tirsdag den 6. januar 2015

Et politisk brændpunkt

Lynkursus i Mellemøstpolitik

Forebyggende militær tilstedeværelse i en
sidegade til Tahrir-pladsen i Cairos centrum.
Politiet har et større beredskab på selve Tahrir-pladsen,
 hvis nogen skulle få lyst til at demonstrere.
- Interesserer du dig slet ikke for politik i Mellemøsten?, spurgte guiden under frokosten, da vi for nylig var i Cairo.

- Nej, svarede jeg.

- Det har jeg opgivet for længst, for det er komplet uforståeligt for normalt tænkende mennesker...

Guiden slog et skraldergrin op, selv om mit svar egentlig var temmelig kækt og nærmede sig det fornærmende.

- Det har du fuldstændig ret i, svarede han.

- Her i Ægypten havde vi det egentlig ret godt under Mubarak. Der var relativt fredeligt. Samfundet fungerede - og vi havde tilnærmelsesvis ytringsfrihed. Det største problem var, at styret var korrupt.

Fra the Egyptian Museums have er der udsigt
 til det udbrændte hovedkvarter for Mubaraks
nationaldemokratiske parti.
Det meste af Tahrir-pladsen er meget belejligt afspærret
på grund af et moderniseringsprojekt. Tahrir-pladsen
betyder Frihedspladsen. Navnet stammer fra revolutionen
 i 1919, hvor Ægypten indførte konstitutionelt monarki,
men reelt var et britisk protektorat. Tahrir blev det
officielle navn efter revolutionen i 1952, hvor Nasser
 blev landets første præsident.
- Så vi protesterede og afsatte Mubarak. Så nu har vi ingen ytringsfrihed - og styret er fortsat korrupt.

- Et skridt frem og to tilbage, konstaterede guiden, mens vi nød en veltilberedt havaborre - bars - i restauranten, som lå på en flodbåd fortøjet ved Nilens bredder ikke langt fra Tahrir-pladsen i Cairos centrum.

Tahrir-pladsen blev verdensberømt under revolutionen i 2011, for det var her ved siden af Det Ægyptiske Museum, at de store demonstrationer fandt sted - og det var også her, at Hosni Mubaraks nationaldemokratiske parti havde sit hovedkvarter.

Idyllen er nærmest grotesk mellem det smukke
museum og det udbrændte partihovedkvarter.
Efter 30 år ved magten faldt Mubarak, og pøblen satte ild til partihovedkvarteret. Siden fulgte et præsidentvalg, et militærkup og endnu et præsidentvalg - og netop nu forsøger så præsident Abdul Fatah al-Sisi at få samling på det temmelig uregerlige land.

Jeg forstår mig ikke på mellemøstlig politik -- og orker heller ikke at bruge mange kræfter på det. Men sandsynligvis forsøger al-Sisi efter bedste evne at genopbygge samfundsstrukturerne.

Tilsyneladende er der mange ting, der rent faktisk fungerer i Ægypten, men det er ikke nemt, for der er mange, der er imod - og derfor ses der overalt militær og politi på gaden i Cairo. På badestederne ved Rødehavet er stemningen betydeligt mere afslappet - omend der er mange sikkerhedschecks.

Så roligt var der på Tahrir-pladsen i kolonitiden.
I baggrunden Egyptian Museum. Billedet er fra 1941.
Foto: Wikipedia
Det giver håb for fremtiden, men det store spørgsmål er, om man kan genindføre demokratiet, så længe de religiøse modsætninger i hele Mellemøsten er så store, som tilfældet er. I det hele taget er der meget, der tyder på, at demokrati er temmelig overvurderet som styreform på de kanter og om det er muligt et etablere fredelig sameksistens mellem middelalderreligiøse strømninger og moderne, verdsligt orienterede mennesker.

Jeg tror det næppe - og jeg gider ærlig talt heller ikke bruge megen tid på det. For som guiden udtrykte det: - Et skridt frem og to tilbage.

Det må de altså selv ligge og rode med...

Efter at der nu tilsyneladende igen er ved at komme ordnede forhold i Ægypten, har Egyptian Museum store planer om en modernisering. Læs mere her.

Send en kommentar