London calling

Jeg befinder mig i øjeblikket i Canada i en mindre by på den yderste østkyst af Newfoundland, som hedder St. Johns.
Det har været en lang tur og natten til fredag overnattede jeg i London - nærmere bestemt på et hotel i Heathrow - verdens 3. største lufthavn med 67 mio. passagerer mod for eksempel Kastrups sølle 20 mio. Lufthavnen er enorm. Jeg boede på SAS Radisson, som angiveligt ligger lige uden for terminal 3, som jeg ankom til. Tja, vi taler altså om en taxatur til 9 £.
Torsdag aften havde jeg egentlig planlagt at tage ind til selve London for at spise, men som altid stak jeg lige fingeren i jorden og drøftede sagen igennem med dørmanden på hotellet. Man skal altid lytte til de lokale, siger min erfaring.
Og han foreslog ganske enkelt, at jeg gik om bag hotellet og et par hundrede meter ned ad vejen. Det viste sig at være en fin ide.
Her - en halv kilometer fra kæmpelufthavnen - ligger der en lille landsbyidyl, der er som taget direkte ud af Barnaby, hvor pensionerede oberster pusler om roserne i haven og elskværdige, ældre kvinder holder loppemarked på torvet. Landsbyen hedder Harlington og der er selvfølgelig også en pub - The Pheasant - hvor Ric og Sue og en flok tyggegummityggende teenagerpiger sørger for, at fadøllet flyder i passende strømme. Maden var typisk pub-mad - en burger med pommes frites. Ikke stor kogekunst, men absolut spiselig i pæne og rene omgivelser.
Jeg havde egentlig drømt om et stort glas Guinness, men i England har bryggerierne som regel monopol på de enkelte pubber, så jeg måtte tage til takke med nogle store glas Fosters. Egentlig lidt surrealistisk at stå på en engelsk pub og drikke australsk øl. I løbet af aftenen droppede en efter min mening betragtelig del af Harlingtons indbyggere forbi. Mange for at spise aftensmad, men også for at se fodbold, der kørte kontinuerligt på flere storskærme i pubben. Det er nemt at falde i snak med folk - også selv om man ikke interesserer sig for fodbold. Som alle andre steder i verden er uduelige politikere et sikkert og uopslideligt samtaleemne.
Alt i alt en ganske vellykket aften.

Ha' det
Jesper

Potet-lægning

Onsdag aften var det blevet tid til at lægge poteter, havde Leif-Inge bestemt. Normalt lægger man dem på disse kanter omkring den norske nationaldag den 17. maj, men således var det ikke blevet i år på grund af de noget langtrukne, kolde forår.
Men onsdag skulle det altså være. Jorden var blevet gyllet og pløjet i weekenden og stod jomfruelig klar til at modtage de kartofler, som vi nu har haft til spiring i kælderen i et par måneder. Det var hurtigt gjort i løbet af et par timer, men her til morgen torsdag kan jeg nu godt mærke i både ryg og arme, at kartoffellægning ikke er mit normale arbejde!
Kartoffelbedet er lidt mindre i år end sidste år, da vi også skal have plads til Dinas urtehave. Det har Leif-Inge så kompenseret for ved at anlægge et næsten lige så stort kartoffelbed op imod skoven. Så hvis alt ellers får efter planen, kan vi se frem til at skulle pille over et ton kartofler op af jorden til efteråret. Jeg hører allerede min ryg knirke...
Jeg rejser til London i dag og videre i morgen til St. Johns på Newfoundlands yderste spids mod øst, hvor jeg skal til møde lørdag til tirsdag. Beskyttelse af havmiljøet i Arktis står på dagsordenen.

Ha' det
Jesper