Korte bukser og strømpeopslag
En gang spejder - altid spejder! Foto: Michael Pintzlau Vester |
De Gule Spejdere i Skørping havde bedt mig holde båltalen til gruppens nytårsparole. Det skete ved gruppens smukke bjælkehytte i udkanten af Rold Skov - og det var for mig en anledning til at mindes min barndoms spejderoplevelser i netop denne store skov.
Budskabet var det klassiske: Spejder er ikke noget, man går til - det er noget, man er. På den baggrund kunne jeg så fortælle blandt andet om den gang, spejderne stadig plukkede bøgegrene og sendte dem til norske pensionister om foråret. Det var en tradition, der blev grundlagt efter krigen af den navnkundige skovrider og spejder Jens Hvass.
Afslutningsvis tog jeg historien om dengang, panteren brød løs fra Zoologisk Have i Aalborg, mens vi var på tur i Rold Skov. Som rigtige spejdere skræmte det os ærlig talt ikke, men det var da et ekstra krydderi på turen - og stor var irritationen, da politiet nedlagde forbud mod, at vi sov udendørs.
De Gule Spejdere er et relativt ungt spejderkorps stiftet af udbrydere fra Det Danske Spejderkorps dengang i 70'erne, hvor Det Danske Spejderkorps droppede khaki-uniformen til fordel for den blå uniform.
Det var derfor et ekstra krydderi på aftenen sådan at være sammen med en flok unger, der holder fast i min barndoms spejderuniform med rigtig emalje-korpsmærke - og godt at se, at der stadig er unger, der sætter en ære i at gå med korte bukser og strømpeopslag til nytårsparolen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar