Det grønlandske ord for måske - "imaqa" - har altid ligget lige for, når den i øvrigt sagesløse grønlandske befolkning taler om det nationale luftfartsselskab Air Greenland, som selskabet pretentiøst kalder sig i dag. Tidligere lød selskabet det mere beskedne Grønlandsfly. I folkemunde omtales selskabet som Imaqa Airways.
Imaqa hentyder til, at Air Greenland flyver under nogle af de værste meteorologiske forhold i verden. Imaqa er også en del af den grønlandske livsfilosofi. Man er nødt til at underkaste sig de gældende vejrforhold - alt andet kan koste livet.
Der skal heller ikke herske tvivl om, at Air Greenland har nogle af verdens bedste piloter og teknikere, som virkelig forstår at begå sig på disse breddegrader. Somme tider er det, de laver, ren kunst. Men øge- eller kælenavnet er svært at slippe af med, når jordpersonellet og ledelsen har en klar bevidsthed om selskabets monopolstilling. Priserne er tårnhøje. Personalet i skrankerne elsker sin magt og er arrogant ud over al rimelighed. Information til passagererne er en by i Rusland - og som oftest strækker det sig til en oplysning om, at flyvningen er udsat indtil videre på grund af "teknik".
Mandag den 21. januar havde jeg en billet til GL 1550 fra Nuuk til Kangerlussuaq med planmæssig afgang 9.45. Dina havde billet til GL 551 med afgang 10.00. Vejret var fint - temperaturen lidt under frysepunktet og himlen let skyet. Jævn vind. Alt var tilsyneladende idyl og intet burde kunne gå galt.
Imidlertid havde indcheckningen i Nuuk problemer med at følge med på grund af mange passagerer, så nærmest rutinemæssigt blev afgangene udsat med først et kvarter og senere med yderligere ti minutter, men kvart over ti svingede Dash-7, Taateraq, ud over Godthåbsfjorden i et rigtigt herresving bound for Kangerlussuaq. Stemningen var god - jeg sad på første række med ryggen mod cockpittet. Stevardessen - det var Angus kone - serverede kaffe, og over for mig sad en af mine gamle bekendte - levemanden Dick Stallone fra Anchorage. Sammen sad vi og slog tonen an til de kommende ønologiske udskejelser på Danmarksmaskinens Nanoq Class.
Disse drømmerier blev imidlertid brat afbrudt, da piloten kort før nedstigningen til Kangerlussuaq meddelte, at der var udbrudt en orkan i området, og at vi indtil videre måtte kredse over Grønlands internationale lufthavn - i øvrigt i selskab med Norsaq, Air Greenlands Airbus 330, som skulle bringe os videre til Danmark.
Efter et par minutter fulgte så meldingen om, at Norsaq var returneret mod Danmark, og vi nu ville gå til vores alternativ Aasiaat, da det ikke var muligt at returnere til Nuuk på grund af voldsom blæst der. Aasiaat er en hyggelig lille by på kanten af Diskobugten, og det er 14 år siden, at jeg var der sidst, så det mente jeg da nok, vi kunne overleve. Imidlertid nåede også lufthavnen i Aasiaat at lukke, inden vi nåede ned, og vi måtte derfor fortsætte til alternativ 2, som var Ilulissat.
Se, det var jo lidt af en oplevelse for de mange udenlandske passagerer. Ilulissat Isfjord er på Unescos verdensarvliste, og i øvrigt er hotellerne i byen af international klasse. Vi landede i Ilulissat, der også kaldes Jakobshavn, i sidste øjeblik inden orkanen. Det var en klasselanding begået af en knalddygtig pilot. Jeg nåede ikke at blive bange, men særlig sjovt var det altså ikke.
Servicen var da også i top. Efter landingen fik vi at vide, at Air Greenland bød på frokost på Hotel Hvide Falk, så jeg nåede da lige at tænke, at Imaqa Airways sandelig havde forbedret sig siden sidst. Det var imidlertid noget af en kold tyrker, da det viste sig, at den såkaldte frokost var mad fra den lokale kinesergrill. Og umiddelbart efter frokosten var det bare med at komme tilbage til lufthavnen i en fart. Ikke noget med sightseeing til Isfjorden, selv om det var åbenbart for de fleste, at der ikke ville blive mere flyvning den dag. Eftermiddagen gik i lufthavnen med besked om, at der ville komme ny besked om en halv time og så videre. En gruppe nordmænd havde regnet ud, at det tager en halv time at drikke en øl og gammel dansk, så de havde det sjovt.
I mellemtiden havde jeg snakket med Dina. Orkanen var i Nuuk kommet så hurtigt, at de aldrig nåede i luften, selv om de havde afgang kun et kvarter efter os. Allerede ved 14 tiden gav Air Greenland i Nuuk op og sendte dem på hotel. I Ilulissat var man imidlertid ikke indstillet på sådan at give op uden kamp, og vi måtte pænt vente til 17.30, før beskeden også lød på hotel til os.
At det var noget af en Tycho Brahes dag for mig stod klart, da det viste sig, at min bagage stadig var i Nuuk, så jeg måtte tage til takke med Air Greenlands nødpakke for strandede passagerer. T-shirten heri er en fix lille sexet sag, der på trods af betegnelsen XL ikke rigtig passer rigtige mænd, men ellers var det da muligt at overleve.
På grund af bagageproblemerne ankom jeg som den sidste til hotellet, og her havde man ikke flere værelser, så jeg måtte tage til takke med en håndværkerindkvartering i den modsatte ende af byen - fjernt fra hotelbaren, hvor vi havde fået besked på at vente, til der forelå information om, hvornår og hvordan vi skulle komme videre. Jeg insisterede imidlertid på et bad inden aftensmaden, så jeg blev kørt derud. Det skulle jeg nu ikke have gjort, da hotellets chauffør kørte i grøften på vej derud. Her holdt han i øvrigt stadig, da jeg en halv time senere frisk og nyvasket kørte tilbage til hotellet i en taxa.
Hotellet bød på røget hellefisk, lammesteg og en forbløffende god rødvin, men den kulinariske oplevelse blev skæmmet af den særprægede grønlandske mani med at bruge kinakål i stedet for salat.
Ved halvtitiden fik jeg besked om, at jeg var sat på et fly med afgang 7.10 den næste dag, og jeg kunne med ro i sjælen trække mig tilbage til min indkvartering. Det var åbenlyst, at det grønlandske trafiksystem lå i ruiner på dette tidspunkt. Halvdelen af Air Greenlands samlede Dash 7 flåde stod i Ilulissat, selv om de burde have været i Nuuk. Det var lykkedes en af seks Dasher at lande i Kangerlussuaq, men landingen havde været så hård, at flyet måtte tages ud af drift. Vi skulle senere høre, at denne landing havde været en udpræget nærdøds-oplevelse.
Den pågældende maskine skulle tirsdag have fløjet en mælketur Kangerlussuaq - Ilulissat -Uummanaq - Aasiaat - Kangerlussuaq. Nu blev det i stedet det fly, som jeg var sat på, der skulle til Uummanaq. Ved 8.30 tiden lettede vi fra Ilulissat. Forud lå tre en halv times flyvning rundt i Nordgrønland, og udsigten til at nå Danmarksmaskinen 11.25 var ikke for god.
Imidlertid var vejret med os. Orkanen havde lagt sig, og tingene kørte bare efter en snor. Jeg fik et kvarters ophold i Qarsut lufthavnen ved Uummanaq, hvilket faktisk er det nordligste, jeg nogensinde har været i Grønland. I Kangerlussuaq blev jeg genforenet med Dina, og ved 13-tiden lettede den noget forsinkede Airbus 330 så mod Danmark. Der var medvind, og allerede ved 21-tiden var vi i Kastrup.
Nu burde den næste dags tur hjem til Tromsø være ren rutine. Men de kan sandelig også i Norge, så jeg landede først på Langnes ved 21-tiden - tre timer forsinket og to timer efter, at Dina var landet.
Torsdag morgen mødte jeg på arbejde. Møde med Karsten fra det norske udenrigsministerium, der kom lige fra en tur med den norske udenrigsminister til Antarktis. De tog fra sydpolen søndag aften, og Karsten var i Tromsø tirsdag middag. Men det var selvfølgelig også det norske flyvevåben og ikke Imaqa Airways, der stod for den tur!
Det øverste billede viser kirken i Ilulissat, det andet havnen hvor jollerne er trukket op på isen. Grønland oplever i øjeblikket den koldeste vinter i ti år, og Diskobugten er allerede næsten frosset helt til.
Vejret i Grønland den 21. januar 2008 var noget helt særligt, så DMI har begået en artikel om det. Den kan læses her.
Ha' det - det blev sør'me en lang historie
Jesper
Vi benyttede det gode senvintervejr søndag til en smuttur til Skagen.
Ellers blev det til lidt planløst kiggeri rundt i museets sale. Spørger man mig direkte, om jeg foretrækker Ancher eller Krøyer, vil jeg altid svare Krøyer. Jeg elsker hans lyse, meget præcise stil, men af en eller anden grund kan jeg ikke se et originalt Ancher-billede uden at komme til at stortude. Sådan gik det selvfølgelig også, da vi kom ind i salen med Anchers døde fisker på endevæggen. Desværre er det sjældent, at man ser kunst, som i den grad rammer ned i urfølelserne!
