Det stora ödet

Så er vi ankommet til Kiruna på vores lille mini-påskeferie. Turen gik godt gennem noget af den mest fantastiske vinternatur. Næsten 400 km på veje, der blev mærkbart bedre, da vi passerede grænsen til Sverige - svenskerne er åbenbart ikke så fremmedgjorte over for biler som nordmændene, der nærmest får dårlig samvittighed over at køre bil, hvis man ellers skal tro politikerne, som mener, at ægte norske værdier trives bedst på træski med snorebindinger og kavringer i rygsækken.
Lige efter at vi havde passeret Riksgrænsen mødte vi til Dinas store begejstring et reingjerde, hvor samerne var i gang med at øremærke renerne. Jeg har oplevet det tidligere, men det var første gang, Dina så det - og det var bestemt en stor oplevelse.
Til gengæld gik de sidste 50 km til Kiruna gennem et temmelig ensformigt tundralandskab. Det som Gunvald Larsson så smagfuldt kalder lappehelvedet i en af Sjøval/Wahlöö's bøger. Vi andre kan jo mere neutralt kalde det "Det stora ödet" med et godt svensk udtryk. Eneste højdepunkt var en lille flække med det malende navn Håmojåkka - jeg formoder, at det er her, alle samebøsserne holder til.
Sidste billede er udsigten fra hotellet over mod malmbjerget. Som det ses, har solen lidt svært ved at trænge igennem et let snevejr. Temperaturen er cirka -10 grader.
I morgen skal vi på Systembolaget og købe billig svensk vin - tænk sig, at det skulle komme dertil.

Ha' det
Jesper