Viser opslag med etiketten rensdyr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rensdyr. Vis alle opslag

lørdag den 24. januar 2009

Morgenrødens pas-de-deux















Med solens tilbagekomst er det også blevet tid til igen at holde morning - også selv om det er så sent som mellem ni og ti.
Jeg stod som så ofte før, når morgenrøden sniger sig ind over mørket, i køkkenet og nød udsigten over fjorden, da en flok grønirisker slog sig ned i selje-rønnen.
Jeg tog også en stribe billeder - blandt andet det oven for, hvor en af grøniriskerne under landingsmanøvren udfører nogle balletagtige bevægelser, så jeg derfor uden tøven døber billedet "Morgenrødens pas-de-deux".
Ellers lægger vi jo mest mærke til den rensdyrfamilie - sandsynligvis en voksen hun og to kalve fra sidste sommer - som mere eller mindre har slået sig ned i haven, på marken ved siden af og i kløften ved elven.
Vi har nærmest opgivet af jage dem væk. Nu kredser tankerne mere om ulovlig jagt og en fryser fyldt med kødet af tre rensdyr - men det bliver nu nok ikke til noget. Jeg solgte både min pumpgun og min riffel, da jeg flyttede fra Grønland. Vi fik forresten tilfældigvis rensdyr-bøffer i går aftes - og ikke en gang duften af stegt rensdyr kunne jage dem væk. Klovdyr er altså ikke de mest begavede dyr her i verden.
Prøv forresten at se billedet af græsplænen. Efterhånden trampet ned som en hel motorvej. Til gengæld har dyrene kvitteret med adskillige gødningsbunker, så det bliver sikkert en flot, grøn græsplæne til sommer.
I eftermiddag går turen et lynsmut til Danmark. Tilbage igen i morgen.
Ha' en god weekend.

Jesper

torsdag den 22. januar 2009

Bommesislag

For at sige det lige på og hårdt med et stærkt folkeligt udtryk var jeg ganske tæt på at skide blod her til morgen. Eller som det også hedder med et gammeldags, lidt lunt udtryk: Jeg var tæt på at få et bommesislag.
Da jeg skulle på arbejde ved halvottetiden gik jeg småsøvnig ud af huset, låste bilen op, satte mig ind og startede motoren - og der, umiddelbart foran bilen lå der tre rensdyr og tyggede drøv. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til dem i halvmørket, da jeg satte mig ind i bilen, så det kan nok være, at jeg vågnede op med et sæt!
Dyrene derimod - de var nærmest ligeglade og tyggede godmodigt videre på deres drøv.
Det ser ud til, at vi kommer til at leve med rensdyrene i haven denne vinter. Senere på dagen, da det blev lyst, fortrak de nemlig til kartoffelbedet, som det kan ses på dette ikke alt for skarpe billede, som Dina tog ved 11-tiden. Det er nu altså også lidt sjovt, synes jeg, med hele tre rensdyr i haven. Men man kan have sin tvivl om jordbærplanterne overlever det...
I vore dage bruges udtrykket bommesislag oftest med et glimt i øjet. Det er ellers en alvorlig sag og en ganske fatal diagnose. Det er en forvanskning af ordet "poppelsislag", som igen er en forvanskning af apopleksi, der jo som bekendt er en hjerneblødning.

Ha' det
Jesper

mandag den 12. januar 2009

Hjemme igen
















Efter en herlig lang, skøn og synes vi da selv velfortjent vinterferie i Caribien er vi nu tilbage i Straumsbukta.
Vi er rigtig godt bombede og jetlaggede - 30 timers rejse fra New York sætter unægtelig sine spor.
Alt er tilsyneladende ved det gamle i Straumsbukta. Huset står endnu, det er lidt koldt, cirka fem graders frost, og så er det selvfølgelig mørkt.
Men vi var såmænd ikke mere en lige kommet i gang med at pakke ud, da velkomstkomiteen arriverede. Det var Dina, der så den først. Ude på græsplænen gik der et rensdyr rundt og rodede efter føde i sneen. Nu er vi ikke så vilde efter rensdyr i haven, og jeg forsøgte da også at skræmme den væk. Men som det ses på billedet er dyret nærmest trekvart bedøvende ligeglad med min højheds nærvær. Et Tarzan-hyl fik det dog til at fortrække til kartoffel-bedet.
Jeg hører allerede naboerne fortvivlet diskutere, at nu er danskerne igen kommet hjem - efter hylene at dømme!

Ha' det
Jesper

onsdag den 22. oktober 2008

Lokalkolorit

Da jeg tirsdag aften forlod Rica Hotel i Tromsø efter endt arbejdsdag blev jeg ved udgangen mødt af en samelejr. Oven i købet havde de taget et rensdyr med og tøjret det til en lygtepæl.
Vi havde netop afsluttet et todages seminar, hvor samer, inuitter og indianere har diskuteret deres respektive sprogs muligheder for at overleve i fremtiden, så synet af de camperende rensdyr-holdere gav anledning til adskillige morsomme bemærkninger til de deltagende samer om, at de nok havde taget familien med. Eller at de måske ikke var tilfreds med de fine værelser på hotellet...
Historien er i virkeligheden, at der om aftenen skulle være en turist-konference på hotellet. Samelejren var opstillet for at vise, hvad man blandt meget andet kan opleve i og omkring Tromsø.
Jeg er nu ved at være næsten halvvejs i vores såkaldte SDWG-week. Det er en uge, hvor forskellige arbejdsgrupper i tilknytning til Arktisk Råds arbejdsgruppe for bæredygtig udvikling mødes. Ideen bag det er i al beskedenhed undertegnedes, og det handler om, at koncentrere møderne i en uge, da der ofte er et stort personsammenfald. På den måde kan nogle af deltagerne spare en to til tre rejser til Norge fra blandt andet Canada og USA.
Da jeg er koordinator for de i alt fire forskellige møder, symposier, konferencer eller hvad man nu kalder det, siger det sig selv, at jeg er temmelig meget "på" i øjeblikket, men det er faktisk sjovt, så det gør ikke noget.
Af praktiske grunde har jeg dog valgt tre af dagene at overnatte på hotellet i stedet for at tage hjem om aftenen. Det giver mig noget bedre tid om morgenen til at sikre, at bordopstillinger, traktementer, navneskilte og alt sådan noget praktisk stof er i orden. Men når først showet kører i løbet af dagen, er der ikke så meget at lave, så jeg får også tid til at fotografere og skrive lidt til Arktisk Råds hjemmeside om begivenhederne, så du kan se mere om, hvad vi laver på http://www.arctic-council.org/.
Men det bliver nu skønt lørdag aften, når jeg kommer hjem, tager skoene af og sætter mig foran brændeovnen med en kold bajer og kan sige: -Færdigt arbejde!

Ha' det
Jesper

lørdag den 13. september 2008

Reinlykke














Reinlykke eller på dansk ren(-)lykke var titlen på en docusoap, norsk TV sendte sidste vinter. Den handlede om en samisk families trængsler og glæder gennem et helt år og var en stor succes heroppe.
Men renlykke kan nu også være et godt stykke renkød. Som sagt havde jeg kufferten fuld af ren, da jeg kom hjem fra Kautokeino. Blandt andet en rigtig lækker samisk specialitet, som vi fik fredag aften.
Det er røget mørbrad fra renen - stegt som mørbradbøffer og serveret med nye kartofler, rosenkål og hjemmelavet syltetøj af helt nyplukkede tyttebær - og for billedets skyld gejlet op med lidt persille og en kvist frisk timian fra haven. Behøver jeg at sige, at det smagte himmelsk?
Det er det, som jeg forstår ved reinlykke!

Ha' det
Jesper

mandag den 24. marts 2008

Shit!

Vi har haft besøg i haven i nat. Og for en gangs skyld var det ikke nødvendigt at slå op i bogen med dyrespor.
"Delfolerne" fra et rensdyr lå simpelthen spredt over hele græsplænen, da jeg stod op i morges.
Det er temmelig koldt i øjeblikket, og i går blæste det så bitterligt, at sneen er blevet presset sammen til en hård masse. Det gør det svært for dyrene at komme til græs og lav, og det er nok grunden til, at et af de lokale rensdyr har øjnet en chance i haven. Men som det ses på det ene billede har sneen været så hård, at den har kunnet bære rensdyret, så heller ikke i haven har der været de store chancer for at finde føde.
Men da foråret er lige om hjørnet, og haven begynder snart at spire, må vi hellere se at få sat hegnet i stand i den kommende tid. Det vil jo være trist, hvis rensdyrene snupper de vintergækker, som vi snart håber at få se.

Ha' det
Jesper