Farvel til St. Johns

Mødet er nu ved at være ovre. Det ser ud til, at verden er blevet beriget med et nyt sæt guidelines for olieefterforskning i Arktis, og at vi kan se frem til en vurdering af de fremtidige besejlingsmuligheder i området. Hvis ellers politikerne vil, for det er arbejdspapirer til næste forårs ministermøde i Arktisk Råd, som vi har arbejdet med her i St. Johns.
Byen har været et positivt møde. Folk her er venlige og taler med alle de møder helt uden hæmninger - og lige som både i Danmark og Norge er vejret her på kanten af Atlanterhavet et aldrig opslideligt emne. Men det har altså også vekslet lige fra kold regn til strålende sol - fra blæst til vindstille, i de dage jeg har været her.
Jeg har samlet lidt billeder fra ugen:
Et kig på bilerne lader ingen tvivl om, at man er i Nordamerika. For eksempel lastbilerne - eller den truck, som det vistnok hedder, som her drøner om hjørnet.
St. Johns er cirka på størrelse med Aalborg - og ligesom Aalborg har sin Jomfru Ane Gade, så har St. Johns sin George Street. En rigtig værtshusgade, der byder på lidt af hvert inden for nattelivet. Men fælles for alle de steder, jeg har set, har været det sædvanlige fjernsyn med ishockey. Mandag aften var den helt gal. I USA spillede Pitsburg mod Detroit, og en af byens sønner er åbenbart en nøglefigur hos Pitsburg. Jeg spiste på en irsk restaurant med livemusik, men den irske folkesanger måtte hele tiden konkurrere med fjernsynet. Barbarisk efter min smag.
Beliggenheden her ved Atlanterhavet betyder, at fiskeriet historisk set altid har været det bærende erhverv. Og ligesom på Lofoten har den vindtørrede torsk haft en kolosal betydning for både kultur og økonomi. Foran St. Johns kongrescenter står denne fine skulptur af de gamle fiskerkoner, som knokler med klipfisken. En smuk hyldest til kystkulturen.
Modsat denne smukke gestus står så det lokale tilbud om en havnerundfart. Det foregår med en gammel hjuldamper fra Mississippi - hvad i himlens navn det har at gøre med St. Johns må man ikke spørge mig om. Sandsynligvis er det en eller anden fantast, som i smagløs søgen efter rigdom har fået en løssluppen kreativ ide, som savner enhver relation til atlanterhavskulturen.
Men ellers er der ingen tvivl om, at området er domineret af indvandrere fra Skotland og Irland. Retsbygningen i St. Johns minder faktisk mest af alt om et gammelt skotsk slot, hvor McDonalds spøgelse hver nat render rundt med sin sækkepibe.
Maden på hotellet var ikke noget at skrive hjem om - men rundt om i St. Johns er der mange små, billige og rigtig gode restauranter. Tirsdag aften var jeg ude at spise med den norske delegation samt Gunn Britt fra Samerådet. Det blev til en ganske hyggelig aften på en fin lille fiskerestaurant med det malende navn Aqua. Kokken skulle angiveligt være en af byens toneangivende unge madkunstnere på kun 25 år - og det skal der nok være noget om. Jeg fik en hummerbisque til forret, rensdyr med svampe til mellemret, hummer med kartoffelmos og asparges til hovedret og til dessert den sædvanlige creme bruille, som alle nordmænd elsker. Denne her tilsat en forsvarlig mængde bourbon, hvilket næppe ville være sket i Norge.
Menuen er måske ikke helt passende sammensat med to gange hummer, men jeg ville altså ikke gå glip af en ægte atlantisk hummer, nu den var inden for økonomisk rækkevidde. Og hele menuen blev så garneret med en kølig, tør australsk Chardonnay, som på restauranten kostede mindre, end hos Vinmonopolet i Norge.
I eftermiddag vender jeg så hjemad igen. Rejsebureauet har denne gang sendt mig via Toronto, så jeg kan se frem til mere end 15 timers sammenlagt flyvetid, inden jeg er i Tromsø torsdag aften. Heldigvis er det business class til Oslo.

Ha' det
Jesper