tirsdag den 23. oktober 2018

Kartoffelferie

Guld og kartofler for enden af regnbuen


I gamle dage hed efterårsferien kartoffelferie, men det er et udtryk, der næppe giver mening for vore dages overbeskyttede ungdom, for hvem denne ferie måske nok er ensbetydende med et besøg på landet, men ikke med en uge tilbragt på knæ med at tage kartofler op.

Stordrift og maskiner har holdt deres indtog i landbruget - og det skal man nok ikke græde over. For lige så hyggeligt det kan være at hente sine egne kartofler, lige så uhyggelig vil udsigten til at tømme en hel mark i møgvejr også synes - trods alt.

I øvrigt er kartofler jo ikke bare en basal fødevare længere. Mange af landmændene dyrker kartofler til industrielle formål. Kartoflerne bliver populært sagt brugt til kartoffelmel, der er ren stivelse- og det er et efterspurgt produkt i vore dage. Det drejer sig ikke bare om lidt kartoffelmel til at jævne rødgrøden og fjerne pletter fra gulvtæppet, men er en vigtig ingrediens i mange sammenhænge. Selvfølgelig i fødevarer, men også for eksempel når man producerer papir.

Mange mennesker er i dag modstandere af tilsætningsstoffer i maden, men her skal måske tøve en kende. For kartoffelmel er også et tilsætningsstof og har endda sig eget e-nummer. Alle e-numre, der hedder noget med 1400 stammer fra kartofler - og så er det måske ikke så galt endda.

Her på Øland er der flere landmænd, der er begyndt at producere industrikartofler med højt stivelsesindhold. Det er gode mosekartofler, der kan suge en masse sovs - og så er der mange af dem. Som for eksempel på denne mark i Vesterby, som jeg passerede forleden - og som viser, at der er guld for enden af regnbuen.

Man kan læse meget mere om kartofler og stivelse på kartoffelinfo.dk

Ingen kommentarer: