Populærmusik fra Karasuando

(Husk at billederne er klikbare)

















Efter godt syv timers kørsel var vi hjemme i Straumsbukta igen lørdag ved halvfiretiden. Vejret var herligt med høj sol, så der kunne lige blive til en halv time i havestolen, inden vi tømte bilen.
Natten til lørdag overnattede vi i Karasuando - en grænseflække ved Tornelven og grænsen mellem Sverige og Finland. Det er sådan et rigtigt kulturelt blandingssamfund, som Mikael Niemi beskriver i Populærmusik fra Vittula. Folk taler svensk, finsk og samisk i en stor herlig kaudervælsk blanding.
Lørdag morgen stod jeg op med solen for at fotografere morgenstemningen ved Tornelven. Det var rasende koldt her midt i Lappland - 33 graders frost viste termometret i bilen. Men der kom et par flotte billeder ud af anstrengelserne.
Blandt knivkendere er Karasuando noget af et navn - for det er her, de berømte Karasuando-knive kommer fra (det er de der sameknive, som kan købes i de fleste nordskandinaviske souvenir-butikker til en mindre formue). Jeg har selv bygget et par sameknive med blade fra Karasuando-fabrikken, der holder til i en undseelig barak ved siden af den svenske kirkegård.
Hjemturen foregik langs grænsen på den finske side med grænseovergang til Norge i Kilpisjärvi. Butikken ved grænsen var fyldt med nordmænd, som var i Finland for at købe billigt kød - og jeg mødte da også et par kendte ansigter, som havde været på tur til Finland for at køre scooter - snescooter. I både Sverige og Finland er scooterne et populært rekreativt transportmiddel, mens der er utal af begrænsninger på brugen i Norge - og man taler endda om helt at forbyde snescooterne. I det hele taget er overgangen til Norge som at træde direkte ind i stenalderen. Væk er alle snescooterne og vejstandarden er generelt lavere. Både i Finland og Sverige er vejene i disse områder velholdte og trukket efter en lineal, mens de norske veje er af en væsentlig dårligere standard. Men retfærdigvis skal det altså også med, at topografien er noget mere kompliceret i Norge end det flade Lappland. Og så er der lige det med fartgrænserne. I Sverige generelt 110 km/t uden nogen kontrol, mens man 500 meter inde i Norge på en helt lige vej møder den første automatiske kamera-fartkontrol og de fleste steder begrænsning til 50, 60 eller 70 km/t. Men pænt er der da mellem de norske fjelde.
Nu skal der rekreeres de næste dage.

Ha' det
Jesper