Alberti-skalaen

Teoretisk svindel og bedrag

Peter Adler Alberti.
Foto: Wikipedia

Alt skal måles og vejes i vore dage. Når jorden ryster og bæver, måler vi det på Richterskalaen, og når naboen larmer, hedder det decibel. Vi har kroner og ører, meter, liter, kilo, pint, gallon og på godt gammeldansk en genstand.

Men vi savner en måleenhed for svindel. En måleenhed der kan bruges til at sætte svindelen i perspektiv og være guideline, som det hedder på moderne dansk, for både myndigheders og pressens håndtering af svindelen.

Derfor vil jeg foreslå, at vi indfører måleenheden alberti. På den måde kan vi hylde en af landets store sønner (i bogstaveligste forstand; han vejede 150 kg), justitsminister gennem syv år Peter Adler Alberti, der fik herostratisk berømmelse, da han i 1908 meldte sig selv for underslæb i størrelsesordenen 15 millioner kroner.

Beløbet svarer i vore dage til cirka en milliard kroner, og der er ingen tvivl om, at det var svindel i verdensklasse.

Hvis vi nu sætter svindel for en milliard til 1 alberti, så følger det, at en anden notorisk bedrager, Stein Bagger, også opnår 1 alberti på vores svindelskala, hvorimod den meget omtalte Britta Nielsen, der angiveligt har fusket med satspuljemidlerne kun scorer 0,1 – og altså i den store sammenhæng må betragtes som en ganske beskeden og almindelig småsvindler. Det er naturligvis fortsat moralsk angribeligt, men i den store sammenhæng ganske ubetydeligt.

Andre berømte danske svindlere som Kurt Thorsen scorer 2 alberti, og Nordisk Fjer-kongen Johannes Petersen henter sig et flot 3-tal. Men ingen af vore kendte svindlere kommer i nærheden af de internationale banker, der nu er under mistanke for at have lænset 410 milliarder kroner fra en række statskasser. Her må vi bare sige, at med 410 alberti er der ingen over og ingen ved siden af. ”Capo di tutti capi” som det hedder på mafiask.

I øjeblikket er der en del bevågenhed om det islandske luftfartsselskab Primeras nylige konkurs, hvor det viser sig, at der næppe er en krone i kassen, selv om selskabet solgte billetter helt op til konkursen. Det ender nok med endnu et 1-tal på alberti-skalaen.

 I det hele taget har islændingene et noget blakket ry for at tømme pengekassen i sidste øjeblik, hvilket som bekendt endte med den islandske betalingsstandsning (nogle vil sikkert kalde det statsbankerot) i 2008. Her kan man nok tale om en form for social arv. For 100 år tidligere var sagaøen jo stadig en del af det danske rige, da justitsministeren meldte sig selv. I øvrigt var Alberti den sidste danske minister for Island.

Der er den indlysende administrative fordel ved at bruge alberti som måleenhed for svindel, at hverdagens små forglemmelser og detaljer i kørselsregnskabet praktisk taget ikke giver udslag på skalaen. Det betyder, at myndighederne kan koncentrere indsatsen om de virkelige svindlere.

Det har længe været stødende for min retsfølelse, at myndighederne med stor nidkærhed forfølger danske statsborgere med småfejl i selvangivelsen, samtidig med at store udenlandske bankvirksomheder tilsyneladende uden videre dokumentation får milliarder refunderet.

Nu kan alberti-skalaen næppe stå alene, når man rent teoretisk vurderer svindel. En række andre skalaer bør også defineres – for eksempel graden af juridisk kompleksitet i svindelen (1 djøf), evnen til at ignorere advarselstegn (1 MF) og ikke mindst graden af opfindsomhed (1 egonolsen).

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 26. oktober 2018