Blå Sommer

I disse timer er der sikkert gang i vaskemaskinerne - hjemme hos mange af de 19.000 blå spejdere, som i dag forlod Det Danske Spejderkorps landslejr Blå Sommer i Kliplev i Sønderjylland.
Det er en tilbagevendende begivenhed hvert femte år - og jeg plejer da at være med. Men det nye hus og den kendsgerning, at jeg kun har fem ugers sommerferie her i Norge har gjort, at i år var jeg nødt til at droppe det.
Det er jeg selvfølgelig ked af - det rykker jo i den gamle cirkushest, når man ser alle billederne på Blå Sommers hjemmeside. Men så er det jo en passende lejlighed til at tænke tilbage på oplevelserne de tidligere år.
Jeg plejer at arbejde i pressetjenesten på lejren. For fem år siden havde jeg blandt andet en fast klumme i lejravisen, som hed "Vis mig dit spejderar!". Klummen afspejlede den kendsgerning, at langt de fleste, som har været spejdere, ikke alene bliver mærket på sjælen resten af livet - i positiv forstand. Omgang med knive, økser og et generelt gå-på-mod og ungdommelig letsindighed gør også, at man selvfølgelig pådrager sig en skramme eller to.
En af de spejdere, som jeg skrev om, havde været så uheldig at miste et stykke af en lillefinger under en økse. Det var selvfølgelig tragisk, og han blev kørt til sygehuset med udrykning. Så var det, at en af kammeraterne finder stumpen i græsset. Kammeraten havde hørt, at man muligvis kunne redde fingeren ved at putte den i munden, mens den transporteredes til sygehuset, og han samler den op. Men inden det kommer så vidt, kommer han til at se, at fingeren er ganske aldeles sort under neglen. Så han tager lige så roligt sin dolk frem og renser neglen, inden fingeren ryger ind på skråens plads bag kindtænderne. Desværre stod fingeren ikke til at redde, men det vidner da om et overordentligt roligt temperament, at han tog sig tid til denne rengøringsproces.
Og det er jo det, der er selve spejderånden! Der skal mere end en afhugget finger til at skabe panik. Det kan man også læse om på Blå Sommers hjemmeside, hvor jeg lige saksede denne historie:
""Vi havde besøg af en ambulance, fordi en spejder havde hugget sig i benet. Da de skulle køre, var ambulancen løbet tør for strøm. 20 spejdere skubbede den i gang." Det kan man da kalde akut førstehjælp!"
Det er godt at se, at spejderånden lever i bedste velgående - her i 2009, hvor det også er 100 år siden, at spejderbevægelsen holdt sit sejrrige indtog i det meste af verden - og i dag har udviklet sig til verdens største fredsbevægelse. Ikke på et traditionelt politisk plan, hvor det bare handler om snak, men gennem praksis - og det er for det første ikke så ringe endda, og for det andet hvad det egentlig handler om. Spejdere bruger ikke tiden på snak, de handler!

Vær beredt!
Jesper

Foto: Det Danske Spejderkorps/Mikael Lind Vestergaard