Den toppede høne er en af de mest kendte danske folkedanse-melodier, men vidste du, at den toppede skallesluger i virkeligheden er en and?
I hvert fald i Norge, hvor den hedder siland. Den store skallesluger hedder i øvrigt laksand. I norske fuglebøger omtales de som fiskespisende ænder. Og i lighed med skarv og andre fiskespisere tilsvarende lagt for had af fiskerierhvervet.
Det er nok forklaringen på, at den toppede skallesluger er temmelig sky og svær at komme ind på. Vi har i øjeblikket en flok liggende hver morgen i mundingen på elven, men bare jeg går rundt om huset, stikker de til havs. I dag sneg jeg mig ned mod stranden i ly af ribsbuskene, men lige så snart jeg stak hovedet op, svømmede de væk. Men jeg nåede da at få en stribe billeder.
Den toppede skallesluger fælder i øjeblikket og kan ikke flyve. Det er forklaringen på, at vi har så mange af dem netop nu.
Jeg er tidligere her på bloggen kommet for skade at kalde en toppet skallesluger for en toppet lappedykker. Jeg håber hermed at have gjort skaden god igen.
Ha' det
Jesper
søndag den 3. august 2008
Den toppede and
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
8/03/2008 09:05:00 AM
0
kommentarer
Etiketter: laksand, siland, stor skallesluger, toppet lappedykker, toppet skallesluger
mandag den 9. juni 2008
Ups...
Der er ikke noget, man kan blive så klog af som at lægge sin uvidenhed til offentlig beskuelse. Anne har været så venlig at gøre opmærksom på, at det stakkels fjerkræ, som jeg i forrige indlæg omtaler som en toppet lappedykker rent faktisk er en toppet skallesluger. Med den viden er der heller ingen grund til at skose fuglebogen - for i følge bogen yngler den toppede skallesluger faktisk i Troms i modsætning til den toppede lappedykker.
Tak for hjælpen
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
6/09/2008 03:38:00 AM
0
kommentarer
Etiketter: toppet lappedykker, toppet skallesluger
søndag den 8. juni 2008
Midnatssol
Med til sommeren her små 700 km nord for polarcirkelen hører selvfølgelig også midnatssol. Det er altså ikke alene lyst døgnet rundt - solen skinner også, når det er godt vejr. Omkring midnat godtnok i en lav vinkel, som giver rødt lys og lange skygger. Og på grund af fjeldene ser vi her i Straumsbukta for eksempel ikke selve solen ved midnatstid, men vi kan se, at solen skinner på fjeldene på den anden side af fjorden.
Midnatssolen opfordrer til, at man bytter om på nat og dag - og det er i hvert fald, hvad vi har gjort her i weekenden. Natten til lørdag tog vi ud at fiske ved to-tiden, og klokken fem, da tidevandet var vendt, kørte jeg på tanken for at vaske bil. Fisketuren gav i øvrigt en fin torsk, som blev konsumeret lørdag aften, men det er en hel anden snak.Lørdag aften tog vi på fotosafari til Sommerøy og her er nogle af billederne. Desværre fik jeg ikke et billede af en odder, som sad og solede sig i strandkanten lige uden for Buktelia, men den var et tegn på, at det skulle blive en begivenhedsrig nat.
Når man kører til Sommerøy fra Straumsbukta, kommer man blandt andet igennem den lille by Brensholm, som har en ganske flot lille kirke, sådan som den her ligger badet i midnatssolen.
En af karakterplanterne her i Troms er primulaen, der blomstrer tidligt på sommeren. Den står overalt i sin lysegule naturform, men på billedet her kan den skarpsynede iagttager se, at der har forvildet sig en enkelt lilla primula eller aurikel ind i denne grøftekant. Det er sikkert en ulydig havemand, der har hældt sit haveaffald af i grøften i stedet for at betale den kommunale renovation for bortskaffelsen.
Her tidligt på sommeren står græsmarkerne friske og grønne, inden høet skal slåes ved sct. Hans-tid. Det er simpelthen uimodståeligt lækkert, hvis man hedder Rudolf og er rensdyr. Bønderne gør, hvad de kan for at holde rensdyrene ude af markerne, men det er næsten umuligt, da de faktisk kan springe over hegnene, hvis de har lyst. Rensdyret er ellers et lidt klodset dyr at se på, men imponerende adræt. I Hammerfest hegnede de hele byen ind for flere millioner kroner for at undgå rensdyr i haverne, men det var rensdyrene ret ligeglad med, så nu må kommunen deroppe se i øjnene, at pengene er spildt.
En af de gode ting ved at være oppe om natten eller morgenen er jo, at dyrene er meget aktive på denne tid. Uden for Brensholm er der et stykke med mose, som er et sandt paradis for den store regnspove. Den her er blot en af de cirka 30 regnspover, vi så denne morgen.
Også ryperne er tidligt ude og tjekke grøftekanterne for lidt spiseligt, inden der kommer alt for meget trafik. Ryper er ikke særligt sky, men fortrækker, hvis der bliver for meget larm. Ryperne er som det ses ved at skifte til sommerdragt.
På Sommerøy rendte denne flok grågæs rundt mellem husene ved totiden om natten. Skræppende og larmende, hvilket tidspunktet taget i betragtning er lidt upassende for mennesker, men særdeles passende og høflig adfærd, når man er en gås. Det er i øvrigt Dina, der er mester for billedet, der meget præcist gengiver det særlige midnatssol-lys.
Sommerøy ligger jo ud til atlanten og er lidt af en perle for fuglekiggere. Blandt mange andre fugle så vi også denne toppede lappedykker. I følge min fuglebog findes den toppede lappedykker ikke i Nordnorge, men det er altså bogen, der er gal på den. Vi ser dem faktisk temmelig tit.
Og så kan jeg passende slutte af med en af vores egne edderfugle fra baghaven. De har været temmelig sky hele vinteren, men det er som om, de er nemmere at komme ind på nu.
Og således hjemme igen kan jeg jo passende sige godmorgen og godnat. Nu skal det gøre godt med et par timer under dynen.
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
6/08/2008 07:05:00 AM
1 kommentarer
Etiketter: Brensholm, Edderfuglen, grågås, odder, Polarcirklen, primula, ryper, Sommerøy, stor regnspove, Straumsbukta, toppet lappedykker