Mindre Grandiosa

En mand kommer ind på en cafe og beder tjeneren om en kop kaffe uden fløde.
- Så'gerne, siger tjeneren, men kommer et øjeblik senere ud igen og siger:
- Vi er desværre udgået for fløde. Gør det noget, at det bliver en kop kaffe uden mælk?
Jeg kom til at tænke på historien, fordi norske medier i øjeblikket er fyldt med reklamer for en ny variant af nationalpizzaen Grandiosa. Pointen er, at den nye - og i øvrigt dyrere variant - er uden paprika, som det hedder på norsk, altså uden tern af peberfrugter på dansk.
Morgen efter morgen er budskabet blevet banket ind i mit hoved - at nu kan man få Grandis uden paprika.
Jeg må indrømme, at jeg forstod ingenting. Hvad var vitsen?
Jeg måtte til at spørge mine norske kolleger, og det viser sig, at en meget stor del af den norske ungdom ikke kan lide peberfrugt. Hidtil har det været en fast ingrediens i Grandiosaen - og de unge har derfor brugt timer på at plukke de små pebertern ud af pizzaen, inden de spiste den.
Det er altså et underligt folkefærd, disse nordmænd. De spiser flere pizzaer end noget andet folk. Og så viser det sig oven i købet, at den aller mest solgte pizza indeholder en ingrediens, som de ikke kan lide. Og man derfor kan sælge pizzaen og tjene en tier ekstra, hvis man sælger den uden denne ingrediens. Et sådant folk af særlinge er faktisk dømt til at leve til evig tid i en afsondret fjelddal, hvor solen aldrig skinner!
Det begynder altså at ligne en tendens, for det er det samme folk, der har bygget skilifter i alle små flækker, og så blærer de sig over for hinanden med, at de naturligvis ikke bruger liften for at komme op til toppen af bjerget! Ja, alting var faktisk meget bedre i gamle dage, da man brugte træski og der ikke fandtes skilifter.
De er simpelthen bindegale!
Her er TV-reklamen for Grandiosa uten paprika - den er faktisk meget godt lavet!



Ha' det
Jesper

P.s. Det er næppe kendt uden for Norge i dag, men i sin tid stemte det norske skiforbund imod norsk deltagelse i vinter-OL, fordi man fandt det uforeneligt med skisportens karske sjæl at deltagerne skulle bo på højfjeldshoteller i Alperne.

Fra vores egen verden

Overskriften eller rubrikken, som det hedder i fagsproget, har jeg snuppet fra de store media, når de skal omtale sig selv. Og det er lige præcist, hvad jeg har tænkt mig at gøre nu. Sagen er nemlig den, at denne blog i den forløbne uge kunne fejre sin 1-års fødselsdag.
Begyndelsen var unægtelig lidt spæd og famlende. Egentlig var det mest for eksperimentets skyld, at jeg begyndte. Jeg havde haft besøg af Henrik, og han havde vist mig, hvordan han kunne lægge billeder på sin blog direkte fra mobiltelefonen - og for nysgerrighedens skyld skulle jeg da også prøve det.
Men det greb hurtigt om sig. Historierne trængte sig på og tryglede om at blive skrevet. Det var samtidig en god mulighed for at holde mit danske skriftsprog ved lige, al den stund at jeg bruger engelsk hele dagen, når jeg er på arbejde - og hvad der næsten er værre: blander det med norsk fra radio, tv og hverdagen i øvrigt.
Bloggen er også et godt redskab for en hobbyfotograf. Den giver mulighed for at dele billeder med andre - og den giver fotograferingen et mål og dermed nye udfordringer. For eksempel er jeg begyndt at fotografere mad. Det ville næppe være sket, hvis ikke jeg havde brug for billederne til bloggen - og dermed tjener bloggen også som solid efteruddannelse i PhotoShop, der er det program, jeg populært sagt bruger til at fremkalde digitale billeder.
Ret hurtigt oplevede jeg også en god respons på mine skriverier og billeder - og den slags forpligter. Så nu kører toget derudaf.
Min brugerstatistik viser, at der i det forløbne år er flere end 4000 læsere, der har logget ind på Dovregubben. Af dem er de cirka 60 procent gengangere, mens 40 procent kun besøger bloggen en enkelt gang. De 60 procent fordeler sig på cirka 1600 læsere, der har været inde på bloggen to eller flere gange. I øjeblikket er det aktuelle besøg pr. dag mellem 30 og 50. Gennemsnitligt bruger læserne godt to minutter på siden, og de læser på den tid knap to indlæg.
Mange har fundet vej til bloggen via søgemaskiner. De mest brugte ord i den forbindelse er lutefisk, ost, ryper, zeppeliner, air greenland og grandiosa. Det tyder på stor interesse for de kulinariske emner, og jeg kan da tilføje efter sidste uges artikler om kantareller, at det allerede nu ser ud til, at denne dejlige svamp kommer til at lokke endnu flere til bloggen.
Geografisk stammer hovedparten af læserne fra Danmark, Norge, Grønland og Sverige i den nævnte rækkefølge. USA og Canada er pænt repræsenteret ligesom Tyskland og Holland - og så har der været enkelte besøg fra så eksotiske steder som Sydkorea, Puerto Rico og Seychellerne. I alt 40 lande er på listen.
Den morsomste reaktion fik jeg en dag, da jeg blev ringet op af en medarbejder fra forbrugerbladet Tænk, der var blevet inspireret til at skrive en artikel om broderfolkets pizzavaner som følge af min artikel om dette spændende emne. Artiklen i Tænk er desværre passwordbeskyttet, men prøv at klikke her.
Jeg vil gerne takke alle læserne for det første år og fordi I læser med. Som sagt - det forpligter, men fornøjelsen er helt på min side, så jeg vil lægge mig i selen og tage et år mere med Dovregubben.

Ha' det
Jesper

Grandiosa

Jeg fik pizza til aftensmad i dag. Det viser, at jeg er en pæn og velintegreret indvandrer i det norske samfund. For det er faktisk sådan, at hver eneste nordmand i gennemsnit spiser 50 pizzaer om året. Ja, man mener faktisk, at Norge er det land i verden, hvor der spises flest pizzaer.
Noget af det første man lægger mærke til i norske supermarkeder er frysedisken med pizzaer. Hvor pizzaerne i Danmark kun lægger beslag på en mindre del af en køledisk, ja, så er der her en hel køledisk bare med pizza.
En meget stor del er nationalpizzaen Grandiosa, der er et helt begreb heroppe - nærmest synonymt med pizza. Det er så stort et hit, at man i pladeforretningerne kan købe cd'er med sangene fra Grandiosas reklamefilm. Så er der også produktvarianten Grandiosa Full Pakke, der vel nærmest kan oversættes som en "pizza med det hele". For nordmændene har også udviklet deres helt egen pizzakultur, hvor dette fine stykke italiensk kogekunst sovses ind i rømmedressing. Fortæller man dem, at det er det eneste sted i verden, hvor man bruger dressing til pizza, ryster de skeptisk på hovedet og siger, at det tror de i hvert fald ikke på.
Jeg hørte for en del år siden en italiensk pizzakok fortælle i norsk radio, at hvis hans mor vidste, hvordan man spiser pizza i Norge, ville hun rotere i sin grav.
Pizzaerne holder ikke bare til i frysediskene. Stort set hver eneste cafe og beverdingel over det ganske land er i stand til at diske op med en eller anden pizzavariant, hvis gæsterne skulle få lyst til at spise.
Pizzaspiseriet har også haft den pudsige effekt, at man i Norge kan købe peperoni-smørreost - et produkt jeg ikke mindes at have set andre steder i verden.
Der er ikke rigtig nogen, der kan forklare, hvorfor pizza er så populært. Mit gæt er, at pizza - og her især Grandiosa - er særdeles billig mad. De kan som regel fås på tilbud til halv pris - sådan en 30 - 40 kroner. Jeg købte en kasse med 10 Grandiosa i OBS for 150 kroner - og det er billigt i et land, hvor en lille bakke leverpostej koster 25 kroner.
Nu er det jo ikke gjort med selve pizzaen. De fleste nordmænd bygger som regel videre på den frosne model med lidt ekstra fyld og masser af ost - for her i landet skal en ordentlig pizza helst minde om en ostefondue.
Jeg byggede også videre på dagens Grandiosa - lidt ekstra fyld i form af en stærk spegeskinke og så lidt ekstra ost. Som man kan se, ser det lækkert ud, og det smager himmelsk, men særlig sundt er det nu nok ikke. Så i morgen står den altså på almindelig mad igen.


Ha' det til vi ses igen

Jesper