Julestjernen

I alle grønlandske hjem, hvor børnene har været søde i det forløbne år, kommer nissen på besøg natten til første søndag i advent for at hænge julestjernen op i vinduet.
Selv om vi ikke har børn, skete det sør'me også i Straumsbukta.
Vi har ikke den store tradition for at pynte til jul, men den grønlandske tradition med den lysende julestjerne har vi holdt i hævd. Den kom lidt forsinket på plads søndag eftermiddag, og således er vi nu med i ræset frem mod juleaften.
I Grønland er det også en tradition, at alle går rundt den første søndag i advent og trykker på næven med et Jullimi Pilluarit - Glædelig Jul. Det ønsker vi naturligvis også til alle venner og bekendte fra fjern og nær - og det strækker vidt. I følge Google Analytics har denne blog læsere i blandt andet USA, Sydkorea, Spanien, Holland, Tyskland og selvfølgelig Norge, Danmark og Grønland.

Jullimi Pilluarit
Dina og Jesper

Døde zeppelinere

Tilsyneladende en forladt mast på en strandeng i Vadsø. Men i virkeligheden et vidnesbyrd om, at der en gang var folk, der ville give alt for at blive de første til at flyve over Nordpolen. Noget der i dag er en hverdags begivenhed for det danske flyvevåben.
Eventyreren Roald Amundsen, som der hænger et billede af i de fleste norske klasselokaler, var den første mand på Sydpolen. Han var i det hele taget sygeligt besat af at være den første til hvad som helst, og i 1926 lykkedes det ham at samle penge til en zeppeliner-færd over Nordpolen med luftskibet Norge.
Med på turen var blandt andet luftskibets konstruktør italieneren Umberto Nobile. De lettede fra Svalbard 11. maj 1926 og var over Nordpolen efter blot 16 timers flyvning. Herefter fortsatte de til Teller i Alaska og blev dermed også de første, der fløj hele vejen til Amerika.
I 1928 forsøgte Nobile sig igen med luftskibet Italia. Turen gik galt og besætningen strandede i Polarhavet. Roald Amundsen hyrede et fly for at lede efter Nobile. Tre timer efter starten hørte man fra Amundsen for sidste gang. Senere blev der fundet enkelte vragdele ved Bjørnøya, der bekræftede, at Amundsen havde mødt sin skæbne i ishavet. Umberto Nobile og mandskab blev senere fundet og reddet. I dag er der en mindeplade for den mislykkede redningsaktion på Prostnesset i Tromsø - byens rutebilsstation!
Når zeppelinerne taxi'ede til Svalbard, var sidste stop på fastlandet zeppelinerstationen i Vadsø. Masten, som blev brugt til at fortøje de store luftskibe med, findes den dag i dag. Oven i købet forsynet med en fin rød lampe i toppen, så ankommende fly til lufthavnen i Vadsø ikke flyver ind i den. (Det gamle billede er lånt fra Vadsø museum.)
Forleden kunne Grønlands kommando meddele, at et af det danske forsvars Challenger C168-fly den 17. 0ktober overfløj Nordpolen som led i den almindelige suverænitetshævdelse i området. Det sker nogle gange hvert år.
I morgen er det atter hverdag. Måske skal jeg en tur til Oslo i løbet af ugen.

Ha' det
Jesper

En tur i svovlpølen

Så har man også prøvet det. Badet i svovlpølen. Nærmere kan man vel ikke komme det indremissionske helvede. Og for at være helt ærlig. Jeg nød det, så nu ser jeg frem til Dommens Dag med stor fortrøstning.

Turen til Island gik godt. På den sidste dag blev der tid til at lege turist og besøge den Blå Lagune. Dette smukke navn dækker over en pøl med 40 grader varmt mælkeagtigt lyseblåt vand, som vælter op fra den islandske undergrund. Det er ren kemi, men har en helbredende virkning på blandt andet psoreasis. Også almindelige normalt-raske kan have glæde af et bad i lagunen. Bunden er dækket af silicium-mudder, der er godt til en rensende ansigtsmaske! Så da jeg steg op af badet følte jeg mig ren og renset som en nyfødt baby. Og varm helt ind i den inderste sorte sjæl.
Ellers må jeg sige, at Vestisland - området mellem Keflavik og Reykjavik ikke er det mest charmerende sted på jorden. Et goldt, fladt landskab af størknet lava. Et enkelt sted langs motorvejen til Keflavik væltede svovldunsterne op af jorden i en sådan grad, at alle i bussen begyndte at kigge mistænktsomt på hinanden, mens næseborene diskret rynkedes.

Klimaet er heller ikke noget at skrive om. Koldt, vådt og blæsende, men jeg oplevede da to eftermiddage med sol.

Selve Reykjavik er en storby af værste slags med popsmarte cafeer og smukke modeller (hende der Bjørk må de have fundet nede i kælderen). Afstandene i byen er så store, at det vil være umuligt at leve uden islændingenes foretrukne transportmiddel - en stor, skinnende ny firhjulstrækker. Prisniveauet er voldsomt, men såmænd ikke værre end i. Folk er generelt flinke, men ligesom i Grønland skal man nu ikke tage det så alvorligt, når de lover noget. Blandt andet lykkedes det mig ikke at formå hotellet til at gøre noget ved det defekte fjernsyn, jeg havde på værelset - men de lovede da hver eneste dag at gøre noget ved det.

Nok om Island. Solen skinner uden for - så jeg vil ud og sætte vintergækker og krokus i græsplænen, så vi har noget at glæde os over til foråret. Dina har netop taget de sidste morgenfruer ind.

Hav en god uge.

Jesper