Manden på månen

I mit halve århundrede har der været fire begivenheder, som fungerer som en slags varder, hvor fra man kan orientere sig i livet. Det er historiske højdepunkter, som kan bruges til at datere andre begivenheder i forhold til. Karakteristisk nok for udviklingen og for tiden spiller USA en vigtig rolle i alle begivenhederne.
Det drejer sig om mordet på Kennedy i 63. månelandingen i 69, murens fald i 89 og angrebet på New York i 2001.
Mordet på Kennedy er jeg lige i det yngste til rigtigt at kunne bruge til noget, og murens fald og 11. september var efter min mening forudsigelige begivenheder, som egentlig bare var konsekvensen af lang tids politisk udvikling. Men månelandingen: Det var den rigtige ikoniske begivenhed, som jeg altid vil kunne huske som den allerstørste begivenhed på verdensscenen i mit liv.
Mange yngre mennesker vil måske mene, at det ikke var noget særligt, men for en 11 års knægt i Farsø var det den ultimative begivenhed. Først og fremmest, fordi jeg altid har været bidt af flyvning og rumfart, men også fordi det var verdens første store begivenhed, som blev transmitteret worldwide i TV, og så var det simpelthen livsfarligt for astronauterne. Ingen vidste om de måske pådrog sig ukendte vira deroppe - måske ville de endda bringe denne smitte til jorden med en altudslettende pandemi til følge. Desuden var mængden af ilt, vand, brændstof og andre fornødenheder på rumfærden stærkt begrænset, der var absolut ingen muligheder for at sende hjælp derop og endelig foregik det hele i et fartøj bygget af staniol på størrelse med en lille bil og med mindre datakraft end kørecomputeren i en moderne bil. Det var simpelthen vor tids Erik den Røde, Columbus, Magellan, Vitus Bering, Vasca de Gama, Amundsen, Nansen og Knud Rasmussen samlet i et diminutivt månelandingsmodul på en halv snes kubikmetre og personificeret i TV-stjernerne Armstrong og Aldrin. Det var kort sagt suicidalt galmandsværk transmitteret direkte ind i stuen, mens det foregik.
Så natten til den 20. juli blev tilbragt foran fjernsynet - først for at se selve landingen og efterfølgende Armstrongs berømte månevandring, som også er omtalt i forrige indlæg. Og det at se fjernsyn om natten var i sig selv en begivenhed. Der var nemlig kun en tv-kanal i Danmark på det tidspunkt , og den sendte normalt ikke længere end til ved 11-tiden. Månelandingen gjorde folk som Claus Toksvig, Christian Rovsing og Henrik Stub til lokale TV-kendisser over en nat.
Det var så stor en begivenhed, at den danske tyggegummi-fabrikant Dandy i tiden efter producerede tyggegummi med samlebilleder af de største begivenheder i forbindelse med færden til månen.
Mange af billederne er lagret næsten ikonografisk præcist på min indre monitor - og jeg vil med pavlovsk automatik altid forbinde disse billeder med duften af frisk tyggegummi.
Jeg har været inde på NASA's hjemmeside og lånt nogle af fotos'ene fra disse såkaldte tyggegummibilleder. Prøv selv at se og snus så rigtig godt ind. Måske kan du også lugte duften af Dandy?

Ha' det
Jesper