Humlebien skulle angiveligt ikke kunne flyve. Den gør det alligevel, fordi den ikke ved det, siges det.
Hvis det er rigtigt, så har vi i hvert fald haven fuld af uvidende humlebier. De sværmer om de blomstrende syrener som - undskyld sammenligningen - fluer om en kokasse.
Det er allesammen soldater, der kun har en eneste opgave, og det er at samle nektar - blomsterstøv - til dronningens æg og larver, så hendes gener kan gå videre til de kommende generationer. De er i dronningens klæ'r. Når de tungtlastede flyver hjem til boet, har de blomsterstøv i en tyk, tyk krans om benene. Man siger, at de har bukser på. Man kunne fristes til stilfærdigt at brumme, at de er i honningens klæ'r - for vi ved jo alle, at blomsterstøvet hos bien forvandles til den skønneste, skønne honning.
I Danmark er der mange, der har biavl som en hyggelig hobby - som et sødt bijob, men jeg må erkende, at jeg ikke har set bistader i omegnen af Straumsbukta. Men på torvet i Tromsø sælger de hjemmelavet norsk honning til 100 kroner glasset, så der er i hvert fald enkelte, der har set det som en mulighed for en god og næsten økologisk biindtægt.
Og det summer sig, som de sagde i den forlængst hedengangne Sparekasse Bikuben. Der er bare den brod ved historien, at ligesom humlebien begyndte den at flyve og kaldte sig en bank. Men da den opdagede, at den ikke kunne flyve alligevel, var det for sent - og den findes ikke mere. Lad os håbe, at humlebierne aldrig opdager sandheden om deres flyveegenskaber.
Ha' det
Jesper
