En drivbænk er ikke - som navnet ellers antyder - en bænk til at drive den af på - snarere tværtimod måtte jeg sande, da jeg lørdag gik i gang med at bygge en drivbænk. Det første hold gulerødder har nemlig vist mig, at jeg er nødt til at kæle lidt mere for havens spirende vækster. og en drivbænk, som nærmest er et transportabelt minidrivhus, kunne være et af midlerne til at sætte lidt mere fut i grøntsagerne.
Lørdag stod jeg tidligt op og byggede en af slagsen. Jeg havde ikke den store viden om det, og jeg syntes heller ikke rigtig, at jeg kunne finde en brugbar tegning på internettet. Så det blev som så meget andet, jeg laver, i mit helt eget design, men som det ses, har jeg fået en ganske nydelig drivbænk ud af anstrengelserne. Flot ser den da ud med både bærehåndtag og støtteben. Den er stor - to gange en meter. Og den fungerer nu som den perfekte rugekasse for en ny portion gulerødder, lidt salat og rødbeder.
Ellers går det helt fint med haven. Den gamle gruekedel midt i græsplænen er fyldt med blomstrende valmuer. Et par tulipaner er der også, og primulaerne er allerede blomstret af.
I stenbedet er der også god fremdrift i væksten, selv om timianen i forgrunden stadig ser lidt sølle ud efter omplantningen fra vindueskarmen. Dog ikke så blåfrossen, som Anne og Henriks roser på kanten af den grumsede, grågrønne Limfjord i Thisted.
I krukkerne i indkørslen stortrives stedmødrene, og vi har dag set den første blomst i vores tagetes af egen avl.
Endnu er det alt for tidligt at sige noget om, hvordan jordbærhøsten bliver, men de første planter er nu begyndt at blomstre, og det ser da ikke så ringe ud.
I morgen er det Sct. Hans, så hvis ellers vejret arter sig, skal vi have bål på stranden.
Ha' det
Jesper
Cycling instead of running
6 timer siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar