Ost for feinschmeckere

Norsk ost er en ualmindelig kedelig oplevelse. Det har jeg skrevet om før, og det er et synspunkt, jeg bestemt ikke står alene med. Det stod lysende klart for mig onsdag formiddag.
Hver formiddag klokken 10 mødes vi i en lille kaffeklub, som består af Polarinstituttets klimagruppe og Arktisk Råds sekretariat. Her havde jeg mandag begejstret berettet om al den ost, som jeg havde slæbt med hjem fra weekendens besøg i Danmark. Men nu er 45% Danbo jo et ukendt begreb for udlændinge, så for at højne den gode smag blandt kollegerne bød jeg onsdag på et diminutivt ostebord med lidt Danbo, dansk rugbrød og hjemmeavlede radiser.
Det var et virkeligt hit, men der var altså heller ingen nordmænd på arbejde den dag. Kun kolleger fra Tyskland, England, USA, Finland og Holland. Og prøv lige at se min hollandske kontornabo Margot, som hun fylder sig med ost. Det er hende i den ,gule trøje, og hun er i øvrigt også ivrig blogger. Nummer to til højre for hende er tyske Gerit, post doc, der tilfældigvis havde fødselsdag i går. Jeg ved ikke lige præcist om det var på grund af den gode ost, men hun var da rørt til tårer over, at der var nogen, der huskede hendes fødselsdag.
Jeg begik i øvrigt en rigtig freudiansk fortalelse, mens vi sad og snakkede ost. Sproget er jo engelsk og i stedet for Norwegian cheese kom jeg - sikkert med en venlig tanke til The Beatles - til at sige Norwegian Wood. Alle var sådan set enige om, at der ikke er den store forskel på norsk ost og så, ja, netop træ... Jeg havde medbragt min osteskærer, og man mente i hvert fald, at strengen ville knække, hvis jeg brugte den på en norsk ost. Og det er jo sikkert ikke tilfældigt, at det er nordmændene, som opfandt ostehøvlen!
Det er jo en sand fornøjelse, når det, man sætter på bordet, bliver værdsat - og det blev det. Og således beriget kunne vi begive os tilbage til dagens arbejde.

Ha' det
Jesper