Farvel til St. Johns

Mødet er nu ved at være ovre. Det ser ud til, at verden er blevet beriget med et nyt sæt guidelines for olieefterforskning i Arktis, og at vi kan se frem til en vurdering af de fremtidige besejlingsmuligheder i området. Hvis ellers politikerne vil, for det er arbejdspapirer til næste forårs ministermøde i Arktisk Råd, som vi har arbejdet med her i St. Johns.
Byen har været et positivt møde. Folk her er venlige og taler med alle de møder helt uden hæmninger - og lige som både i Danmark og Norge er vejret her på kanten af Atlanterhavet et aldrig opslideligt emne. Men det har altså også vekslet lige fra kold regn til strålende sol - fra blæst til vindstille, i de dage jeg har været her.
Jeg har samlet lidt billeder fra ugen:
Et kig på bilerne lader ingen tvivl om, at man er i Nordamerika. For eksempel lastbilerne - eller den truck, som det vistnok hedder, som her drøner om hjørnet.
St. Johns er cirka på størrelse med Aalborg - og ligesom Aalborg har sin Jomfru Ane Gade, så har St. Johns sin George Street. En rigtig værtshusgade, der byder på lidt af hvert inden for nattelivet. Men fælles for alle de steder, jeg har set, har været det sædvanlige fjernsyn med ishockey. Mandag aften var den helt gal. I USA spillede Pitsburg mod Detroit, og en af byens sønner er åbenbart en nøglefigur hos Pitsburg. Jeg spiste på en irsk restaurant med livemusik, men den irske folkesanger måtte hele tiden konkurrere med fjernsynet. Barbarisk efter min smag.
Beliggenheden her ved Atlanterhavet betyder, at fiskeriet historisk set altid har været det bærende erhverv. Og ligesom på Lofoten har den vindtørrede torsk haft en kolosal betydning for både kultur og økonomi. Foran St. Johns kongrescenter står denne fine skulptur af de gamle fiskerkoner, som knokler med klipfisken. En smuk hyldest til kystkulturen.
Modsat denne smukke gestus står så det lokale tilbud om en havnerundfart. Det foregår med en gammel hjuldamper fra Mississippi - hvad i himlens navn det har at gøre med St. Johns må man ikke spørge mig om. Sandsynligvis er det en eller anden fantast, som i smagløs søgen efter rigdom har fået en løssluppen kreativ ide, som savner enhver relation til atlanterhavskulturen.
Men ellers er der ingen tvivl om, at området er domineret af indvandrere fra Skotland og Irland. Retsbygningen i St. Johns minder faktisk mest af alt om et gammelt skotsk slot, hvor McDonalds spøgelse hver nat render rundt med sin sækkepibe.
Maden på hotellet var ikke noget at skrive hjem om - men rundt om i St. Johns er der mange små, billige og rigtig gode restauranter. Tirsdag aften var jeg ude at spise med den norske delegation samt Gunn Britt fra Samerådet. Det blev til en ganske hyggelig aften på en fin lille fiskerestaurant med det malende navn Aqua. Kokken skulle angiveligt være en af byens toneangivende unge madkunstnere på kun 25 år - og det skal der nok være noget om. Jeg fik en hummerbisque til forret, rensdyr med svampe til mellemret, hummer med kartoffelmos og asparges til hovedret og til dessert den sædvanlige creme bruille, som alle nordmænd elsker. Denne her tilsat en forsvarlig mængde bourbon, hvilket næppe ville være sket i Norge.
Menuen er måske ikke helt passende sammensat med to gange hummer, men jeg ville altså ikke gå glip af en ægte atlantisk hummer, nu den var inden for økonomisk rækkevidde. Og hele menuen blev så garneret med en kølig, tør australsk Chardonnay, som på restauranten kostede mindre, end hos Vinmonopolet i Norge.
I eftermiddag vender jeg så hjemad igen. Rejsebureauet har denne gang sendt mig via Toronto, så jeg kan se frem til mere end 15 timers sammenlagt flyvetid, inden jeg er i Tromsø torsdag aften. Heldigvis er det business class til Oslo.

Ha' det
Jesper

Hallo til Halifax

Fredag eftermiddag ankom jeg til Canada, nærmere bestemt til Halifax i Nova Scotia, hvor jeg skulle skifte fly til St. Johns. Det var dejligt forårsvejr, og der var tid til en times solslikkeri på bænken foran lufthavnen.
Her var der ingen tvivl om, at jeg nu var i Nordamerika - et kig på bilerne var såmænd nok. Men ellers kan man jo på billedet, der som sædvanligt er klikbart, se på flagene. Det er dels det canadiske flag med ahornbladet - og så delstaten Nova Scotias flag. Dette flag kan bedst beskrives som en negativ udgave af det skotske med et løvevåben i midten og viser således tydeligt, at området i sin tid er blevet koloniseret af folk af skotsk oprindelse. Se i øvrigt mere om de canadiske delstaters flag her.
Men ellers er Canada jo også meget fransk præget. Det mærkedes tydeligt i Air Canadas flight 654 til St. Johns, hvor serveringen bestod af en let osteanretning, som vi kalder det - behørigt fulgt af et udvalg af rødvine serveret med let hånd. Generelt er flyselskaber bange for at servere noget, som ikke alle mennesker kan lide, men ikke her. Det var oste med kant og bid og virkelig lækkert. Fem kokkehuer med gyldne vinger til Air Canada.
Ellers begyndte mødet med en hel mødedag lørdag. Søndag skal jeg ud at sejle, og det kommer der mere om her på bloggen.

Ha' det
Jesper

London calling

Jeg befinder mig i øjeblikket i Canada i en mindre by på den yderste østkyst af Newfoundland, som hedder St. Johns.
Det har været en lang tur og natten til fredag overnattede jeg i London - nærmere bestemt på et hotel i Heathrow - verdens 3. største lufthavn med 67 mio. passagerer mod for eksempel Kastrups sølle 20 mio. Lufthavnen er enorm. Jeg boede på SAS Radisson, som angiveligt ligger lige uden for terminal 3, som jeg ankom til. Tja, vi taler altså om en taxatur til 9 £.
Torsdag aften havde jeg egentlig planlagt at tage ind til selve London for at spise, men som altid stak jeg lige fingeren i jorden og drøftede sagen igennem med dørmanden på hotellet. Man skal altid lytte til de lokale, siger min erfaring.
Og han foreslog ganske enkelt, at jeg gik om bag hotellet og et par hundrede meter ned ad vejen. Det viste sig at være en fin ide.
Her - en halv kilometer fra kæmpelufthavnen - ligger der en lille landsbyidyl, der er som taget direkte ud af Barnaby, hvor pensionerede oberster pusler om roserne i haven og elskværdige, ældre kvinder holder loppemarked på torvet. Landsbyen hedder Harlington og der er selvfølgelig også en pub - The Pheasant - hvor Ric og Sue og en flok tyggegummityggende teenagerpiger sørger for, at fadøllet flyder i passende strømme. Maden var typisk pub-mad - en burger med pommes frites. Ikke stor kogekunst, men absolut spiselig i pæne og rene omgivelser.
Jeg havde egentlig drømt om et stort glas Guinness, men i England har bryggerierne som regel monopol på de enkelte pubber, så jeg måtte tage til takke med nogle store glas Fosters. Egentlig lidt surrealistisk at stå på en engelsk pub og drikke australsk øl. I løbet af aftenen droppede en efter min mening betragtelig del af Harlingtons indbyggere forbi. Mange for at spise aftensmad, men også for at se fodbold, der kørte kontinuerligt på flere storskærme i pubben. Det er nemt at falde i snak med folk - også selv om man ikke interesserer sig for fodbold. Som alle andre steder i verden er uduelige politikere et sikkert og uopslideligt samtaleemne.
Alt i alt en ganske vellykket aften.

Ha' det
Jesper

Potet-lægning

Onsdag aften var det blevet tid til at lægge poteter, havde Leif-Inge bestemt. Normalt lægger man dem på disse kanter omkring den norske nationaldag den 17. maj, men således var det ikke blevet i år på grund af de noget langtrukne, kolde forår.
Men onsdag skulle det altså være. Jorden var blevet gyllet og pløjet i weekenden og stod jomfruelig klar til at modtage de kartofler, som vi nu har haft til spiring i kælderen i et par måneder. Det var hurtigt gjort i løbet af et par timer, men her til morgen torsdag kan jeg nu godt mærke i både ryg og arme, at kartoffellægning ikke er mit normale arbejde!
Kartoffelbedet er lidt mindre i år end sidste år, da vi også skal have plads til Dinas urtehave. Det har Leif-Inge så kompenseret for ved at anlægge et næsten lige så stort kartoffelbed op imod skoven. Så hvis alt ellers får efter planen, kan vi se frem til at skulle pille over et ton kartofler op af jorden til efteråret. Jeg hører allerede min ryg knirke...
Jeg rejser til London i dag og videre i morgen til St. Johns på Newfoundlands yderste spids mod øst, hvor jeg skal til møde lørdag til tirsdag. Beskyttelse af havmiljøet i Arktis står på dagsordenen.

Ha' det
Jesper