Kig godt på billederne her - for her ser du en sort ibis.
Normalt holder den til ved blandt andet Nilens bredder. Men den her er faret godt og grundigt vild og går nu rundt i fuglereservatet ved Tisnes uden for Tromsø. Her har den fundet en lille dam midt i en stor hestefold, hvor den går rundt og fouragerer. Tilsyneladende ved godt mod og uden at tage notits af den ret voldsomme furore, den har voldt blandt det nordnorske fuglefolk. Det lykkedes mig at komme ret tæt på, men på cirka 25 meters afstand gik den i luften og flyttede sig 20 meter bagud.Den har nu holdt til i området i et par uger - og rygterne vil vide, at den har en artsfælle på en af de andre småøer her i det nordnorske fjordsystem.
Men timeglasset er ved at rinde ud. Den sorte ibis lever af insekter og padder - og når først frosten sætter ind, er der ikke meget af den slags at finde her i Nordnorge. Så hvis den er en smart fugl, så skal den altså snart til at vende næbbet sydover.
Fredag eftermiddag vender jeg selv næsen sydover - og håber at nå at få del i den sensommer, der stadig skulle være tilbage i Danmark. Lad os håbe, at ibissen får den samme ide. Vi har masser af plads til den ved Gjøldæmningen, hvis jeg må være så fri at friste.
Det er anden gang. jeg skriver om den sorte ibis. Du finder det første indlæg her.
Ha' det
Jesper
torsdag den 17. september 2009
Sort ibis II
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
9/17/2009 08:23:00 PM
0
kommentarer
Norsk høst
Det norske ord for efterår er høst - og det lyder umiddelbart da meget tilforladeligt.
Men fra morgenstunden af var der ingen tvivl. I dag mener vejrguderne det alvorligt. Kalenderen siger efterår - og det kan mærkes.
Da jeg kørte på arbejde var temperaturen nede på fire grader - og der blev den forresten en god del af dagen. Men ved fyraftenstid satte det ind med iskold slagregn og slud. Temperaturen nærmede sig alvorligt nul. Da skyerne et kort øjeblik åbnede for den store udsigt, var fjeldtoppene dækket af sne.Jeg måtte flere gange deaktivere bilens glatføresensor - og have godt gang i viskerne, da jeg kørte en tur til Tisnes for at kigge på fugle. Fuglene er omtalt andetsteds, men her skal vi fokusere på efterårets farver. For i virkeligheden er der intet, der kan være så bjergtagende smukt som naturens farver.
Når den iskolde vind giver løvet sit dødskys, glider der en klædelig rødmen over bladene, inden de krøller sig sammen og dør. Mest rød af dem alle er pudsigt nok blåbærbuskene, som har beriget os med dejlige, søde, saftfulde, antioxidant-struttende blå bær i den seneste måned. Måske har de blåsorte bær suget alle andre farver end den røde ud af den lille busk?
Også birketræerne er godt med i efterårets farverige ophørsudsalg. De går over i den gule farve, som signalerer udsalg, lang tid før de øvrige løvtræer og tiltrækker sig på den måde en særlig opmærksomhed - som om det ikke er nok med de hvide stammer.I det hele taget er efteråret et prægtigt skue - men det er vinteren, foråret og sommeren forresten også. Hver tid har sine glæder og sorger - så lad os da fornøjes ved, at vi befinder os i en del af verden, hvor det aldrig bliver kedeligt at kigge ud ad vinduet.
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
9/17/2009 07:55:00 PM
0
kommentarer
Etiketter: antioxidant, birk, blåbær, Tisnes
mandag den 29. juni 2009
En søndag på Tisnes
Selv om Tromsø ligger 700 km nord for polarcirklen, er vi i grænselandet mellem arktisk og tempereret klima. Der er enkelte planter, som er typisk arktiske, men vi er alligevel under trægrænsen og de fleste planter er de samme, som vi f.eks. kender fra Danmark.
Da jeg kørte hjem fra Straumsbukta søndag eftermiddag, slog jeg et slag forbi Tisnes - en lille halvø mellem Tromsø og Straumsbukta, hvor jeg fangede disse sommerstemninger.
Som man ser, er det jo en typisk dansk sommerdag med vild kørvel og engblomme som nogle af de dominerende planter. Vi er langt fra tundra og Finnmarkens birkekrat.Men tag så lige et kig på det nederste billede. For midt i det hele er et stort hvidt område. Det er kæruld - og det er i hvert fald en arktisk karakterplante - om nogen. En af de store folkeskoler i Nuuks centrum hedder Ukaliussaq-skolen (USK i daglig tale). Det betyder kæruld og afspejler det faktum, at i sommerperioden er kærulden en af de mest dominerende plantearter i Nuuk-området.
Vi er ikke i Arktis, men det er sørme tæt på!
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
6/29/2009 11:37:00 PM
0
kommentarer
Etiketter: Danmark, engblomme, kæruld, Polarcirklen, Straumsbukta, Tisnes, Tromsø, vild kørvel
tirsdag den 3. februar 2009
Fint skal det være
Det er svært at undgå at tænke på "Fint skal det være", nu hvor årets første hyacinter blomstrer her i køkkenet i Straumsbukta.
Duften er overvældende, og jeg kan sagtens forestille mig den duft, hvis altså der var duft på fjernsynet, hver gang fru Hyacinth, Buckeeey, Lady of the house speaking, dukker op.
Men bortset fra det, så er hyacinten en rigtig dreven forårsbebuder, der kan drive det vidt - flere måneder forud sin tid.
Det er nemlig en af de blomster, som det er allernemmest at drive frem - lang tid før tiden. Disse her har stået i kartoffelkælderen siden efteråret, køligt og i mørke. Egentlig var det meningen, at de skulle have spredt lys og duft omkring juletid, men da vi tog på ferie, fik de en ekstra måned i kælderen. Da vi kom hjem, var bladene næsten udvokset, så vi tog dem op i køkkenet. De første dage var bladene hvide som maddiker, men som det ses, er de nu blevet pænt grønne. Og så her i nattens løb begyndte de så blomstre og minder os om det forår, der er på vej, men endnu nogle måneder forude.
På vej hjem fra arbejde ved halvsyvtiden mødte jeg en elg lige før Tisnes. Ved nærmere eftersyn var der faktisk tre af slagsen. Desværre havde jeg ikke kameraet med - for de er godt nok store. Sådan cirka på størrelse med en fuldblods araberhingst vil jeg tro. Jeg tager det som et forårstegn - ligesom hyacinterne.
Det er faktisk også ved at være lyst, når jeg kører ind om morgenen, så fra nu af må jeg hellere huske at have kameraet med hver dag.
Solen står onsdag op kl. 9.08 og går ned igen kl. 14.49. Det er en forlængelse af dagen i forhold til i dag på 11 minutter, så det går rigtig stærkt i øjeblikket.
Ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
2/03/2009 09:28:00 PM
0
kommentarer
torsdag den 29. maj 2008
Brushanernes parringsdans
Jeg var næppe kommet tilbage fra ferie, før jeg mødte Stein, som kunne fortælle, at jeg var kommet hjem til brushanernes parringsdans. Han have fundet en arena på Tisnes ganske tæt på vejen, hvor man kunne følge denne imponerende opvisning i maskulin forfængelighed og testoronisk pral.
Men der står selvfølgelig også en del på spil - vinderen af dette forfængelighedens marked vinder nemlig retten til at parre sig med alle hunnerne i flokken.Jeg var på Tisnes et par gange, mens det var på sit højeste, men desværre havde jeg en fejl på kameraet, så det har jeg ingen billeder af. Men onsdag eftermiddag kiggede jeg forbi igen - og da var slaget slut. Hunnerne var væk, men der rendte stadig et par hanner rundt og pustede sig op - som havde de ikke helt forstået, at slaget er tabt for i år.
Mens jeg var på Tisnes fik jeg sandelig også et billede af en dobbeltbekkasin i flugt. Man ser tydeligt, de to halefjer, som når den dykker giver en underlig nærmest lidt uhyggelig brægende lyd fra sig. Det kan godt minde lidt om en hest, der vrinsker, og det er årsagen til, at dobbeltbekkasinen i gamle dage blev kaldt horsegøg.
Og således inspireret kan jeg da også bræge et:
Ha' ha' ha' det
Jesper
Lagt ind af
Jesper Hansen
kl.
5/29/2008 05:39:00 AM
0
kommentarer
Etiketter: brushane, dobbeltbekkasin, horsegøg, Stein Ø. Nielsen, Tisnes