeg selv var med til at skaffe til Nuuk for fire år siden. Og det bliver da også rart med et gensyn med Nuuk, hvor jeg jo har boet i tolv år.

Ha' det
Jesper