Internationalt selskab

Jeg er nu tilbage på pinden i Tromsø, hvor vi fik et lille drys julesne i går. Det var i hvert fald sådan noget sne, som man kunne blive i julehumør af, hvis ikke det lige er en måned for tidligt.
Min væsentligste arbejdsopgave i denne uge - og den næste med for den sags skyld - er forberedelserne til lanceringen af Arktisk Råds nye hjemmeside.
Men på trods af travlheden synes jeg lige, at jeg vil delagtiggøre bloggens læsere i et billede, som jeg har fået tilsendt fra en af deltagerne i mødet i Vadsø. Mødet var et møde i Arktisk Råds arbejdsgruppe (udvalg) for bæredygtig udvikling - også kaldet SDWG med internationalt arbejdes vanlige hang til forkortelser. Arbejdsgruppen støtter og tager initiativ til især en lang række forskningsprojekter inden for området - og på de halvårlige møder bliver der så afrapporteret og gjort status. Udover repræsentanter for rådets otte medlemslande og seks medlemsorganisationer, som repræsenterer de forskellige oprindelige folk i Arktis, deltager der en lang række observatører i sådanne møder - både fra andre lande og andre organisationer. I Vadsø vil jeg tro, at der var en 12 - 13 forskellige nationaliteter til stede.
Det er altså udenrigspolitik, der bedrives i udvalget, og derfor er møderne ofte lidt stive og formelle. Men det behøver jo ikke at gøre den efterfølgende middag kedelig, og ofte er der en særdeles god stemning der på tværs af nationaliteter og kulturer.
Det ses også af billedet her, hvor vi fra venstre har Dr. Parker fra USA - en af de få "rigtige polarforskere af den gammeldags type", der endnu er tilbage, en repræsentant fra det norske renavlerforbund, Nataly, som er russisk tolk og så selvfølgelig undertegnede. Det fremgår jo også tydeligt af billedet, at påklædningen uden for mødelokalet er uformel, og derfor med til at skabe en god stemning.
Jeg vender nok tilbage senere på ugen med nogle snebilleder. Det blev alligevel ikke til nogen Oslotur i denne uge.

Ha' det
Jesper

Døde zeppelinere

Tilsyneladende en forladt mast på en strandeng i Vadsø. Men i virkeligheden et vidnesbyrd om, at der en gang var folk, der ville give alt for at blive de første til at flyve over Nordpolen. Noget der i dag er en hverdags begivenhed for det danske flyvevåben.
Eventyreren Roald Amundsen, som der hænger et billede af i de fleste norske klasselokaler, var den første mand på Sydpolen. Han var i det hele taget sygeligt besat af at være den første til hvad som helst, og i 1926 lykkedes det ham at samle penge til en zeppeliner-færd over Nordpolen med luftskibet Norge.
Med på turen var blandt andet luftskibets konstruktør italieneren Umberto Nobile. De lettede fra Svalbard 11. maj 1926 og var over Nordpolen efter blot 16 timers flyvning. Herefter fortsatte de til Teller i Alaska og blev dermed også de første, der fløj hele vejen til Amerika.
I 1928 forsøgte Nobile sig igen med luftskibet Italia. Turen gik galt og besætningen strandede i Polarhavet. Roald Amundsen hyrede et fly for at lede efter Nobile. Tre timer efter starten hørte man fra Amundsen for sidste gang. Senere blev der fundet enkelte vragdele ved Bjørnøya, der bekræftede, at Amundsen havde mødt sin skæbne i ishavet. Umberto Nobile og mandskab blev senere fundet og reddet. I dag er der en mindeplade for den mislykkede redningsaktion på Prostnesset i Tromsø - byens rutebilsstation!
Når zeppelinerne taxi'ede til Svalbard, var sidste stop på fastlandet zeppelinerstationen i Vadsø. Masten, som blev brugt til at fortøje de store luftskibe med, findes den dag i dag. Oven i købet forsynet med en fin rød lampe i toppen, så ankommende fly til lufthavnen i Vadsø ikke flyver ind i den. (Det gamle billede er lånt fra Vadsø museum.)
Forleden kunne Grønlands kommando meddele, at et af det danske forsvars Challenger C168-fly den 17. 0ktober overfløj Nordpolen som led i den almindelige suverænitetshævdelse i området. Det sker nogle gange hvert år.
I morgen er det atter hverdag. Måske skal jeg en tur til Oslo i løbet af ugen.

Ha' det
Jesper

Endelig hjemme

Så er jeg hjemme igen efter en uge på halvøen Varanger i Finnmarka. Det har været en uge, hvor det giver mening at tale om at være på farten. Som berettet tidligere gik turen mandag morgen til Vadsø med mellemlandinger i Hasvik, Hammersfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord. Tirsdag gik turen fra Vadsø til Kirkenes med fly. Derfra til Vardø med Hurtigruten og videre retur til Vadsø med bus. Torsdag eftermiddag ryddede jeg op, hvorefter jeg returnerede til Tromsø med stop i Båtsfjord, Mehamn, Honningsvåg og Hammersfest.
Alt i alt betyder det, at jeg har fået ni nye lufthavne i logbogen. (Dog med den lille detalje, at jeg faktisk har været i lufthavnen i Hammersfest i 2000 for at leje en bil!) Når vi ser bort fra Alta og Kirkenes er alle disse lufthavne en del af det norske kortbanenet med små lufthavne, hvor banerne typisk er 950 meter lange. Det sammen med topografien og vejret i Finnmarka gør også, at flyvning i området minder meget om flyvning i Grønland. Det vil sige, at vi snakker om små fly og fartplaner, der mest af alt kan betegnes som hensigtserklæringer.
Torsdag aften på hjemturen gik det da også galt. Lokalt i Honningsvåg kom der pludselig stærk vind på tværs af landingsbanen i løbet af det kvarter, som det var meningen, vi skulle være der. Først ventede vi en times tid i flyet på, at vinden skulle lægge sig. Det skete ikke, så derefter blev det til fire timers ophold i en meget lille lufthavnsbygning og igen ud i flyet i fyrre minutter, hvor vi holdt startklar ude på banen med motorerne kørende, ind til der opstod et lille hul i blæsevejret. Så endelig en slingrende start og ankomst til Tromsø klokken to fredag morgen.
Træls, men noget man må være forberedt på, når man flyver i Arktis. Og så vil jeg gerne dele en rose ud til Widerøes personale i Honningsvåg. Her satte man straks kontorets kaffemaskine på højtryk og stik mod alle norske regler riggede de et interimistisk rygelokale til i lufthavnens vindfang. Passagererne til Hammersfest fik en taxa hjem. Efter et par timer, hvor de efterladte begyndte at gå sukkerkolde, ankom lufthavnschefens kone med pizzaer fra den lokale pizzabar (for sådan en har de selvfølgelig også i Europas nordligste bylignende samfund!). I øvrigt ventede piloterne og stewardessen solidarisk sammen med passagererne i stedet for at trække sig tilbage til personalets kaffestue.
Alt i alt en god service takket være en stor portion konduite hos Wiederøe-folkene. Det kan Air Greenland lære meget af.
Det øverste billede viser indflyvningen til Båtsfjord. Dash 8/100 landingsstellet er ude, og det holder selvfølgelig. Det andet billede er taget i Vadsø lige efter ankomsten. Flyet er LN-WIC og ikke WII, som jeg ellers spåede. LN-WIC har produktionsnummer 367 og leveret til Widerøe 30 september 1993. Første flyvning en måned tidligere.
Jeg afspadserer i dag fredag. Vejret i Straumsbukta er fint - tre grader og vindstille, men alligevel en god dag til indendørs sysler som at læse en uges aviser med fødderne oppe og ild i pejsen.

Ha det
Jesper

I luften igen

I den kommende uge skal jeg til Vadsø og Kirkenes i Finnmark - den øverste del af Norge over mod Rusland. På dissse kanter er det Widerøe, der står for transporten, og i morgen tidlig kl. 6.00 er der afgang med "mælkeflyveren", som den kaldes, med stop i Hasvik, Hammerfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord inden ankomsten til Vadsø kl. 10.00.
Turen foregår med Dash-8, og med de mange starter og landinger får landingsstellet virkelig lov til at vise, hvad det dur til, men bare rolig: Det er model 100, som nu har tjent det norske kortbane-net trofast siden begyndelsen af 90'erne. Dengang afløste den i øvrigt Dash-7, som vi jo kender så glimrende fra Grønland.
Widereøe har 17 Dash-8/100, og har indtil videre kun mistet en. Det var i Båtsfjord i 2001, hvor landingsstellet kollapsede (!) på grund af en for hård landing. Ingen tilskadekomne.
Jeg har fløjet en del med flytypen, da jeg var på højskole på Lofoten, og det er sådan en rigtig hyggelig lille flyver med plads til 38 passagerer og indrettet ligesom en rutebil med et bredt bagsæde.
Jeg har kigget Wideroes tidstabeller igennem, og det er sikkert LN-WII, der skal flyve turen, så den har jeg lånt et billede af fra selskabets hjemmeside. LN-WII er bygget i 1993 og har produktionsnummer 359, så allerede ved ibrugtagningen må man antage, at flyet var ovre de værste børnesygdomme.

Ha' det
Jesper