Godt nyt til svampyrerne

2009 vil blive husket som et rigtigt svampeår her i det nordlige Norge. Den norske nationalsvamp – steinsopp – står tæt som trædesten ude i naturen og lader ingen i tvivl om, hvorfor den har fået navnet Steinsopp – stensvamp.
De mange svampe er gefundenes fressen for alle svampeelskere - vi kan jo kalde dem for svampyrer. Steinsoppen er jo den, som vi kalder Karl Johan på dansk, og mange betragter den som den fineste spisesvamp overhovedet.
Og ja - den smager såmænd udmærket - men min egen favorit er nu kantarellen. De er i år blevet solgt i norske supermarkeder til priser så lave, at det ikke en gang er umagen værd at ligge på knæ en hel eftermiddag i en granskov for at samle en lille kurv. Så jeg har simpelthen købt et par kilo og slæbt dem med til Danmark. Her er de blevet ristet i smør for at få vandet ud af dem, og de ligger så klar i fryseren til at sætte prikken over i'et på nogle af efterårets vildtsaucer og gryderetter.
Forresten har jeg altid syntes, at en steinsopp eller Karl Johan mere ligner en tvebak end en sten, men sådan er der jo så meget. Fidusen ved Karl Johan er, at det er en rørhat, hvilket vil sige, at undersiden er dækket med rør i stedet for lameller. Det gør, at den ikke rigtig kan forveksles med nogen giftig svamp, så det er en god demokratisk svamp for alle. Når jeg tilbereder Karl Johan - eller dens fætter birkerørhat - plejer jeg at smide rørkødet væk og nøjes med den egentlige svamp. Der er som regel rigeligt af den og en svamp kan nemt veje et halvt kilo. Resten af kødet skærer jeg i mindre stykker, som jeg tjekker omhyggeligt - for både orme og snegle holder særdeles meget af rørhatte. Og så kan den ellers bruges akkurat som champignon. Prøv at undgå at skylle den, men tør den forsigtigt af med køkkenrulle i stedet - den tåler kun vand dårligt, så den minder såmænd også på den måde om de menneskelige svampe, jeg kender. Og ellers står der jo bare tilbage at sige: Velbekomme!

Ha' det
Jesper

En saftig dag

Det har småregnet og småblæst hele dagen og i det hele taget været en rigtig nasset dag at være ude i. Jeg havde ellers haft skumle planer om at tage ud og fiske - og så måske lige gå en tur op i skoven for at tjekke om ikke snart, det er kantarel-tid.
Sådan skulle det ikke gå. Så i stedet har den stået på huslige sysler. Jeg havde købt et par bakker billige, småmugne ferskner. Dem forvandlede jeg til en af mine specialiteter - ferskenmarmelade. Det er sådan en delikatesse, der virkelig giver points hos Dina, så hvad gør man ikke?
Sidenhen tømte jeg fryseren for ribs fra sidste år - der er forhåbentlig snart nye ribs. Først lavede jeg en liter sukkerfri saft, som jeg allerede juleaften havde lovet min mor, som bruger det i rødkål. Og da jeg var i gang kunne jeg lige så godt fortsætte med at omsætte resten af de røde ribs til mere saft - dog med sukker i denne gang. Resultatet blev så godt, at Dina syntes, at det fortjente et billede og omtale på bloggen, så det være hermed gjort.
I skrivende stund - og nu jeg har grejet fremme - er jeg ved at forvandle en pose hvide ribs til gele. Det bliver altså det rene guf, tør jeg godt love.

Ha' det
Jesper