torsdag den 22. januar 2009

Bommesislag

For at sige det lige på og hårdt med et stærkt folkeligt udtryk var jeg ganske tæt på at skide blod her til morgen. Eller som det også hedder med et gammeldags, lidt lunt udtryk: Jeg var tæt på at få et bommesislag.
Da jeg skulle på arbejde ved halvottetiden gik jeg småsøvnig ud af huset, låste bilen op, satte mig ind og startede motoren - og der, umiddelbart foran bilen lå der tre rensdyr og tyggede drøv. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til dem i halvmørket, da jeg satte mig ind i bilen, så det kan nok være, at jeg vågnede op med et sæt!
Dyrene derimod - de var nærmest ligeglade og tyggede godmodigt videre på deres drøv.
Det ser ud til, at vi kommer til at leve med rensdyrene i haven denne vinter. Senere på dagen, da det blev lyst, fortrak de nemlig til kartoffelbedet, som det kan ses på dette ikke alt for skarpe billede, som Dina tog ved 11-tiden. Det er nu altså også lidt sjovt, synes jeg, med hele tre rensdyr i haven. Men man kan have sin tvivl om jordbærplanterne overlever det...
I vore dage bruges udtrykket bommesislag oftest med et glimt i øjet. Det er ellers en alvorlig sag og en ganske fatal diagnose. Det er en forvanskning af ordet "poppelsislag", som igen er en forvanskning af apopleksi, der jo som bekendt er en hjerneblødning.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: