Gammelsmølf

I byen med de unge...

Egentlig generer det mig ikke, at jeg efterhånden uden overdrivelse er det, man med et pænt ord kan betegne som en halvgammel svend - og dog...

Fredag aften var jeg en tur på Studenterhuset i Aalborg for at skrive og fotografere til en koncert med det populære grønlandske band Nanook - og her følte jeg altså virkelig alderen trykke. Ikke alene var jeg med stor sandsynlighed den ældste person i det ungdommelige miljø, men jeg har også med alderen fået det sværere og sværere ved at være tæt på mange mennesker i en mørk, varm og beklumret koncertsal. Det synes jeg altså ikke er sjovt længere.

Oven i købet tvinger fotografrollen mig jo til en temmelig aggressiv fremfærd for at være tæt på scenen og de gode billeder. Det er sådan set bare om at lægge de fine fornemmelser til siden og så stagedive ind i menneskemængden. Til en koncert er lydniveauet så betydeligt, at det giver slet ikke mening at spørge høfligt, om man måske lige kan få lov til at komme forbi. Som den navnkundige amerikanske pressefotograf Robert Capa i sin tid sagde: "Hvis billedet ikke er godt nok, er det fordi du ikke er tæt nok på...".

Og så er det forresten temmelig bøvlet at skifte objektiver og indstille flash, når man står midt i en mere eller mindre beruset og begejstret menneskemængde. Det er bare med at gøre sig bred og så lade være med at tage hensyn til, hvad andre tænker om mig i situationen.

Læg dertil, at det foregår om aftenen lang tid efter min normale sengetid, så det var med en vis lettelse, at jeg ved 23-tiden kunne sætte kursen ud af den store by og meditere lidt i bilen på vej hjem ad de små veje mod Øland - med slukket bilradio, ikke et eneste menneske i mange meters afstand og den dejlige lune løvfaldssommervind ind ad vinduet.

Men idolerne hoppede og sprang. Jeg fik, hvad jeg kom efter - og historien kom i avisen. Man må som bekendt ofre sig for kunsten...