Endelig hjemme

Så er jeg hjemme igen efter en uge på halvøen Varanger i Finnmarka. Det har været en uge, hvor det giver mening at tale om at være på farten. Som berettet tidligere gik turen mandag morgen til Vadsø med mellemlandinger i Hasvik, Hammersfest, Alta, Berlevåg og Båtsfjord. Tirsdag gik turen fra Vadsø til Kirkenes med fly. Derfra til Vardø med Hurtigruten og videre retur til Vadsø med bus. Torsdag eftermiddag ryddede jeg op, hvorefter jeg returnerede til Tromsø med stop i Båtsfjord, Mehamn, Honningsvåg og Hammersfest.
Alt i alt betyder det, at jeg har fået ni nye lufthavne i logbogen. (Dog med den lille detalje, at jeg faktisk har været i lufthavnen i Hammersfest i 2000 for at leje en bil!) Når vi ser bort fra Alta og Kirkenes er alle disse lufthavne en del af det norske kortbanenet med små lufthavne, hvor banerne typisk er 950 meter lange. Det sammen med topografien og vejret i Finnmarka gør også, at flyvning i området minder meget om flyvning i Grønland. Det vil sige, at vi snakker om små fly og fartplaner, der mest af alt kan betegnes som hensigtserklæringer.
Torsdag aften på hjemturen gik det da også galt. Lokalt i Honningsvåg kom der pludselig stærk vind på tværs af landingsbanen i løbet af det kvarter, som det var meningen, vi skulle være der. Først ventede vi en times tid i flyet på, at vinden skulle lægge sig. Det skete ikke, så derefter blev det til fire timers ophold i en meget lille lufthavnsbygning og igen ud i flyet i fyrre minutter, hvor vi holdt startklar ude på banen med motorerne kørende, ind til der opstod et lille hul i blæsevejret. Så endelig en slingrende start og ankomst til Tromsø klokken to fredag morgen.
Træls, men noget man må være forberedt på, når man flyver i Arktis. Og så vil jeg gerne dele en rose ud til Widerøes personale i Honningsvåg. Her satte man straks kontorets kaffemaskine på højtryk og stik mod alle norske regler riggede de et interimistisk rygelokale til i lufthavnens vindfang. Passagererne til Hammersfest fik en taxa hjem. Efter et par timer, hvor de efterladte begyndte at gå sukkerkolde, ankom lufthavnschefens kone med pizzaer fra den lokale pizzabar (for sådan en har de selvfølgelig også i Europas nordligste bylignende samfund!). I øvrigt ventede piloterne og stewardessen solidarisk sammen med passagererne i stedet for at trække sig tilbage til personalets kaffestue.
Alt i alt en god service takket være en stor portion konduite hos Wiederøe-folkene. Det kan Air Greenland lære meget af.
Det øverste billede viser indflyvningen til Båtsfjord. Dash 8/100 landingsstellet er ude, og det holder selvfølgelig. Det andet billede er taget i Vadsø lige efter ankomsten. Flyet er LN-WIC og ikke WII, som jeg ellers spåede. LN-WIC har produktionsnummer 367 og leveret til Widerøe 30 september 1993. Første flyvning en måned tidligere.
Jeg afspadserer i dag fredag. Vejret i Straumsbukta er fint - tre grader og vindstille, men alligevel en god dag til indendørs sysler som at læse en uges aviser med fødderne oppe og ild i pejsen.

Ha det
Jesper