Kautokeino

I sidste uge var jeg som tidligere omtalt i Kautokeino. Byen er blandt andet kendt i Grønland for sin venskabsforbindelse med bygden Kapisillit i Godthåbsfjorden og er vel også en slags hovedby for den samiske rendrift og udviklingen af samisk kunsthåndværk. Men når det så er sagt, er det altså også en by populært sagt in the middle of nowwhere.
Byen består af cirka 3000 sjæle, som bor i huse spredt ud over sandbankerne langs Alta-elven 130 km syd for Alta. Størstedelen af de 130 km går gennem den nordskandinaviske vildmark - et birkekrat i et omfang, der for mange vil virke ret ensformigt.
Kautokeinos største chance for en anstændig fremtid er udvikling af vildmarksturismen. Derfor åbnede Thon-kæden et fint konferencecenter med 60 værelser i weekenden, men derudover byder byen på et par campingpladser og et par benzinstationer, og da vi ankom ret sent tirsdag aften bestod det kulinarisk udbud af et par kogte pølser fra Statoil - lige inden lukketid.
Vi var imidlertid budt ud at spise onsdag aften på byens hidtil førende restaurant, Alfreds kro. Og det var nok værd at køre langt efter. Først en velsmagende, fast roulade af laks og gedde på en bund af spæd salat, dernæst braisseret småkød af rensdyrkølle i rødvinssauce og nye kartofler og afslutningsvis blåbærtærte med råcreme. Kroen var åbnet denne aften kun til ære for os - og det kan undre. Så lækker mad burde der da være et publikum til også om aftenen. Alfreds kro være hermed anbefalet med med fem rensdyrtakker!
Til gengæld er det svært at sige noget pænt om vejret i Kautokeino. Trods det at byen ligger lidt sydligere end Tromsø, var vejret cirka en måned bagefter. Det vil sige, at træerne endnu ikke var sprunget ud - og at vi både oplevede sne, slud og regn i de par dage, vi var der. Faktisk mindede vejret temmelig meget om vejret i Nuuk her i juni, hvor vi jo flere gange har oplevet snevejr på den grønlandske nationaldag den 21. juni - og det er der jo forresten også kun et par dage til.

Ha' det
Jesper