Fredag aften havde Dina inviteret den grønlandske forening og naboerne til grønlandsk aften.
Jeg fornærmer næppe nogen ved at sige, at fremmødet var beskedent sådan rent kvantitativt, men til gengæld af høj kvalitet. Det blev en rigtig hyggelig aften, og klokken var da halvfire, inden vi kom i seng.
Aftenens kulinariske tema var nogle af de råvarer, som vi kender fra det traditionelle grønlandske køkken kombineret med alt godt fra vores lille nordnorske have.
Så garnituren bestod af pillede, nye kartofler, almindelig kartoffelsalat samt hjemmedyrket salat med egne tomater. Hertil serverede Dina sælskinke, der er et traditionelt produkt fra Tromsø og skalrejer. Desuden grillede jeg hvalbøffer og på grund af mine sarte smagsløg også lidt pølser og grisekød. Til dessert bød Dina på rabarberkage med makroner og flødeskum. Endelig kunne vi byde på friskplukkede, uendeligt søde, nordnorske jordbær som chips til de efterfølgende sjusser.
Egentlig var aftenen tænkt som en grillaften, men de seneste dage har en kold klam tåge hvilet over den straumsbuktaske idyl, så vi fortrak til de indendørs gemakker. Men iført stor uldtrøje kunne jeg så stå udenfor og tilberede grillkødet, mens tøserne sad inde i varmen og hyggede sig. Og det var jo en passende undskyldning for at nippe lidt til flasken med Dr. Nielsen. Men det er jo heller ik' så ring'.
Ha' det
Jesper
Cycling instead of running
5 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar