Brandalarm

Da jeg sidste forår begyndte i mit nye job, flyttede jeg ind i et kontor for enden af en lang, lang gang i Norsk Polarinstitutts lokaler på sjette etage i Polarmiljøsenteret i Tromsø. Det var et pænt, lyst og stort kontor med nye møbler, som jeg absolut ikke har haft noget at udsætte på.
Der var bare en lille ting - på knagerækken hang der en selvlysende grøn vest med teksten "Brandvern". Hen over sommeren spurgte jeg flere gange til vesten, uden at nogen rigtig kunne forklare, hvorfor den hang der. Men i november kom der endelig en forklaring. Det viste sig, at Polarmiljøsenterets sikkerhedsorganisation havde udset mig til at være brandvagt. Der var jo noget med, at jeg var gammel spejder og så videre...
Således hårdt presset indvilgede jeg da også i at påtage mig det ansvarsfulde hverv. Et par dage senere mødte en alvorsfuld mand klædt i sort arbejdstøj fra Statsbyg op på mit kontor og satte mig i løbet af et par timer ind i mine pligter.
Resultatet er, at jeg nu omkring den første i hver måned render rundt med blanketter og skriveplader og tjekker branddøre, brandslukkere, nødudgange med mere.
I dag gik alarmen så. Efter lidt overvejelser og en slurk kaffe, mens jeg tænkte, at den da godt måtte holde op igen, gik jeg i gang med at genne alle kollegerne ud kontorerne og ned ad brandtrapperne. Det gik planmæssigt og på midten af gangen, mødte jeg de to andre brandvagter på etagen - iført deres grønne veste, som jeg havde glemt i skyndingen. Så et hastigt tjek igennem gangene en gang til og ned til bagudgangen. Her var jo samlet alle de kolleger, som jeg havde gennet ud, og nu var opgaven så at få dem over til hovedindgangen, hvor alle brandvagterne skulle melde de forskellige dele af bygningen klar.
I mellemtiden var brandbilerne ankommet og røgdykkerne myldrede ind. Det tog sin tid - i hvert fald en kvarters tid, inden det gik op for mig, at der var tale om en øvelse! Sådan er det at være et lille hjul i en stor mekanisme - man får kun den information, der er strengt nødvendig.
Men, øvelsen forløb fint - så nu ved vi, at vi kan, hvis det en gang bliver alvor.
Jeg nåede i øvrigt at få fundet min fine grønne vest, men jeg glemte desværre mit kamera i skyndingen. Derfor den fine lille illustration af en brandmand, der så vidt jeg kan skønne, er i gang med at starte en brand. Illustrationen er lånt fra Korsbæk Tidende.
Nu er det weekend, så vi kan slappe af igen.

Ha' det
Jesper