Lyndessert
Jeg æltede 150 gram marcipan, 100 gram sukker og 75 gram smør godt sammen med håndkraft. Varmen fra hænderne gør smørret medgørligt - og så er det egentlig bare med at ælte løs til massen er jævn og ensartet. Så tilsatte jeg to æg - et ad gangen - og æltede videre med hænderne. Til allersidst sigtede jeg 75 gram mel og to spiseskefulde bagepulver i.
Dejen blev lagt i en smurt tærteform og kom i ovnen ved 200 grader, som der stod i opskriften på nettet. Efter 18 minutter var tærten så mørk, at jeg ikke turde give den mere, men var faktisk ikke helt gennembagt, så en anden gang vil jeg mene, at den korrekte bagning hedder 30 minutter ved 175 grader.
Tærten fik en halv time på værkstedet og yderligere et kvarter i køleskabet, så den kunne blive helt kold. Så smurte jeg 100 gram smeltet chokolade på toppen - og pyntede med halve jordbær.
Det smagte smaddergodt - og Dina og jeg fik mange misundelige blikke, da kagen blev fortæret til griseturen grundlovsdag, så der blev også delt flittigt ud af smagsprøver..
.
Det tog to timer fra beslutningen var taget, til kagen stod færdig - men så var jeg også så heldig at have alle ingredienserne i huset...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar