En sang om frihed

Forleden stod jeg op ved fem-tiden for at nyde morgensolen foran garagen. Jeg satte mig godt tilrette med en kop kaffe, askebæger og en god bog i min bedste havestol og nød solen i fulde drag.
Efter få minutter blundede jeg lige så stille. En halv times tid senere vågnede jeg ved at høre skridt, der nærmede sig.
Det viste sig at være naboens kalve, som var på springtur. De havde tydeligvis en herlig tid med masser af sidespring, mens de traskede ned mod selve Straumsbukta.
Det kan selvfølgelig undre, at de gad tage en springtur - et sådant projekt er jo dømt til at mislykkes, når man er en ung kalv. I øvrigt går kalvene på en mark, der må være ethvert kreaturs drøm om en himmel med meterhøjt saftigt, grønt græs. Men som bekendt er naboens græs altid grønnere - og i øvrigt er der jo intet som den berusende følelse af frihed.
To timer senere var springturen forbi. Naboens teenage-unger var blevet purret - sikkert adskillige timer før normal "teenage-stå-op-tid" - og havde fundet kalvene i den anden ende af landsbyen. Kalvene blev håndfast, men dog adstadigt gennet tilbage til de vante marker.
Jeg noterede i øvrigt, at de unge mennesker styrede kalvene med de plastikstave med reflekser, som vejvæsenet ellers bruger til at markere vejen med. Gad vidst, om der nogen sinde er nogen, der har tænkt på, at plastikstavene er velegnet til det formål? I hvert fald stemmer det meget godt overens med vejvæsenets beklagelser i de lokale media, hvor man netop besværer sig over, at plastikstavene bliver stjålet i stort tal.

Ha' det
Jesper