Der skal brændevin til sild...
Menneskets bedste ven på bordet. Sammen med O.P. Anderson det sikre valg i disse valgtider. |
Peters O. P. Anderson-sild er en god, gammel kending. |
Personligt foretrækker jeg dog menneskets bedste ven - den røde Aalborg - der både dulmer de slidte valgnerver og samtidig smager helt igennem fantastisk til sild, men det er jo ligesom med valg og ægteskaber. Der skal være noget for enhver smag.
Det var lang tid siden, at jeg sidst frekventerede sildelauget. Af mange forskellige årsager har jeg svigtet de foregående fire møder, så det var et godt gensyn. Og så har det haft en ganske positiv effekt på lauget, at jeg sådan har holdt mig væk. For det vælter ind med nye medlemmer.
Aftenen begyndte med, at Oldermanden bød velkommen til hele tre nye medlemmer - Martin, Erik og Kaj. De fik overrakt flunkende nye forklæder og et sildeslips, så de kan møde behørigt påklædt og i fuld galla, når lauget slår sig løs.
Ellers bød aftenen på en herlig pariserbøf, der næsten ikke kunne anes under spejlægget. Men den var der - og den var gigantisk, så mætheden var ved at indfinde sig allerede inden desserten, der var vanilleis fra Ryaa med marinerede figner - "glace vanille aux figues marinées" som det hedder på finere steder end skolekøkkenet på Øland.
Der skåles i giftblanderens ukrudtsbed. |
For stemningen var god, denne lyse sommeraften, som viste Øland fra sin allerbedste side. Da vi trissede hjemover, kunne gode ører høre nattergalen i det fjerne. Og sikkert tilbage i hjemmets trygge favn havde skriverkarlen da også fornøjelsen af at møde den pindgris, som er hyret til at holde parcellen fri for dræbersnegle. Således ånder alt fred og idyl på den lille ø, hvor vi nu kan se frem til damernes aften den sidste fredag i august.
Pariserbøf på Ølandsk. Bøffen gemmer sig beskedent under spejlægget, selv om den er gigantisk. |
Isen er fra Ryaa og fignerne drypper af cognac. Helt igennem fi(g)ne sager... |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar