tirsdag den 4. marts 2008

Naapitta

Dina har efterhånden fået opbygget et solidt netværk af grønlændere her i Tromsø. Det er blevet så stærkt, at de er blevet enig om at lave en grønlandsk forening.
Der var stiftende møde tirsdag aften på fiskerskolen - den hedder vistnok fiskerihøjskolen, når det skal være fint. På mødet blev der diskuteret planer for fremtiden, vedtægter og hvad man ellers diskuterer ved den slags lejligheder. Foreningen fik også et navn - Naapitta - der betyder: "Lad os mødes", og det er jo et ganske præcist navn, som rammer essensen af mange foreningers eksistensberettigelse.
Der blev selvfølgelig også valgt en bestyrelse, og jeg kan nu bryste mig af, at jeg deler seng med en formand. Noget Dina jo tidligere har prøvet...
Foreningen regner med, at kunne højne kendskabet til Grønland blandt andet gennem foredrag. Noget der er et stort behov for. Taget i betragtning at Norge en gang har gjort voldsomme territoriale krav på verdens største ø, er kendskabet til det moderne Grønland rystende lille blandt nordmænd. Jo, de ved selvfølgelig, at Nansen var den første, der krydsede indlandsisen på ski, men at der bor færre mennesker end i Tromsø, og at man ikke kan køre mellem byerne kommer som en stor overraskelse for de fleste.
Men når talen falder på Nansen, ja, så får nordmændene blanke øjne og røber, at deres hemmelige drøm er at gøre ham bedriften efter. Personligt - og der tror jeg, at fleste grønlændere er enig med mig - finder jeg det temmelig tåbeligt at rende rundt på ski oppe på indlandsisen, hvor der ikke er noget dyre- eller planteliv.
Men sådan har vi jo alle vores små særheder.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: