Fredag eftermiddag ankom jeg til Canada, nærmere bestemt til Halifax i Nova Scotia, hvor jeg skulle skifte fly til St. Johns. Det var dejligt forårsvejr, og der var tid til en times solslikkeri på bænken foran lufthavnen.
Her var der ingen tvivl om, at jeg nu var i Nordamerika - et kig på bilerne var såmænd nok. Men ellers kan man jo på billedet, der som sædvanligt er klikbart, se på flagene. Det er dels det canadiske flag med ahornbladet - og så delstaten Nova Scotias flag. Dette flag kan bedst beskrives som en negativ udgave af det skotske med et løvevåben i midten og viser således tydeligt, at området i sin tid er blevet koloniseret af folk af skotsk oprindelse. Se i øvrigt mere om de canadiske delstaters flag her.
Men ellers er Canada jo også meget fransk præget. Det mærkedes tydeligt i Air Canadas flight 654 til St. Johns, hvor serveringen bestod af en let osteanretning, som vi kalder det - behørigt fulgt af et udvalg af rødvine serveret med let hånd. Generelt er flyselskaber bange for at servere noget, som ikke alle mennesker kan lide, men ikke her. Det var oste med kant og bid og virkelig lækkert. Fem kokkehuer med gyldne vinger til Air Canada.
Ellers begyndte mødet med en hel mødedag lørdag. Søndag skal jeg ud at sejle, og det kommer der mere om her på bloggen.
Ha' det
Jesper
Cycling instead of running
6 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar