Ølands opiumsmarker

Opium-valmuen har altid været knyttet til menneskene - akkurat som heste, grise, køer og får samt ikke mindst korn og roer. Den har givet lindring til de sårede og de syge - og den har gjort afhængig. Den har været årsag til krige - og som ilden er den en trofast tjener og en streng herre.
Den er i øvrigt som haveplante også både smuk og træls på samme tid - hvis man altså ikke passer på. Og der må jeg nok indrømme, at jeg ikke har været forsigtig nok i min omgang med den forkætrede plante.
Da jeg købte det lille hus på Øland, havdc den forrige ejer en lille gruppe opium-valmuer stående i kanten af indkørslen. Men takket være sidste års store entreprenør-arbejder og ikke mindst, at jeg gjorde indkørslen betydeligt bredere, er det lykkedes mig at sprede valmuens små frø til det meste af haven - og jeg må erkende, at den visse steder optræder i et omfang og en mængde, der næsten er skvalderkål værdig.
Men det er også lykkedes mig at få styr på skvalderkålen, så mon ikke, at jeg også får styr på opium-valmuerne? Blandt andet ved at samle de visne blomsterstande. Det indebærer den store fordel, at jeg samtidig bliver selvforsynende med birkes. For det er jo frøene fra netop opium-valmuen, der er de små, velsmagende smagsgivere til morgenbrødet. Og man skal faktisk ikke gøre andet end at indsamle dem - så er de klar til at komme på rundstykkerne og franskbrødet.
Jeg har tilladt opium-valmuerne at blive store i beddet ud mod vejen - og det er der kommet et smukt stykke ud af - hvis jeg selv skal sige det. For planten er jo dekorativ netop nu, hvor den blomstrer med store pæon-agtige, lyserøde blomster.
Og med al respekt for beddets begrænsede størrelse, så giver det faktisk mindelser om Afghanistans og Paktistans forkætrede opium-marker.
For resten skal sportsfolk og andre, som udsættes for doping-kontrol være forsigtige med at spise birkes. For hvis man spiser birkes i større mængder, kan det faktisk give udslag i doping-tests. Men de smager godt, så jeg vover nu et øje alligevel.

Jesper