En lille klar...

Klarsyn efter en meningsløs valgkamp

Så hellere lodtrækning om pladserne...

I Danmark har vi en lang tradition for, at Venstre-ledede  regeringer fører socialdemokratisk politik – og at socialdemokratiske regeringer fører Venstre-politik. Begge partier har en fast tro på statens almægtighed, et nådesløst bureaukrati, og at pengene har det bedst i politikernes lommer. Så i den henseende betyder valget Grundlovsdag næppe det helt store.

Men en ting er sikkert – det bliver ikke billigere at være dansker, når valgkampens gavebod og mange løfter skal indfries. Der er blandt den herskende klasse en tyrkertro på, at det er helt i orden at brandskatte befolkningen og berige sig på almindelige menneskers bekostning. Det er i øvrigt velkendt fra historien. Sådan var det også i romertiden – og sådan var det, da sheriffen af Nottingham huserede i England.

Men nu er valgkampen forbi – og vi kan måske koncentrere os lidt om at diskutere det repræsentative demokratis systemfejl. Da et valg næppe ændrer noget som helst, er jeg de senere år blevet en stor tilhænger af, at repræsentanterne vælges ved lodtrækning. Det skal være en borgerpligt, men til gengæld garanterer vi, at man ikke kan genvælges efter fire år.

Det har den indlysende fordel, at vi slipper for en lang, ulidelig og kedelig valgkamp, hvor fokus ofte ligger på uvæsentlige detaljer og mudderkastning. En lodtrækning  vil stække partiernes indflydelse, og det vil først og fremmest ødelægge den talende klasses monopol på magten i Danmark. En lodtrækning vil sikre, at alle danskere bliver repræsenteret, uden at man nødvendigvis skal være medlem af et parti og have en universitetsuddannelse i statskundskab.

Vi bør også overveje, hvordan vi kan stoppe den tsunami af nye love og reformer, der følger i kølvandet på ethvert valg. Forandringer og reformer er grundlæggende uproduktive og beslaglægger store ressourcer, der var bedre brugt på rigtigt arbejde og varme hænder.

Det kan ske ved at genindføre tokammersystemet, så en lov først skal vedtages i Folketinget og dernæst i et Landsting – gerne med et års mellemrum, så lovgivningen sker velovervejet og afbalanceret.

Men tilbage til hverdagen efter valget. Jeg ser frem til, at man igen kan åbne radio, TV og aviser – uden at høre om valgkamp. Jeg stod faktisk af allerede dagen efter, at valget var udskrevet og har kun sporadisk fulgt de journalistiske kommentatorer og analytikeres mening om alt muligt, der havde med valget at gøre.

Jeg foretrækker at danne mig min egen mening – og har ikke brug for analytikernes søbemad. Så kompliceret er en valgkamp nemlig ikke. Uanset hvad en politiker siger, har det kun et formål: Valg eller genvalg. Det er ikke raketvidenskab, selv om det synes at være mediernes opfattelse, når de taler om det taktiske spil og søsætter besynderlige teorier om konspirationer.

Den lokale avis ramte langt over målet, da en analyse blev præsenteret med ordene: ”Du skal læse den her artikel, hvis du vil virke som den klogeste af dine kolleger, når der snakkes politik og valgkamp over frokostbordet.”

Vi lader den lige stå et øjeblik. Lad gå med, at avisen her patroniserer groft, men præmissen er også forkert. For det er altså ikke god tone at diskutere politik på arbejdspladsen og slet ikke over frokostbordet – og sker det herhjemme, vil jeg henvise kombattanterne til området omkring møgbunken og komposten i havens fjerneste hjørne.

Frokostbordet bør være politik-fri zone, så man kan koncentrere sig om den forhåbentlig lækre mad. Må jeg foreslå en tatarmad og en leverpostej med bacon? Det er så dejligt politisk ukorrekt. Og gerne ledsaget af en lille klar. Det giver sådan en god fordøjelse, så er man godt rustet til dagligdagens fortrædeligheder.

På kanten, Nordjyske Stiftstidende 7. juni 2019