lørdag den 17. januar 2009

Fredagsøl

Der var virkelig noget at fejre denne fredag. Efter lang tids brok er jeg endelig sluppet af med en dum, doven og uduelig kollega, så der var en ekstra grund til at gøre lidt mere ud af fredagsbajeren i fredagsbaren i Straumsbukta.
Samtidig skulle vi også lige indvie den blender, som Dina var blevet begavet med til jul - og med vores ferie i frisk erindring var der ingen tvivl om, at vi skulle have en hjemmelavet Lava Flow.
Man tager tre cl Bacardi, tre cl Malibu og et småtskåret jordbær i et glas. Mine gamle rødvinsglas måtte tage slæbet som drinks-glas i mangel af bedre. Dernæst tager man noget is - syv-otte isterninger, fem cl ananasjuice, ti cl kokoscream og en halv banan, som blendes til en tykflydende skum. Dette hældes forsigtigt oven i romblandingen og serveres pyntet med et stykke ananas og sugerør.
Som det ses, ser det også rigtigt ud, men jeg begik alligevel en fejl. Det skal altså laves med friske jordbær, som ved omrøring vil flyde op i blandingen og simulere lava. Nu havde jeg altså kun syltede jordbær - de blev liggende på bunden og stoppede i øvrigt sugerøret. Så har man også lært det.
Velbekomme og god weekend.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: