søndag den 30. marts 2008

Nyt fra foderbrættet

Den 15. marts så jeg årets første grøniriskpar. De har det imidlertid med at være på foderbrættet i morgentusmørket, så der er ikke rigtig kommet nogle fotos ud af det. I dag tror jeg, at de måske er blevet lidt forvirret af sommertiden, for ved 9.30 var de pludselig på plads. Hele tre af slagsen, og som det ses, er den ene af dem oven i købet ringmærket.
Billederne er lidt flade i det, men det afspejler udmærket vejret, som det har været hele dagen. Gråt, lunt, cirka fire grader og lidt sne i luften hele tiden.
Men igen en af de dage, hvor det kan være svært at gå indendørs, når man først er kommet ud. Så jeg benyttede lejligheden til at snedkerere et par stærekasser med et behørigt antal kaffepauser af en passende længde. Desuden har jeg lavet et fast anlæg til et af mine kameraer. Hvis det viser sig at virke efter hensigten, er det min plan at lave flere faste anlæg, så jeg blandt andet får mulighed for at fotografere med længere exponeringstider uden at skulle bakse med stativ. Det vil sandsynligvis kunne løse et problem som det med gråvejret i dag, ligesom jeg må erkende, at det somme tider kniber med at stille ordentligt skarp i en fart med de efterhånden halvgamle øjne, jeg har.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: