4. maj i Farsø
Paraden er en gammel tradition, der begynder med, at spejderne bekræfter spejderløftet i mindelunden for de to Farsø-spejdere, der mistede livet i kampen mod de tyske besættere - og det var naturligt for mig at mindes min egen spejdertid og også paraderne dengang. Her er min tale:
-------
For lige godt 53 år siden tog min far mig ved hånden og fulgte mig ned til spejderhuset her ved Mindelunden. Han hentede mig ikke igen – og det er jeg glad for. Det var nu nok med velberådet hu, for spejderbevægelsen fyldte meget derhjemme – og det har præget både min søster og jeg.
Jeg var klædt i en ulden blå trøje, som var ulveuniformen dengang. De, der har prøvet det, kan sikkert godt huske, hvordan ulden kradsede, hvis man ikke havde en skjorte indenunder. Uniformen var købt hos Ivar Andreassen, der havde manufakturhandel og spejderdepot oppe på Nørregade – og i øvrigt var en af de første aktive spejdere i Farsø.
Da jeg i 1966 blev fulgt herned, havde jeg naturligvis endnu ikke fået det dengang grønne emaljekorpsmærke, for det fik man først, når man bestod den såkaldte ømfodsprøve. Den dag i dag ved jeg ikke, hvorfor det hed ømfod, men det lyder da bestemt af noget særligt.
Jeg bestod ømfodsprøven efter nogle uger, hvor jeg blandt andet skulle kunne klokken, binde en sløjfe og det altid nyttige råbåndsknob. Derefter kunne jeg aflægge ulveløftet, som svarer til det spejderløfte, spejderne i Farsø aflægger i dag – og jeg var dermed fuldgyldigt medlem af spejdernes verdensomspændende fællesskab. Og det har jeg været siden, selv om omverdenen sommetider griner lidt af spejdere. Det er jo bare en flok tosser, der går rundt i korte bukser og hjælper gamle damer over gaden – uanset om de vil det eller ej.
Jeg har nu ikke brug for pædagogernes hjælp, for jeg ved bedre. Det giver nemlig selvtillid at være spejder. Når folk hører, at jeg er spejder, spørger de sommetider: Så kan du måske også tænde bål med to tændstikker??? Jeg svarer altid: - Ja, det kan jeg, men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal bruge den anden tændstik til…
Det var spejderbevægelsens grundlægger, Baden Powell, der en gang sagde, at en spejderdreng kan dobbelt så meget, som han selv tror – og ti gange så meget som hans mor tror.
Det er sandt – og det er den ballast, jeg har haft med i livet fra min tid i 1. Farsø. Det er en blind tro på, at man kan, hvad man vil – og går det galt, så nytter det ikke noget at skyde skylden på andre. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg er kommet galt afsted – og altid ofte når at tænke "det var du selv ude om" endnu inden ulykken var fuldburdet, mens kniven er på vej ind i fingeren – eller for et par år siden, da jeg smadrede min bil med et træ, jeg var ved at fælde. Inden det går galt, når jeg altid at tænke: Fjols, der dummede du dig igen – lad os håbe, at der ikke var nogen, der så det.
Alle disse uheld og gale streger er en livserfaring, der lige så stille er blevet stakket op i hukommelsen, og som jeg gerne giver videre, selv om jeg udmærket godt ved, at børn er ligeglade med, hvad de voksne siger… Derfor er den særlige spejderpædagogik – hvor børn leder børn – så uovertruffen, når det drejer sig om at gøre drenge til mænd, som vi sagde i mine unge dage, hvor 1. Farsø flok og trop var forbeholdt hankønnet.
Også i min spejdertid i slutningen af 60’erne og begyndelsen af halvfjerserne var 4. maj-paraden en del af spejderlivet her i Farsø. Dengang var der ganske vist mange flere tilskuere, for krigen var stadig tæt på – og vi kendte alle sammen levende mennesker af kød og blod her fra byen, der havde været været i fængsel eller kz-lejr under krigen. Nogle fortalte åbent om det – og det gjorde altid et stort indtryk.
For mit eget vedkommende husker jeg specielt en af paraderne – det har sikkert været i 1970, hvor det var 25 år siden, at freden kom til Danmark. Vi spejdere stod marcheret i patruljeorden her på skråningen – og pladsen nede foran var sort af mennesker og rødthvidt af flag…
En lidt underlig ting har brændt sig ind i erindringen – og det var, at der var opsat et stort højttaleranlæg, så alle kunne hører talerne og ikke mindst fredsbudskabet med det karakteristiske bum, bum, bum, buum. Det blev styret af elektriker Aage Sørensen fra bagagerummet i hans Toyota Crown stationcar, der vistnok var en temmelig fin bil dengang… Det er lidt pudsigt, hvad man som dreng hæfter sig ved – men det har nu nok været den store forstærker, der især gjorde indtryk. Dengang havde drenge det jo med at interessere sig for biler og teknik.
Der er ingen tvivl om, at anden verdenskrig og ikke mindst tabet af de to spejdere, Chr. Ulrik Hansen og Per Sonne, for altid ændrede livet for Farsø-spejderne. Især fordi spejderne fik Danmarks smukkeste spejderhus her i søanlægget lige over mindelunden – og jeg må konstatere, at huset i dag står flottere end nogensinde med det nye stråtag.
Det påvirkede os også på anden måde, for alle spejdermøderne sluttede altid med, at vi sang ”Altid frejdig når du går ..” Jeg troede i sin tid i min barnlige naivitet, at det var noget, man gjorde i alle spejdergrupper – og det var først, da jeg blev voksen, at det gik op for mig, at det bestemt ikke var sådan generelt. De fleste steder synger man nemlig ”Nu er jord og himmel stille”.
”Altid frejdig når du går” er en velvalgt sang netop her på dette sted og i denne anledning. Det er i sangen, hvor sidste vers som bekendt lyder:
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Dø, om så det gælder! Det var det, Per Sonne og Christian Ulrik Hansen gjorde. Det kan være svært at forstå i vore dage, hvor vi nu har haft fred hertillands i 74 år – og det er vel svært at forestille sig, at det nogensinde bliver aktuelt.
Men det kan ske igen. Alt andet vil være naivt at tro.
Den grundlæggende politiske retorik bygger fortsat på at skabe fjendebilleder og at føle sig krænket af andre. ”Det er altid de andres skyld”– og så længe, der er mennesker, der vil bestemme, hvordan andre mennesker skal indrette sig, risikerer vi krigen og alle dens vederstyggeligheder.
Jeg nærmer mig hastigt – al for hastigt – alderdommen, og det er næppe mig, der skal ud at kæmpe sådan korporligt og voldeligt, men jeg håber og tror, at vore dages unge vil være klar igen, hvis det bliver aktuelt – akkurat som Per Sonne og Christian Ulrik Hansen.
Jeg betragter det som en stor ære, at jeg her i dag har fået lov at tale. Tak for ordet!
-----
Efter talen var jeg en tur på kirkegården med blomster til mine forældre, hvorefter jeg kørte hjem og tændte stearinlys i de noget snavsede vinduer i det lille hus på Øland. Billederne fra Mindelunden i Farsø er taget af min gamle spejder- og skolekammerat Per Lyngby.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar